||
Ballet på skoleskemaet på Amager Fælled Skole og 11 andre skoler på øen. Her under ledelse af lærer Vivi Nielsen. Foto: Anders Bentzon.
in ,

Skolebørn på tæerne

BALLET PÅ SKOLESKEMAET. I et nyt partnerskab med Det Kgl. Teater skal elever fra 4. klasser på 12 skoler på Amager prøve kræfter med ballet. Amager Fælled Skole begyndte samarbejdet allerede for fire år siden.

Af Hanne Bjørton

hab@minby.dk

AMAGERBRO: Et par og tyve piger og drenge fra 4. og 5. klasse på Amager Fælled Skole står i gymnastiksalen og tripper for at få lov til at vise, hvad de har lært og skal lære af ballet, både fra forestillingerne Nøddeknækkeren og Svanesøen.

For i dag kommer der gæster for se ballettrinene, nemlig børne- og ungdomsborgmester Pia Allerslev (V), kultur- og fritidsborgmester Carl Christian Ebbesen (DF), folk fra Det Kgl. Teater og pressen.

Kultur- og fritidsborgmester Carl Christian Ebbesen (DF) og børne- og ungdomsmester Pia Allerslev (V) finder den rette ranke holdning foran Amager Fælled Skoles balletbørn. Foto: Anders Bentzon

Anledningen er, at Det Kgl. Teater indgår i partnerskab med 12 københavnske skoler på Amager samt skoler i Sønderborg Kommune for at gøre de klassiske kunstarter opera, ballet, skuespil og klassisk musik til en del af elevernes skoleforløb.

Ballet på skoleskemaet for skolernes 4. klasser er et af arrangementerne i partnerskabsaftalerne.

Saftevandsbesøg ikke nok

På Amager Fælled Skole tyvstartede man med samarbejdet allerede for fire år siden, og derfor er der både børn på gulvet i gymnastiksalen, som har været gennem 12 ugers balletforløb, og børn der ikke har.

»Sammen med Det Kgl. Teater har vi udfordret hinanden i, hvordan vi kan skabe en kulturel læring samt en kropslig dannelse. Vi vil ikke nøjes med saftevandsbesøg, hvor man besøger et sted en enkelt dag, og derfor er vi indgået i et partnerskab, hvor vi får et flerårigt samarbejde,« siger skoleleder Torben Bo Højman Jensen fra Amager Fælled Skole.

Klædt i sort varmer børnene op med stræk og bøj på klassisk balletvis, stående i positioner.

Og så viser de – guidet af deres lærer Vivi Nielsen og Laura Navndrup fra Det Kgl. Teater – en lille sekvens fra balletten Nøddeknækkeren.

Det Kgl. Teater har i mange år arbejdet målrettet på at gøre den klassiske scenekunst til en naturlig del af elevers folkeskoleår.

Gennem workshops for både lærere og elever, længere læringsforløb ude på skolerne, samt børne- og ungeforestillinger har eleverne stiftet bekendtskab med kunstarterne.

Det har givet erfaringer om, hvor meget det betyder at være til stede over længere tid og skabe forpligtende samarbejder med lokale aktører. Ved hjælp af de nye partnerskabsaftaler kommer kunstarterne desuden meget bredt ud til børn i hele den københavnske del af Amager.

Brobygning til kunsten

»Vi vil ikke have, at vores tilbud kun er for de mest aktive skoler. Hvis vi modtager de samme elever og lærere hvert år, er det en dårlig udnyttelse af vores ressourcer. Ved hjælp af partnerskabsaftalerne bliver vi en del af skolernes årshjul, hvor der virkelig er afsat tid til det. Vi vil gerne være med til at bygge bro mellem kunst og læring. Og vi glæder os til at se Nøddeknækkeren i mange forskellige udgaver,« siger udviklingsansvarlig på Det Kgl. Teater, Gunna Winterberg.

Katarina fra 5.U og Ellen fra 4.X fra Amager Fælled Skole gik faktisk til ballet, før skolen introducerede samarbejdet med Det Kgl. Teater.
»Det er 8. år jeg går til ballet. Jeg ville gå til det, fordi min veninde gik til ballet og syntes, det var sjovt,« fortæller Katarina.
»Og jeg startede, fordi jeg blev inviteret – jeg kendte læreren og ville gerne prøve træningen. Og det er 7. år, jeg går til ballet,« fortæller Ellen.
Hvordan er det anderledes end at gå til gymnastik, for eksempel?
»Der er mere dans i det og jeg føler, man er mere sammen. Og så behøver man ikke lave salto!« siger Ellen.
Kunne I tænke jer at blive professionelle balletdansere?
»Ja, det kunne jeg godt, men jeg er ikke så smidig,« siger Ellen.
»Jeg er heller ikke så smidig,« siger Katarina.
Foto: Anders Bentzon

Nu skal de lidt mere øvede af børnene vise en lille scene fra Svanesøen, som de har prøvet at danse mange gange før.

»Så kan svanerne godt gøre sig klar,« råber Vivi Nielsen.

»Jaaaaahhh,« siger de heldige, der skal vise sekvensen for det lille, fremmødte publikum.

Lige som under opvarmningen er børnene stille og dybt koncentrerede om den dans, de viser frem. Balletten har vist sig at falde i rigtig god jord hos børnene.

»Alle børn fra 4. klasserne skal være med, og der er ingen, der har haft lyst til at springe fra undervejs. Ingen. Det har jeg aldrig prøvet før.« fortæller Vivi Nielsen.

En flok drenge fra 6. klasse, der tidligere har været med i debatforløbet, blev næsten stødt, da de hørte, at andre børn skulle vise trin fra Nødeknækkeren frem.

»Ej, det er vores Nøddeknækker,« sagde de. De havde totalt taget ejerskab til det. Og det er altså nogle af de vilde drenge, der er helt fremme i skoene,« siger Vivi Nielsen

»Er der så også tid til at fortælle børnene historien om Nøddeknækkeren,« vil Carl Christian Ebbesen vide.

»Ja, børnene hører om selve rammen om historien, vi har set film og arbejdet med Tjajkovskij,« svarer læreren.

Pak fordommene væk

Det Kgl. Teater besøger skolerne med ’Ballet for sjov’-arrangementer.

»Så er der skarpe øjne med, der ser, om vi skal tage nogen ind til en optagelsesprøve,« fortæller Gunna Winterberg.

Børnene er også selv på besøg på Det Kgl. Teater.

»Vi har set børnene med åben mund og store øjne, når de kommer ind på Gammel Scene, hvor mange af dem aldrig har været før,« fortæller Torben Bo Højman Jensen.

Men der er også aha-oplevelser for de voksne.

»En gang sad der et par drenge på tilskuersæderne med de tykkeste dynejakker og hatten siddende rigtig højt. »Hva’ så, har du været her før?« spurgte den ene. »Ja, jeg var herinde og se Manon (opera, red.),« sagde den anden. Så kan man altså godt pakke sine fordomme væk,« siger Gunna Winterberg.

Det er første gang, at Det Kongelige Teater indgår disse partnerskabsaftaler. Om et år føjes endnu to til.

Hvad synes du om artiklen?

0 points
Upvote Downvote

Total votes: 0

Upvotes: 0

Upvotes percentage: 0.000000%

Downvotes: 0

Downvotes percentage: 0.000000%

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

Loading…

Fund af ligdele svækker Madsens forklaring

Nyt byggefelt afklares først efter valget