Beboerformand Leif Andersen illustrerer problemet med den skrånende indkørsel. Foto: Martin Sørensen
in

Brosten gør livet surt for Bjergvængets ældre

DRILSK INDKØRSEL. Beboerformanden for ældreafdelingen i Bjergvænget i Nordvest har de seneste tre år fået flere end 100 henvendelser fra beboere, der er bange for at falde i områdets indkørsel. Kommunen kan ikke se problemet.

Af Julie Stougaard

js@minby.dk

NORDVEST: Leif Andersen har haft travlt, siden han i 2014 blev beboerformand for Bjergvængets ældreboliger. I løbet af de seneste tre år har han fået flere end 100 henvendelser fra beboere, som er godt og grundigt frustrerede over den ene af områdets to indkørsler, som går fra Peter Rørdams Vej ind til Bjergvænget. En brostensbelagt indkørsel med en hældning, der skaber problemer for de gangbesværede.

»Problemet er, at afstanden mellem brostenene er for bred, så hjulene på rollatorerne sætter sig fast, og på grund af stigningen er det svært at få dem fri igen, og så er det nemt at miste balancen. Det er et problem, hver gang de ældre skal over i Brugsen og handle,« forklarer Leif Andersen og tilføjer:

»Der har endnu ikke været nogen ulykker, men jeg frygter for, hvornår det sker.«

Besøg i indkørslen

Han har været i kontakt med kommunen ad flere omgange. Første gang var i 2014, hvor en entreprenør var ude forbi og studere indkørslen. Efterfølgende kom to arbejdsmænd og lagde en løs flise fast til Leif Andersens store forbløffelse.

»Det eneste, der hjælper på problemet er at tage alle stenene op og lægge dem igen med mørtel, så jeg var noget overrasket over, at man bare rettede på en flise, der lå løs,« siger Leif Andersen, som kontaktede entreprenøren med sin undren. Svaret lød, at resten af overkørslen var i god stand, så en total omlægning ville være spild af penge. Herefter lagde kommunen en asfaltrampe, hvis formål Leif Andersen den dag i dag stadig undrer sig over. Han har skrevet til kommunen, at det ikke ændrer på, at rollatorhjulene sætter sig fast mellem brostenene, men han har ikke hørt mere.

Nørrebro/Nordvest Bladet har været i kontakt med Teknik- og Miljøforvaltningen, der oplyser, at de har kigget nærmere på den pågældende indkørsel.

»Vi kan ikke umiddelbart se, at der er noget galt med forholdene. Der findes to overkørsler fra Bjergvænget – en ældre overkørsel med brosten ved Tuborgvej og en fra Peter Rørdams Vej, som er en ny overkørsel med bordursten i midten. Vi vil dog gerne se nærmere på stedet sammen med beboerforeningen, så vi kan få udpeget, hvor man oplever problemerne,« siger centerchef Jane Snog fra Teknik- og Miljøforvaltningen.

Oplys kommunen

Forvaltningen oplyser, at de generelt har et stort fokus på at forbedre tilgængeligheden, så det bliver nemmere at komme rundt i byen, hvis man for eksempel er blind, bruger kørestol eller skubber en barnevogn. Netop i disse uger gennemføres en spørgeundersøgelse, hvor alle kan komme med input til forbedringer direkte til forvaltningen. Der er deadline for input søndag 22. januar. Se mere på www.kk.dk/nyheder/koebenhavn-vil-goere-byen-tilgaengelig-alle

Hvad synes du om artiklen?

0 points
Upvote Downvote

Total votes: 0

Upvotes: 0

Upvotes percentage: 0.000000%

Downvotes: 0

Downvotes percentage: 0.000000%

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

Loading…

Nordvest står sammen mod utryghed

|

Nørrebro når nye højder