Henry Bates spilles af Calum Finlay . Foto fra filmen.
in ,

På opdagelse i regnskoven

3-D filmen Det Gyldne Bevis, der netop har haft premiere i planetariet, er en fin familie- og læringsfilm for de mindre klasser.

 

Af Nanna Boye.

nanna@lokalavisen-frb.dk.

Foto fra filmen.

 

Filmen ‘Det gyldne bevis’ sætter fokus på læring i børnehøjde. Tag med tilbage i tiden og en tur til Brasiliens Amazonas regnskov, og bliv klogere på videnskaben og evolutions- teorien.

Filmen er for børn fra syv år og opefter. For de mindre børn er det primært de smukke naturbilleder, de får noget ud af, og filmen er ikke for de helt små.

Der er også lidt ‘barske’ scener om, hvordan hovedpersonen overlever i regnskoven med kryb, rovdyr, gul feber og malaria.

Der er tale om en film, der er oplagt til undervisningsbrug. Man får et indblik i evolutionsteorien, fortalt i øjenhøjde, så børnene forstår og efterfølgende kan tale med om emnet, de videnskabelige teorier og metoder.

Filmen begynder i Leicester, England, hvor en 13-årig dreng, Henry Walter Bates (1825-1892), er vild med at fange biller og være i naturen. Han kan ikke se sig selv ende på en strømpefabrik, som resten af familien.

Sammen med sin ven, Alfred Wallace, rejser han i 1848 ud i verden. Ud på en eventyr- og forskningsrejse til Amazonas, Brasilien.

For Bates vedkommende kommer rejsen til at vare 11 år, og meget af hans forskning kommer til at danne grundlag for Darwins evolutionsteori. Et begreb, der opstod i 1859 med udgivelsen af Charles Darwins værk ’The origin of species’ (arternes oprindelse).

Naturforskeren Bates samler og kategoriserer sommerfugle og opdager, hvordan visse arter, ved at efterligne giftige sommerfugle, kan undgå at blive spist af fugle.

Vi følger Bates på hans rejse og forskning, omgivet af papegøjer, sjove insekter og rovdyr. Han bliver ven med den indfødte Tando, der følger ham på rejsen, og er ved hans side, når han bliver syg. Undervejs bliver vi også klogere på, hvor svært det var for forskerne at overbevise kritikerne om evolutionsteorien.

‘Det gyldne bevis’ når vidt omkring, og i en blanding af læring og fine naturoptagelser, bliver vi alle klogere på arternes oprindelse. Bates opdagede 8.000 nye arter, primært insekter, på 11 år. Da han rejste hjem, var han syg, og han kom aldrig retur til Amazonas.

Tycho Brahe Planetarium: ’Det Gyldne Bevis’, dramadokumentar med dansk tale. (45 minutter).

SYNES DU OM ARTIKLEN?
KLIK PÅ LINKET OG TILMELD DIG VORES NYHEDSBREV

OBS: Denne artikel er mere end 6 mdr. gammel

Bladbudet endte som kommentator

Et meget langt bryllup