Det store vægmaleri tog samlet Rikke Lydeking halvandet år og omkring 200 pensler at male. Hun brugte tre måneder på at beslutte
in ,

Find historien på Temple Bar

KUNSTHISTORIE. Et nyt, stort vægmaleri på Temple Bar på Nørrebrogade fortæller om de største begivenheder i Nørrebros historie fra år 1900 til i dag. Kunstneren Rikke Lydeking står bag maleriet

Af Julie Stougaard

js@minby.dk

NØRREBRO: En lille dreng i korte bukser og kasket på hovedet står med et bundt rabarber i armene. En ung pige i hættetrøje holder et banner med teksten ’Noget er værd at kæmpe for 69’, og på Dronning Louises Bro hænger en flok unge mennesker med forskellige etniciteter ud omkring en christianiacykel fyldt med øl, mens man i baggrunden kan se Irma-hønen lyse over hustagene. Alle fortæller de en del af Nørrebros historie fra år 1900 til i dag og pryder to af væggene hos Temple Bar på Nørrebrogade.

Her bad ejeren for halvandet år siden kunstner Rikke Lydeking om at pryde to af barens karrygule vægge med et stykke af Nørrebros historie. Hun havde tidligere kreeret et kunstværk på en af barens andre vægge og sagde straks ja.

»Det var jo et rimelig bredt emne, så jeg brugte tre måneder på bare at finde ud af, hvilke begivenheder, der havde fundet sted på Nørrebro siden 1900,« fortæller Rikke Lydeking, der selv bor på Østerbro, og som var i gang med flere projekter, mens hun tog sig af Nørrebros historie.

Hun er ikke uddannet kunstner, men har lært sig selv alt, hvad hun kan og lever i dag af at male.

I løbet af sin research nåede hun frem til, at kunstværket skulle have referencer til rabarberkvarteret, arbejderbevægelsen, folkestrejken og modstandsbevægelsen, rydningen af Allotriahuset, Byggeren, bz-kulturen, indvandringen fra Mellemøsten, 18. maj-urolighederne i 1993 og ungdomshuset. Og så selvfølgelig nutidens fester på Dronning Louises Bro.

Oprør på Nørrebro

Mange af personerne i maleriet refererer til oprør, for det er en stor del af Nørrebros historie, forklarer Rikke Lydeking.

»Der har altid været en modstand mod det etablerede og mod politiet. Modstand og oprør, lige siden begyndelsen af 1900-tallet. Der er sket mange voldsomme ting her på Nørrebro, folk er blevet trådt på og bekæmpet med vold,« siger hun.

Et eksempel på det er kampen om Byggeren, som var et samlingspunkt og en byggelegeplads, der lå på Nørrebro fra 1972-1980. Det opstod i kølvandet på de store bysaneringer i bydelen, men måtte vige pladsen for et nyt, tæt boligbyggeri og blev efter barrikader og en del tumult mellem politi og beboere ryddet.

»Og det var aktivister fra Byggeren, der senere lagde grunden til bz-bevægelsen,« fortæller Rikke Lydeking og peger på en maskeret mand i sort jakke med bz-logoet på jakkeryggen.

Han er malet efter fri fantasi, mens nogle af de andre personer i maleriet går rundt i Københavns gader i virkeligheden.

»Pigen i hættetrøjen er faktisk en pige, jeg så til en demonstration på Nørrebro, og jeg syntes, hun var så smuk. Så jeg spurgte, om jeg måtte tage et billede af hende og male hende, og det sagde hun ja til,« siger Rikke Lydeking og smiler.

Nørrebros multikulturelle historie kan man heller ikke komme udenom, og i den ene side af maleriet ses da også et mellemøstligt ægtepar. Morens hånd er udstrakt, og i den ses datterens hånd, en ung pige uden tørklæde, som er på vej over mod festlighederne på Dronning Louises Bro. Hun er en veninde af Rikke Lydeking og har stået model til maleriet.

Nye venner på Nørrebro

I løbet af det halvandet år, det har taget Rikke Lydeking at male Nørrebros historie, har hun også fået nye venner. Kaj, som er hjemløs, og som hver dag kommer forbi Temple Bar for at få en sodavand, er også endt som en del af maleriet. Generelt hilser mange på huskunstneren, da Nørrebro/Nordvest Bladet er forbi.

»Jeg har jo også malet her, når der har været åbent, og folk har været nysgerrige og har spurgt ind til, hvad det var, jeg lavede,« fortæller hun glad.

Hun griner lidt af, at hun faktisk ikke havde et forhold til Nørrebro, inden hun fik tildelt det ærefulde erhverv at portrættere Nørrebros historie.

»Det kan godt være, at jeg ikke havde et forhold til bydelen før, men det har jeg i hvert fald fået nu,« siger hun.

Hvad synes du om artiklen?

0 points
Upvote Downvote

Total votes: 0

Upvotes: 0

Upvotes percentage: 0.000000%

Downvotes: 0

Downvotes percentage: 0.000000%

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

Loading…

Nørrebroere: Ny busrute skal gå ad Åboulevard

De små elever er klar, når lastbilerne kommer