Magnus Skovrind Pedersen og datteren Aima takkede onsdag Peter Pava for at have fundet to stjålne nationaldragter
in

De grønlandske nationaldragter fandt hjem igen

HVERDAGSLIV. Sorgen var stor, da sydhavner Magnus Skovrind Pedersens svigerforældre fik stjålet deres grønlandske nationaldragter fra deres bil. Hjælpen var dog nær, da sydhavner Peter Pava fandt dragterne og leverede dem tilbage.

Af Benedicte Lorenzen

belo@minby.dk

OPKLARET: Det var tæt på en tragedie, der ramte grønlandske Aqqalooraq og Sika Frederiksen, da de besøgte deres datter og svigersøn i Sydhavnen. Under besøget i Sydhavnen var der nemlig indbrud i deres lejebil, hvor deres grønlandske nationaldragter blev stjålet, fortæller svigersøn Magnus Skovrind Pedersen:

»Mine svigerforældre synger i et grønlandsk kor, som skulle optræde her i Danmark. I den anledning havde de medbragt deres grønlandske nationaldragter, som de synger i. Dragterne betyder nok ikke meget for danskere, men for grønlændere har de stor betydning. De er lavet med nogle helt fine små perler, der er syet på i sindrige mønstre, som tager flere måneder at lave. Derfor var de også kede af, at dragterne var blevet stjålet. Det var jo ikke sådan, at de lige kunne få nye, når de kom hjem,« siger Magnus Skovrind Pedersen.

Hjælpen var nær

Hjælpen skulle dog vise sig at være lige om hjørnet. Dagen inden Aqqalooraq og Sika Frederiksen skulle hjem til Grønland, blev de nemlig kontaktet af SydhavnsCompagniets leder Brian Lentz, der kunne fortælle, at nationaldragterne var blevet fundet:

»Peter Pava er en af vores frivillige, og han fandt kufferten med nationaldragterne smidt i SydhavnsCompagniets økohave. Han gik så til os med de her dragter og sagde, at de udgjorde en værdi, og at der nok var nogen, der var kede af at mangle dem. Han havde derfor proppet nationaldragterne tilbage i kufferten og stillet den ind på mit kontor,« fortæller SydhavnsCompagniets leder og fortsætter:

»Jeg tog så et billede af kuffertmærket, der var på og bad en af mine praktikanter undersøge, hvem det tilhørte. Der kommer mange grønlændere både på Mozarts Plads og i SydhavnsCompagniet, så vi sagde det videre. Helt nøjagtigt, hvordan vi fandt frem til Aqqalooraq og Sika Frederiksen, ved jeg dog ikke.«

En lykkelig slutning

Glæden var stor, da telefonen ringede i Haveforeningen Frederikshøj og Sydhavns-Compagniet fortalte, at de havde fundet dragterne, som nu er rejst hjem til Grønland.

Ejermændene ville gerne takke Peter Pava for, at han havde bragt dragterne tilbage, og derfor mødtes svigersøn Magnus Skovrind Pedersen med finderen for at give ham en kurv med grønlandske specialiteter og en t-shirt med et sydhavnslogo. Finderen selv havde følgende kommentar:

»Da jeg fandt kufferten, vidste jeg, at tingene i den var værdifulde, så jeg kunne ikke drømme om at tage dem. Min mor har altid lært mig, at man aldrig må tage andres ting, for så får man det dårligt i kroppen,« fortalte Peter Pava.

Og således slutter et rigtigt hverdagseventyr i Sydhavnen.


Hvad synes du om artiklen?

0 points
Upvote Downvote

Total votes: 0

Upvotes: 0

Upvotes percentage: 0.000000%

Downvotes: 0

Downvotes percentage: 0.000000%

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

Loading…

Byggeregel gør små boliger dyrere

||

Byggeregel gør små boliger dyre