Familielivet er i centrum hos radikale Ruben Kidde
in ,

Drømme og visioner

I serien Yngst på listen præsenterer Lokalavisen Ruben Kidde, 31 år og yngst på listen hos Radikale Venstre (B).

 

Af Nanna Boye.

nanna@lokalavisen-frb.dk.

 

Riv Bispeengbuen ned – så tydeligt og enkelt kan det siges, og det gør den 31-årige Ruben Kidde (B).

Han bor med sin familie, hustru og sin datter Ingrid på halvandet år på Kronprinsesse Sofies Vej, og med familielivet er det også børn, unge, institutioner og skoler, der står på den politiske dagsorden.

Ruben har været opstillet for Radikale Venstre på Frederiksberg siden valget i 2013, hvor han blev valgt som 1. suppleant til kommunalbestyrelsen.

Han er uddannet cand.scient.pol. fra Københavns Universitet. Ruben har tidligere arbejdet som politisk konsulent for Radikale Venstre. I dag arbejder han som chefkonsulent i brancheorganisationen Danish Venture Capital and Private Equity Association.

Da han kom i praktik i 2011 på Christiansborg hos Radikale Venstre, blev den politiske interesse vakt. Han fortæller:

»Det var tiden med Margrethe Vestagers optur, og jeg blev ramt af den politiske bacille. Jeg ville gøre en forskel.

Jeg har nok altid været politisk interesseret. I 9. klasse kom jeg i praktik hos Ole Hækkerup (S), og som dreng så jeg op til Poul Nyrup Rasmussen, men siden 2011 har jeg stemt Radikale Venstre og har ikke været politisk i tvivl.

Det er på grund af den ansvarlige økonomiske – og grønne – politik, og så er det et parti, hvor der også er plads til store drømme og en tro på fremtiden.«

Og store lokale drømme, har Ruben også.

»Bispeengbuen er et monument fra en anden tid. Jeg mener, at den skal rives ned, så vi får plads til en moderne, grøn hovedstad. Samtidig skal vi åbne Ladegårds Å. Det skal ske i samarbejde med staten og Københavns Kommune. Som det er nu, er det både mørkt, utrygt og ikke særlig kønt,« mener Ruben, der også gerne ser Torvehallerne 2 bag Frederiksberg Rådhus. Bilerne skal under jorden i et p-hus, og så skal området samtidig skybrudssikres.

 

Børn og grundskyld

Der, hvor Ruben er i livet med et lille barn, er det også børn, han fokuserer på politisk.

»Børneområdet skal have et løft. De tidligste år i et barns liv er de vigtigste. Jeg vil gerne være med til at tilføre flere ressourcer til daginstitutionerne, så der også er flere uddannede pædagoger pr. barn. I stedet for at sænke grundskylden, burde pengene bruges på børnene. Det giver også en social, mere lige, effekt.«

Når han og hustruen skal forkæle sig selv, sker det gerne med en gang sushi eller en middag på Restaurant Fabio, men med et barn på halvandet år, er det rollen som far, der smitter af på fritiden.

Han siger: »Ingrid er vild med dyr, så vi har årskort til Zoo, men det hænder også, at vi går en tur i Tivoli.

Jeg har et krævende arbejde, og så bruger jeg også tid på politik. Jeg prioriterer det nære, familien og min mor, men jeg elsker da også at se en god fodboldkamp med vennerne. Jeg er Barcelona-fan, så en god Champions League-kamp eller landsholdet, er også fantastisk,« siger Ruben, der nyder byens grønne områder, men også her er der tanker om forbedringer. Han siger:

»Det er fint, at der er træer og blomster i byen, men ambitionsniveauet kan godt hæves. Jeg mener, vi bør kigge på alt det, vi ikke kan se, luftforurening, partikler fra dieselbiler samt støj. Jeg er politisk aktiv for at få nogle af drømmene omsat og opfyldt til virkelighed,« siger Ruben.

 

 

Hvad synes du om artiklen?

0 points
Upvote Downvote

Total votes: 0

Upvotes: 0

Upvotes percentage: 0.000000%

Downvotes: 0

Downvotes percentage: 0.000000%

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

Loading…

Humorlaboratorium

Erhvervsrejser – en oplagt mulighed for at styrke virksomheden