Klar til optagelse: Frederikke
in ,

Ulovlig streaming på skoleskemaet

På Johannes-skolen i 8.B står der streaming på skoleskemaet. De hører om ulovlig streaming og optager selv små kampagnefilm.

 

Af Nanna Boye.

nanna@lokalavisen-frb.dk.

Eleverne hører om filmiske virkemidler, lys, modlys, lyd, klip, billedbeskæring og nærbilleder, og nu er de selv i gang med at optage en kampagnefilm.

Ipaden sidder i stativet, der er to skuespillere på holdet, en kamerakvinde og en instruktør.

Filmen har ikke fået en titel endnu, men indholdet, det er eleverne helt klar over. De er ved at lave en skræmmekampagne om ulovlig streaming. Der står nemlig streaming på skoleskemaet i 8.B på Johannesskolen. Klassen deltager i kampagnen ‘Os der elsker film’, en landsdækkende kampagne, der skal gøre skoleelever klogere på ulovlig streaming.

Peter Pan i fare …

Karen Andersen fra Lommefilm underviser eleverne. Hun siger til Lokalavisen:

»Vi har talt om forskellen på ulovlig og lovlig streaming, kampagnefilm og reklamefilm. Det er nogle skønne elever, og så er det spændende at undervise unge mennesker. Alle unge streamer, men det er måske ikke altid, at de tænker over konsekvenserne, hvis de streamer ulovligt,« siger Karen, der er uddannet dokumentar-instruktør.

Mandag morgen er de 14-årige klassekammerater Frederikke, Isabel, Jakob og Sara i gang med deres film. Den handler om drengen Peter Pan, spillet af Jakob. Han er i gang med ulovlig streaming på skolens computer. Der kommer virus på computeren, og så bliver han opdaget af en klassekammerat (Frederikke).

»Det går helt galt for Peter Pan, han bliver bortvist fra skolen og bliver også hjemløs. Det er en fiktiv historie, men vi kender til ulovlig streaming. Det er mest irriterende i forhold til serier, hvor der måske mangler et eller to afsnit.

Det har jeg selv prøvet med ‘Game of Thrones’, som jeg følger, men jeg er bange for at få virus på min computer, så det har jeg kun prøvet en gang,« siger Jakob.

Sara, der er instruktør på deres kampagnefilm fortsætter: »Jeg har også prøvet det en gang, og jeg tænker helt sikkert over det. Både fordi man kan få en bøde, og ens computer kan blive hacket, men ikke så meget i forhold til filmbranchen. Nu har jeg både Netflix og Viaplay, og det er fint.«

Klar til optagelse

»Der er for meget refleksion i vinduet. Vi kan ikke optage udefra,« siger Isabel, og fortsætter optagelserne på skolens bibliotek. Til skuespilleren siger hun:

»Jeg har styr på det Jakob. Du må ikke kigge ind i kameraet nu, og jeg vil gerne have en scene, hvor du taster«.

Eleverne går op i deres opgaver som instruktør, filmfotograf og skuespillere.

»Kan I ikke sige ‘action’, så ved jeg, hvornår I filmer?« spørger Jakob.

Herefter laver de endnu en optagelse, og Isabel siger begejstret: »Ja, sådan. Det er godt Jakob, men spice det mere up!«

Karen kommer forbi og giver gruppen et par gode råd. Lokalavisen overværer yderligere et par scener, inden vi giver filmholdet arbejdsro.

»Det er et super godt projekt, og så er det fedt at arbejde med professionelt udstyr,« siger Jakob, inden næste scene optages.

Senere på dagen lærer eleverne at klippe filmen, og til sidst skal alle film vises i klassen. 8.B er med i konkurrencen om at lave landets bedste Lommefilm.

FAKTA

Lommefilm nominerer fem finalister blandt de mange film, som bliver produceret på 30 skoler over hele landet. Herefter er der en afstemning, hvor den film, som får flest sms-stemmer, bliver kåret som vinder. Du kan se de film, der bliver produceret, på: lommefilm.dk/kanaler/aktuelle-kanaler/os-der-elsker-film.
Undervisningsmaterialet er gratis tilgængeligt for alle på: osderelskerfilm.dk. Klasser, der ikke har haft besøg af Lommefilm, kan også deltage i konkurrencen.
‘Os der elsker film’ består af en række organisationer, selskaber og myndigheder i og omkring filmbranchen.


OBS: Denne artikel er mere end 6 mdr. gammel

Ny dansk musical på Sceneriet

Glad og overrasket talent