»Jeg er en del af Sydhavnen
in

»Sydhavnen er i mig«

KIRKENS KVINDE. Lone Rasmussen kom til Sydhavnen som enlig mor med to små børn i en tid, hvor 2450 blev kaldt for ‘De enlige mødres paradis’. Her fandt hun dog kærligheden til manden Poul og bydelen, som hun aldrig flytter fra igen.

Foto: Rikke Milling

TEKST: Benedicte Lorenzen

belo@minby.dk

MARTS: Året er 1970, og 20-årige Lone Rasmussen er netop ankommet til Sydhavnen med sine to små børn. På Harald Jensens Gade har hun fået en toværelses lejlighed, og selv om Sydhavnen ikke ved første øjekast tiltaler den unge enlige mor, så må hun erkende, at det her er langt bedre, end de 25 kvadratmeter på Nørrebro, som de kommer fra:

»Jeg blev gift som 18-årig, skilt igen som 20-årig, og i mellemtiden havde jeg nået at få to børn. Det var jo flot. Jeg blev hurtigt klar over, at jeg ikke kunne blive boende i de 25 kvadratmeter i Korsgade, for når jeg åbnede vinduerne, var der en lakfabrik udenfor. Desuden var der lokum på gangen, som jeg delte med naboen, og så var det på tredje sal, hvor jeg skulle op med to små unger,« fortæller Lone Rasmussen.

Paradis for enlige mødre

Lejligheden hun nu flytter ind i har både gasvarme, gasradiatorer og en gasvandvarmer, hvilket er en større luksus, end det familien kommer fra:

»I Korsgade havde vi kun koldt vand, så det var nye tider. Vi er også så langt tilbage, at det første møntvaskeri dårligt nok var nået at komme, så jeg stod i Korsgade og kogte bleer på gasapparatet. Jeg var så blevet skrevet op i AKB, som har mange ejendomme i Sydhavnen, og her fik jeg en lejlighed i deres enklave. Sydhavnen blev faktisk kaldt ’De enlige mødres paradis’ dengang, fordi det ofte var enlige mødre, der fik lejligheder herude,« fortæller hun.

Kærligheden vokser

Selv om det ikke er kærlighed ved første indflytning, bliver Lone Rasmussen efterhånden gladere og gladere for bydelen med de mange enlige mødre:

»Vi rendte rundt hos hinanden alle os enlige mødre, og når jeg var på arbejde, så hentede nogle af de andre mødre mine børn i børnehaven og tog dem med i Bavnehøjbadet, hvor jeg så kom ned, når jeg havde fri,« husker hun.

Efter cirka to et halvt år som enlig mor møder Lone Rasmussen dog sin mand, der er fisker og hedder Poul. Han har boet i Sydhavnen, siden han var tre år, og snart flytter de to sammen i en lejlighed på Borgmester Christiansens Gade.

Som tiden går, vokser Lone Rasmussens kærlighed til den bydel, hun nu kalder sin egen:

»Sydhavnen er en landsby i København. Det var den, og det er den stadigvæk den dag i dag. Jeg flytter aldrig herfra igen. Aldrig. Never. Sydhavnen er i mig. Herude siger man goddag til hinanden, og nogle gange kan jeg nærmest sige goddag til 200 mennesker bare ved at gå fra min lejlighed og over til Frederiksholms Kirke,« forklarer Lone Rasmussen, der er formand for menighedsrådet i Sydhavns Sogn. Hun uddyber:

»I Sydhavnen er man aldrig alene. Man kender alle. Nu har vi fået tre-fire indvandrerfamilier ind i vores opgang, men vi hilser stadig på hinanden og hjælper, når der er brug det. Sydhavnen har en ånd, der spreder sig, når nye flytter til.«

Arkitekt som 70-årig

Egentlig er Lone Rasmussen mest det, hun selv kalder en helt almindeligt engang-imellem-kirkegænger, men da hun og veninden Eva i 2006 får at vide, at man har planer om at lukke Frederiksholms Kirke, tager de affære. Kirken skal bestemt ikke lukke, og de to melder sig ind i menighedsrådet, som mangler medlemmer.

Siden lykkes det så at holde Frederiksholms Kirke kørende, mens Sjælør Kirke må lukke. Og i menighedsrådet får Lone Rasmussen også travlt med at planlægge en helt ny kirke:

»Jeg må nok sige, at jeg ikke havde tænkt, jeg skulle være arkitekt som 70-årig, der skal svare på spørgsmål, man aldrig havde drømt om. Jeg mener, jeg er smørrebrødsjomfru, og Eva er porcelænsmaler, men vi er altså blevet involveret alligevel,« griner Lone Rasmussen.

Et samlet Sydhavnen

Med kirkearbejdet møder Lone Rasmussen mange forskellige sydhavnere fra begge sider af Sydhavnsgade. Det går godt i tråd med drømmen om et samlet Sydhavn, der taler imod de tunger, som mener bydelen er delt op i et ’dem’ og ’os’:

»Der er ikke noget ’dem’ og ’os’. Der er et Sydhavnen. Slut. Det er det, jeg arbejder for. Vi skal samles i en masse. Som kirke har vi også en opgave i at sige, at vi skal være en samlet bydel, ikke to forskellige. Vi er faktisk lykkedes med at få mange af Sluseholmens unge familier herover til det gamle Sydhavnen, når vi har lavet ting i kirken,« siger hun.

Lone Rasmussen mener ikke, at man skal være så bange for fremtidens Sydhavnen, for ånden i bydelen skal nok følge med:

»Jeg deler ikke opfattelsen af, at det gamle Sydhavnen er ved at blive skubbet ud. Fremtiden er fremtiden, og det kan ikke nytte noget, at en gammel idiot som mig bliver ved med at tænke i gamle dage. Min store drøm er, at vi får integreret det nye Sydhavn i det gamle. Hvor i København vil du finde et smukkere sted end herude. Folk ved det bare ikke. Vi har en lystbådehavn, vi har hele Tippen, hele Valbyparken, vi har kilometervis af kyst, hvor vil du finde det andre steder?« spørger Lone Rasmussen.

Svaret vil vi lade være op til læserne, for nu er det blevet tid til at sige farvel til Lone Rasmussen.

Artikelserien ’Sydhavnen Indefra’ vender tilbage om en måned, hvor Lone Rasmussen har valgt den næste sydhavner. Hvem det er, må du som altid vente med at finde ud af.

SYNES DU OM ARTIKLEN?
KLIK PÅ LINKET OG TILMELD DIG VORES NYHEDSBREV

OBS: Denne artikel er mere end 6 mdr. gammel

Benedicte Lorenzen

Om journalisten Benedicte Lorenzen

Jeg har skrevet lokale historier om stort og småt i København siden 2011, i de seneste to år er min vej dog oftest gået til Valby og Sydhavnen. Jeg søger altid efter den gode historie, så ligger du inde med et tip til sådan en, så tøv ikke med at kontakte mig.

Sydhavnens sidste fisker

Vejen til en ny kirke er lang