Granitkorsene på Vestre Kirkegård vidner om et mørkt kapitel i Danmarkshistorien. Et kapitel
in

Historiens kolde fronter blæser igen

KOLD KRIMI. Da forfatter og journalist Keld Broksø cyklede en tur på Vestre Kirkegård så han et væld af granitkors, der vidner om et mørkt kapitel i Danmarkshistorien. Nysgerrigheden blev vagt, og det kom der romanen ‘Koldfronter’ ud af.

Af Benedicte Lorenzen

belo@minby.dk

UDGIVELSE: En knugen breder sig i maveregionen, mens fødderne langsomt bevæger sig forbi de hundredevis af stenkors, der tragikomisk står på række som soldater i geled.

På grænsen mellem Valby og Sydhavnen lægger Vestre Kirkegård jord til Danmarks største ’massegrav’. En krigsgrav med næsten 10.000 tyske soldater og flygtninge, der kom til Danmark for at redde livet, men som døde i håbet. Et mørkt kapitel i dansk historie, som nu danner rammen om forfatter og journalist Keld Broksøs nye roman ’Koldfronter’, der begyndte på en cykeltur:

»En dag foreslog min kone, at vi skulle tage på en cykeltur til Vestre Kirkegård, og jeg tænkte, det kunne være meget hyggeligt. Da vi kom ind på Alléen, fik jeg dog øje på alle de mange stenkors, der står som et minde over 10.000 mennesker. Så fik jeg bare sådan en ’WHAT-oplevelse’. Min kæbe ramte næsten græsplænen, fordi jeg kunne se, at det her var noget helt specielt,« fortæller han.

På flugt til København

Researchen leder ham snart tilbage til de sidste måneder af 2. Verdenskrig, hvor tusindvis af tyske flygtninge og soldater kom til Danmark:

»13. januar indledte den sovjetiske hær en gigantisk offensiv, som varede helt indtil, Berlin overgav sig. På det tidspunkt jog den røde hær 14 millioner mennesker foran sig. En del af dem var sårede soldater, og mange af dem havde taget turen fra Baltikum for så at ende under en gravsten på Vestre Kirkegård i København. Jeg kigget lidt på deres historier for at finde ud af mere om dem til min roman. I København så de jo en kæmpe chance, for her blev der ikke bombet, som der ellers gjorde overalt i Tyskland,« fortæller Keld Broksø.

De ukendte flygtninge

I Danmark bliver tyskerne dog mødt af en massiv passiv modstand. Selv den danske lægestand afviser at hjælpe fjendens folk, som tyskerne stadig er på det her tidspunkt. Snart begynder stenkorsene at fylde op på Vestre Kirkegård.

Vi møder Keld Broksø på en gåtur blandt granitkorsene, og på denne solbeskinnede fredag i det tidlige forår, ser Vestre Kirkegårds korstog næsten tilforladeligt ud. Når øjet stiller skarpt på gravstenenes inskriptioner, vender klumpen i maveregionen dog tilbage.

På nogle sten står der helt op til 12 navne. Mens andre er beklædt med ordene ’Ein Unbekannter Flüchtling’ (En ukendt flygtning):

»Når man går rundt blandt gravstenene finder man rigtig mange børn, kvinder og unge knægte. Alle dem, du ikke kunne bruge i den sidste kamp. De døde simpelthen som fluer, fordi ingen i Danmark ville have noget med dem at gøre. For at komme af med de mange lig, puttede man dem i lærredssække, så ned i en kiste, hvorefter sagde en hurtig fadervor, og så hældte man dem ned i hullet, så man kunne bruge kisten en gang til. Det gik stærkt, for der var mange, der skulle begraves,« fortæller Keld Broksø.

Han bakkes op af et skilt, som fortæller, at der på græsstykket ud mod Sjælør Boulevard hviler ’4.636 tyske soldater og 4.019 flygtninge. Ofre for Den Anden Verdenskrig’.

Et kranium på kirkegården

Danmarkshistoriens største flygtningestrøm fører snart forfatteren og journalisten på sporet af sin femte thriller ’Koldfronter’, der trækker lange tråde til nutidens konflikter, hvor både Rusland og Nato atter opruster.

Handlingen i Keld Broksøs thriller tager for alvor fart, da et kranium dukker op på Vestre Kirkegård, hvor næsten 10.000 tyske krigsflygtninge ligger i glemte grave. En simpel voldssag og et indbrud i en lejlighed i Sydhavnen afslører, at skjulte dokumenter er forsvundet fra en af gravene.

Materialet er en vigtig brik i et giftigt puslespil om rettigheder til landområder, som stærke personer fra både den vestlige alliance og russiske, kriminelle, forretningsmænd og politikere forsøger at samle flere steder i Europa. Kampen om rettighederne risikerer i bogen at udløse langt større konflikter mellem øst og vest.

Koldkrigsroman nouveau

»Jeg har valgt at kalde ’Koldfronter’ for en ’Koldkrigsroman nouveau’. En af årsagerne til, at jeg har skrevet om den kolde krig, er, at jeg var en af de journalister, der var nede og hakke i muren i 1989. Jeg tog derfra og var opfyldt af en eufori om, at alting blev bedre. Men nu er det som om, vi er på vej tilbage, og i stedet for at rive mure ned, bygger vi dem op. Historien i min bog er derfor meget fanget af nogle af de nye spændinger, som man ser ude i verden,« forklarer Keld Broksø.

’Koldfronter’ er udgivet på forlaget EcoLibris og de 544 spændingsfyldte sider kan købes for 299,95 kroner.

(Uddrag af kapitel 1.)

LÆS MED: Tyskerne havde taget deres glemte historier med sig i gravene gemt bag det hele, men alligevel virkede granitkorsene på ham som en slags tavse vidner til den standby, som hans liv var sat på.

Skyggerne fra de kantede granitkors slog mod ham og blafrede, når en brise fik træernes kroner til at svaje. Han så et skæbnefællesskab mellem ham og de næsten titusinde tyskere, som lå her. De var uønskede i Danmark dengang i slutningen af krigen i 1945. Jack følte sig uønsket nu.

De mange soldater og flygtninge talte dengang et fremmed sprog, som han mestrede den dag i dag. Jack talte både dansk og tysk flydende. De tyske flygtninges tyske sprog og skæbne betød dengang dansk afvisning af alt fra lægehjælp til offentlig accept og ordentlig mad.

De var glemte skæbner nu. Heller ingen – næsten ingen – huskede Jack Wolff. Han følte det selv, som var han død.

Reelt kunne han forsvinde med ned i gravene, uden at nogen opdagede det.

Hvad synes du om artiklen?

0 points
Upvote Downvote

Total votes: 0

Upvotes: 0

Upvotes percentage: 0.000000%

Downvotes: 0

Downvotes percentage: 0.000000%

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

Loading…

Benedicte Lorenzen

Written by Benedicte Lorenzen

Jeg har skrevet lokale historier om stort og småt i København siden 2011, i de seneste to år er min vej dog oftest gået til Valby og Sydhavnen. Jeg søger altid efter den gode historie, så ligger du inde med et tip til sådan en, så tøv ikke med at kontakte mig.

Sankt Annæ trænger til en makeover

Eksperimenterende opera ved kajen