|||||
De udviklingshæmmede borgere vil gerne vise motionsredskaberne på motions- og sansestien frem
in

Motionssti med godt makkerskab

SANSESTI. Med fondspenge i ryggen har frivillige fra Amager Seniorklub sammen med fysioterapeuter og pædagoger opgraderet motions- og sansestien ved Fussingsvej til gavn for udviklingshæmmede, seniorer og hele naboområdet.

Af Hanne Bjørton

hab@minby.dk

SUNDBY: Et regnskyl får duftene fra havens buske og træer, og fra højbedenes krydderiplanter og blomster til at eksplodere.

Under paraplyer og havens lille tårn står udviklingshæmmede beboere fra områdets botilbud og Sundby Væksthus og skutter sig sammen med stedets pædagoger og fysioterapeuter – lidt tilbageholdende over for at springe rundt i regnen.

Foto: Michael Paldan

Lidt længere nede i haven har seniorer fra Amager Seniorklub trodset vejret og spiller petanque iført regnslag og godt humør.

Vi befinder os i en 170 meter lang og frodig have på Fussingsvej, der rummer en sanse- og motionssti fyldt med indtryk for øjet, øret, næsen, smags- og følesanserne.

Amager Seniorklub spiller petanque ved motions- og sansestien fast en gang om ugen. Og når lejlighed byder sig. Foto: Michael Paldan

Samt motionsredskaber, balanceflader, broer, trapper, forhøjninger i græsset, hængekøjer, gynger og andre udfordringer for fysikken.

Regnen stilner af, og så fyldes stien af ivrige brugere, der gerne vil demonstrere redskaber og aktiviteter for os.

Frugtbart samarbejde

Sansestien har været der i mange år, men gennem de seneste fire år har den gennemgået en fornyelse og opgradering til motionssti.

Pædagoger og fysioterapeuter har være med til at udvikle stiens træningsredskaber og fysiske udfordringer, så brugere med vidt forskellige handicap kan bruge den.

»Det er et princip, at man skal kunne komme gennem stiforløbet i en kørestol, så alle kan være med,« fortæller Karen Daugbjerg, der er fysioterapeut i Specialfysioterapien.

Og seniorer fra Amager Seniorklub har brugt og bruger frivillige timer, blandt andet på at bygge, arrangere og vedligeholde plantekasser.

»Vi troede jo, at vi skulle have fat i en snedker til at lave plantekasserne. Men så var der tre mænd fra seniorklubben, der sagde, at det kan vi sagtens bygge, og så var de udviklingshæmmede med til at komme jord i. Udgangspunktet for plantekasserne er, at der ikke må være noget, der er giftigt – det skal i princippet kunne spises det hele,« fortæller Birgit Stenbæk, medlem af Amager Seniorklub.

Der smages på tallerkensmækker – en spiselig blomst i plantekassen. Foto: Michael Paldan

Det meget kunstfærdigt renoverede tårn, et redskabsskur, flere motionsredskaber og andre trædetaljer er lavet af virksomheden Mestertræ.

Et mosaikprojekt arrangeret af Pia Skak Mortensen fra Galleri Glad Sol har i den forgangne weekend udmøntet sig i tre mosaikskulpturer i sansehaven i samarbejde med Captum (overbygningen til Sundby Væksthus), venskabsforeningen Venner af Captum, Fysioterapien i Sundby Væksthus og Amager Seniorklub

»Og så har vi haft havearkitekt Helle Nebelong med som konsulent,« siger Karen Daugbjerg.

Motivation til motion

Seniorklubben holder til på Radisevej og er tæt nabo til dagcentret Sundby Væksthus og områdets botilbud for udviklingshæmmede, så samarbejdet om opbygningen af sansestien og lysten til at dele den lå lige til højrebenet.

Seniorer og udviklingshæmmede holder fælles motions- og idrætsdage, og foreløbig har der været op til 100 deltagere.

»Og det er altså ikke sådan noget hattedame-noget! De udviklingshæmmede kan give os et spark i rumpen og vise os noget livsglæde,« siger Birthe Kofoed, der er leder af Amager Seniorklub, hvor hun står for meditation og afspænding.

»Vi har en gruppe borgere, der som udgangspunkt ikke er motiverede til motion. Men her ser de hinanden, og så kommer de andre masende: »Jeg vil også prøve.« De får motion, frisk luft i grønne omgivelser og et samvær med seniorerne,« siger Birthe Kofoed.

For alle i naboområdet

Sansestien rummer en rindende kilde i et vandanlæg, og på en bænk her dyrker seniorklubben meditation med vandets rislen som lydkulisse.

En lille bro over den rislende kilde. Foto: Michael Paldan

»Mange af de udviklingshæmmede kan også godt lide at sidde her,« fortæller Birgit Lehm fra Amager Seniorklub.

Og nærmest som bestilt kommer en tavs og smilende dame trissende hen og sætter sig stille på meditationsbænken.

De nærmeste børnehaver og vuggestuer spreder også glæde på motions- og sansestien og hygger sig godt med motionsredskaberne.

Og det er hele tanken, at sanse- og motionsstien er for alle andre i naboområdet. Selvfølgelig med omtanke.

»Vi har gennem årene været ude for, at nogen har hærget sansestien, men vi har været heldige at slippe for det i den seneste tid.«

»Og så vil vi gerne opfordre borgere, der har hunde med, til at holde dem i snor. Udviklingshæmmede opfatter ikke altid, at en hund er ufarlig. Og omvendt kan en hund heller ikke altid afkode en udviklingshæmmets reaktion,« siger Karen Daugbjerg.

Motions- og sansestien indvies officielt onsdag 13. september klokken 9.45-11.30, hvor alle er velkomne.

Birgit Lehm fra Amager Seniorklub nyder en af stiens hængekøjer sammen med Sussi. Der fortæller, at bamsen hedder Nini. Foto: Michael Paldan.

Hvad synes du om artiklen?

0 points
Upvote Downvote

Total votes: 0

Upvotes: 0

Upvotes percentage: 0.000000%

Downvotes: 0

Downvotes percentage: 0.000000%

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

Loading…

Cremen af danske præ-teenagere

Barndom i 2017