Det lignede et nederlag til Østerbro i lørdagens opgør med Hillerød
in ,

Flot sejr til damerne i premieren

Fodbold. Østerbro IF’s damer vendte med fantastisk slutspurt et nederlag til sejr på 3-2 over Hillerød og er nu nummer to i slutspillet i 1. division

Af Finn Edvard

finn.edvard@gmail.com

Comeback: Øh, det havde vi ikke set komme: Et stykke tid ind i anden halvleg af opgøret på kunstgræsset i Fælledparken mellem Østerbro IF og Hillerød førte gæsterne 0-2.

For mange var resultatet givet på forhånd, men en flot redning af et straffespark af Østerbros målmand Josephine Theil-Tychosen vendte op og ned på det hele: Pludselig var det et helt andet Østerbro-hold, man så, og der kom flugt og fart over spillet.

Nu forstod man pludselig bedre, at holdet er med i slutspillet om oprykning til landets fineste række.

Den redning af Josephine virkede som en kæmpe vitaminindsprøjtning til hele holdet: Nu faldt Østerbros scoringer stille og roligt:

1-2, 2-2 – og så den helt fantastiske afslutning, da Østerbros Lis Jensen sekunder før dommerens slutfløjt huggede et direkte frispark helt op i Hillerøds målhjørne – næsten fra midten af banen. Et utroligt flot mål, som det formentlig vil vare længe, før man ser gentaget på kunstgræsset.

Lis Jensens sejrmål fik naturligt nok Østerbros bænk til at eksplodere, mens Hillerød kunne konstatere, at der måske alligevel er gran af sandhed i, at 0-2 er en farlig føring…

Med sejren fik Østerbro og holdets nye cheftræner Kim Backmann den flotteste start på forårets slutspil. Og Østerbro-pigerne beviste, at en fodboldkamp aldrig er forbi, før dommerens sidste fløjt har lydt.

Østerbro IF er nu nummer to i slutspillet, der føres af Greve med 13 points, mens Østerbro på andenpladsen har ni med en bedre målforskel end Herlufsholm, der også har ni.

Og næste modstander er netop Herlufsholm.

Lille kunstgræsbane

Kim Backmann er i disse dage ved at forberede sine spillere på Herlufsholms lille kunstgræsbane, som de lokale piger naturligvis kender særdeles godt, men som vil være noget anderledes for Østerbro-pigerne. Kampen spilles på Herlufsholms bane, der ikke uden selvfølelse kaldes Seiffert Arena, og som ligger på Herlufsholmsvej i Næstved. Hvis nogen skulle få lyst til en køretur på lørdag. Kampen spilles klokken 15, og hvis ellers Østerbro kan finde sig til rette på banen mener Kim Backmann, at holdet har gode chancer:

»Vi manglede jo en hel del spillere til kampen mod Hillerød i lørdags. Af samme grund havde vi bedt Hillerød om tilladelse til at flytte kampen, men det ville de ikke gå med til. Vi havde vore tre færøske landsholdspillere på Færøerne til landskamp deroppe – og et par spillere havde fri af andre årsager. Så meget mere positivt er det, at vi alligevel får alle tre points, og jeg ser lyst på sejrschancerne på lørdag,« lyder det håbefuldt fra Kim Backmann, der kom til Østerbro 1. februar og tidligere har været træner i blandt andet Brøndby.

Hvad synes du om artiklen?

0 points
Upvote Downvote

Total votes: 0

Upvotes: 0

Upvotes percentage: 0.000000%

Downvotes: 0

Downvotes percentage: 0.000000%

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

Loading…

Guldglans på Gemmas Allé

B.93 fik revanche