Jonas og Niklas Priesum fra Islands Brygge viser deres loppemarked-app
in ,

Brødre fra Bryggen skaber en loppemarked-app

LOPPEKLØE. Jonas og Niklas Priesum har skabt en app, der hurtigt giver overblik over loppemarkeder samt genbrugsbutikker i hele Danmark. Man kan gemme sine favoritter og selv tilføje loppemarkeder via app’en.

Af Hanne Bjørton

hab@minby.dk

HELE ØEN: Loppemarkedentusiaster har fået et nyt redskab til at holde sig ajour med, hvor det næste loppemarked ligger og venter.

Den nye, gratis app ’Fleap’ giver et overblik over, hvor der, ikke bare på Amager men i hele Danmark, er loppemarked lige nu eller på datoer, man selv vælger. App’en viser også, hvor der findes genbrugsbutikker.

App’en er udviklet af brødrene Jonas og Niklas Priesum.

»Vi undrede os meget over, at loppemarkederne var spredt ud over alle afkroge af internettet, plakater på gadehjørner og sociale medier. Det var umuligt at danne sig et overblik over, hvilke loppemarkeder og genbrugsbutikker, der fandtes i Danmark,« fortæller Jonas Priesum.

Med Christian Sjøgreen som udvikler blev Fleap i slutningen af 2016 født, den lille, runde app-maskot, der også viser sig på app’ens Danmarkskort, der hvor der er loppemarkeder.

Retrocomputerspil i kikkerten

Brødrene er begge ivrige loppemarkedgængere.

»Vi kommer ofte på mange af markederne herude. Blandt andre loppemarkederne ved Kulturhuset, på Dragør Havn og Lopperne i Den Blå Hal. Niklas har igennem de sidste mange år været det, man nok vil kalde superloppegænger og tager ud på markeder i København hver eneste weekend. Vi tager også ud sammen, tidligt lørdag og søndag morgen i sommerperioden, hvilket altid er brandhyggeligt,« fortæller Jonas Priesum.

Brødrene har tit bestemte ting i kikkerten, når de er på loppemarked.

»Hovedsagligt kigger vi meget efter retrocomputerspil og ikke mindst ting fra vores barndom. Men ind imellem falder man over helt tilfældige ting, som man overhovedet ikke regnede med at finde, og det er jo nærmest pointen med loppemarkeder,« siger Jonas Priesum, der sammen med sin kæreste selv havde en stand på et loppemarked på Sønder Boulevard på Vesterbro forrige søndag.

Brødrene fanger en trend, hvor genbrugstanken udleves både på loppemarkeder og i genbrugsbutikker.

Og formidles i flere forskellige tv-programmer med fokus på genbrugsguldet.

Fleaps egen Social Media Manager, Olivia Rose, medvirker i DR-programmet ’Penge: Find gratis genbrugsguld’, og fortæller om genbrugsfænomenet og viser, hvad man kan finde på sin genbrugsjagt.

Miljøbevidsthed og en god forretning

»Der er mange grunde til, at genbrug er blevet så populært. For nogen betyder det, at de skåner miljøet samtidig med, at de gør et godt fund. For andre er det simpelthen blevet en god virksomhed at finde eftertragtede brugte ting, for så at sælge dem videre,« siger Jonas Priesum.

OM APP’EN FLEAP
App’en Fleap giver overblik over, hvor der er loppemarked i Danmark på givne datoer, og hvor der findes genbrugsbutikker.
Man kan gemme sine egne favoritter og dele dem med andre på mail eller sms.
App’en tilbyder også en vejviser hen til det loppemarked, man er interesseret i.
Man kan desuden selv tilføje loppemarkeder, som endnu ikke er nævnt på app’en.
App’en er gratis og kan hentes til iPhone og Android.
Se mere på www.fleap.dk eller facebooksiden fleap-dk

Hvad synes du om artiklen?

0 points
Upvote Downvote

Total votes: 0

Upvotes: 0

Upvotes percentage: 0.000000%

Downvotes: 0

Downvotes percentage: 0.000000%

Hanne Bjørton

Written by Hanne Bjørton

Skriver som journalist på Amager Bladet siden 2005 om lokalpolitik, kultur og ikke mindst om mennesker på Amager.

|

Natur. Pluk en buket blomster i den nye byskov

Promenaden går en nye tider i møde