Kultur- og fritidsborgmester Carl Christian Ebbesen (DF) og Cecilia Lonning-Skovgaard er i valgforbund sammen. Men det til trods har Carl Christian Ebbesen fortsat tænkt sig at arbejde tæt sammen med Socialdemokratiet og rød blok. Foto. Martin Sørensen.

En alliance med forskellige mål

Valgkamp. I avisens serie med valgets vigtigste spidskandidater møder borgmester Carl Christian Ebbesen (DF) den nye spidskandidat for Venstre i København, Cecilia Lonning-Skovgaard. Trods valgforbund er der masser at kæmpe om.

Af René Mølskov

rem@minby.dk

Valg: Dansk Folkeparti er gået i valgforbund med Venstre og en række borgerlige partier. På papiret ligner DF og Venstre altså et åbenlyst makkerpar. Men det egentlige billede er mere nuanceret, og spidskandidaterne har forskellige mål.

Den nye leder af Venstre, Cecilie Lonning-Skovgaard, vil være spydspids for et alternativ til det socialdemokratisk styrede København.

Dansk Folkepartis borgmester Carl Christian Ebbesen samarbejder gerne med Frank Jensen (S), men er afhængig af borgerlige mandater, hvis han skal fastholde sin borgmesterpost efter valget.

Sidst fik han mandater fra de Konservative, men i år varsler de en hårdere kamp om borgmestertaburetten.

Cecilia Lonning-Skovgaard blev for alvor kendt i offentligheden, da hun fravristede Pia Allerslev titlen som spidskandidat i en intern kamp.

Hun er også en kendt fighter på Rådhuset, men trods næsten 1.000 personlige stemmer sidste valg skal hun alligevel kæmpe bravt for at få Pia Allerslevs næsten 14.000 personlige stemmer ned i sin valgurne.

Bakker op og bakker ud

Kun to siddende borgmestre fortsætter som spidskandidater i år. Den ene er Frank Jensen (S), den anden er Carl Christian Ebbesen. Men der venter en hård kamp om borgmestertaburetterne. Spidskandidaterne for DF og V er dog for drevne og for uinteresserede i hanekamp til at strides for åben mikrofon.

»For mig og Cecilia er det svært for alvor at blive uenige. Som mennesker har vi begge den tilgang til uenighed, at man ikke klan bruge den til noget. Men der er da ting, vi gerne vil løse forskelligt,« siger Carl Christian Ebbbesen diplomatisk.

En af de ting er det seneste budgetforlig, som DF bakkede op, mens Venstre bakkede ud.

»Nogle gange, som når DF går med i et forlig, hvor man giver 50 millioner til bydelsmødre, indvandrerkvindecentre og kulturhuset for etniske kvinder, tænker jeg, at det da aldrig kan være DF-politik,« siger Cecilia Lonning-Skovgaard.

De vigtige pladser

I samme forlig var der ikke en krone til parkeringspladser, selvom borgerlig blok mente, de med et forslag til blot 5 millioner kroner kunne sikre 400 nye parkeringspladser.

»Mon ikke, man kunne have fundet 5 millioner i et budget på 3,8 milliarder? Det bliver altså for dogmatisk for mig,« siger hun.

Carl Christian Ebbesen erkender, at han af og til betaler for at få indflydelse.

»Jeg står fuldt ud ved det. For det er den politiske virkelighed. Københavnerne har sammensat det politiske styre. Det kan vi jo spille ind i eller lade være. Du valgte ikke at spille ind. Jeg valgte, at jeg gerne vil spille i det rum,« siger han og tilføjer:

»Jeg har desuden accepteret, at vi er nødt til at have så god cykelfremkommelighed som muligt. Hvis det koster en parkeringsplads at få plads til en cykelsti, så stemmer jeg oftest for.«

Integration og knæfald

DF og Venstre i København har altid holdt en smule i hånden. Men i sidste ende er det Venstre og Konservative, der for alvor har været den højlydte opposition i København.

Alligevel enes de to spidskandidater let om integrationsspørgsmål. En, ifølge dem begge, fejlslagen integrations- og boligpolitik har sat sit aftryk på hovedstaden.

»Vi er enige om ikke at acceptere det knæfald, der nogle steder sker, når vi pludselig har kønsopdelt svømning eller for tiende gang har debatten om halal-mad i daginstitutioner,« siger Cecilia Lonning-Skovgaard.

Carl Christian Ebbesen bakker hende op i betragtningen og tilføjer:

»Vi parkerer jo folk i parallelsamfund. Dårlig integration og dårlig boligpolitik har gjort, at alle med udenlandsk baggrund og socialt udsatte er placeret i boligblokke. Så begynder de at leve deres liv der, uden at se almindelige danskere gå på arbejde. Det er et problem,« siger Carl Christian Ebbesen.

Kampen om velfærd

Til gengæld er uenigheden næsten lige så stor, når snakken falder på skattelettelser.

»Vi er uenige om størrelsen af velfærdssamfundet. Dansk Folkeparti tror på, at det koster penge at få en ordentlig behandling på sygehusene, og at en god skolegang kræver lærere og dygtige pædagoger med overskud. For mig er det også et problem, hvis der er for stor forskel på rig og fattig i København. Der er jo folk, der simpelthen ikke har råd til idræt og foreningsliv,« siger Carl Christian Ebbesen.

For Venstre er det et spørgsmål om at finde pengene ved at skære de – ifølge spidskandidaten – ligegyldige projekter.

»Det er rigtigt, at vi kolliderer på skattespørgsmålet. Vi står uden for budgettet, fordi listen af bløde projekter, der ligger i spændfeltet mellem integration, socialpolitik og beskæftigelsespolitik, hurtigt tæller 50-60 millioner kroner,« siger hun og fortsætter:

»København skal være en attraktiv by med arbejdspladser, der ikke kun er kommunale, men også private. Derfor skal det være attraktivt for virksomhederne at være her. Kan vi samtidig hjælpe børnefamilier med en skattelettelse, der kan give nogle tusinde kroner mere om måneden i hånden, så vil vi gerne det.«

Med eller imod Frank

Alle de valgte overborgmestre i København har været socialdemokrater. Det største stridspunkt for de to spidskandidater er derfor nok kampen mod eller med det socialdemokratiske styre i hovedstaden.

Cecilia Lonning-Skovgaard håber på sigt at vende København. For Carl Christian Ebbesen er spørgsmålet om valgforbund kun en del af helheden.

»Vi er jo i valgforbund med de samme partier, som Dansk Folkeparti støtter på Christiansborg. Men man skal huske, at i København er det nu engang Frank Jensen, der er overborgmester. Vejen til at flytte ting i den her by er i høj grad ved at samarbejde med socialdemokraterne. Det vil jeg fortsætte med,« siger Carl Christian Ebbesen.

SYNES DU OM ARTIKLEN?
KLIK PÅ LINKET OG TILMELD DIG VORES NYHEDSBREV

OBS: Denne artikel er mere end 6 mdr. gammel

Skriv et svar

Thomas Frederiksen

Om journalisten Thomas Frederiksen

Thomas Frederiksen, journalist på Østerbro Avis og Hovedstadens Mediehus, født 1974. Uddannet fra Danmarks Journalisthøjskole i 2000, har haft København som stofområde siden 2004 - og Østerbro siden 2007. Skriver blandt andet om politik, byudvikling, trafik, kultur og navne.

Beboere frygter for husene

Kommunalvalg over grænser