|
Den Grønlandske Handels Plads er ikke længere end isoleret og forblæst plads på Nordatlantens Brygge
in

Madmarked med musik møder massiv modstand

Omstridt plads. Christianshavnerne er umiddelbart imod planerne for et midlertidigt madmarked med musik på Grønlandske Handels Plads, og de nordatlantiske naboer i Nordatlantens Brygge gør også indsigelse.

Af Mikkel Svinth Rødgaard

mir@minby.dk

CHRISTIANSHAVN: Hvis Slots- og Kulturstyrelsen havde håbet på bred opbakning for deres forslag om at indrette et midlertidigt madmarked med musik på Grønlandske Handels Plads, så er man nok blevet skuffet.

For både de direkte naboer på Nordatlantens Brygge, Christianshavns Lokaludvalg og en stribe christianshavnere ved lokaludvalgets mellemkomst har protesteret over planerne om at skabe et ’attraktivt samlingssted for borgere og besøgende’ på pladsen, som med Inderhavnsbroens åbning pludselig er blevet meget mere central og tilgængelig end tidligere.

Christianshavns Lokaludvalg undrer sig i sit svar på kommunens nabohøring igen over, at Slots- og Kulturstyrelsens forslag går helt imod de hidtidige drøftelser og borgerinddragelse, hvor der var ’bred enighed om, at tanken om en park på området var det, langt de fleste ønskede.

Og:

»Til det nu fremlagte forslag er at bemærke – som også styrelsens udsendte medarbejder blev gjort opmærksom på sidst – at der ikke er konstateret et lokalt ønske om et improviseret mad-, musik- og eventmarked så tæt på boligområder,« skriver lokaludvalgets formand, Poul Cohrt.

Desuden anfører lokaludvalget ved formanden, at der forefindes et aktstykke helt tilbage fra 2002, hvor der står, at staten ’kan udlægge grunden til rekreative formål’. Og det betyder altså ikke et madmarked ifølge lokaludvalget, som foreslår forvaltningen at gå tilbage til de oprindelige planer. – og tilbyder elskværdigt lokaludvalgets hjælp med at opfriske disse.

Lokale siger nej til musik

Lokaludvalget har efterlyst borgernes holdning i sagen, og den har de fået. En stribe borgere har givet deres besyv med, og et tværgående træk i borgernes kommentarer er, at Christianshavn bestemt har liv og ikke mindst larm nok i forvejen. For det er specielt udsigten til en udendørs musikscene, som bekymrer:

»Jeg har ikke noget imod madboder, men jeg synes, vi skal sætte bremsen i over for en scene. Vi har i forvejen fået ALT, ALT for meget larm i den nordlige del af Christianshavn,« som Anette Thede for eksempel har skrevet på lokaludvalget facebook-side, og den holdning deler blandt andre Pia Lykke Pedersen:

»Et rungende nej fra mig i forhold til en musikscene. Madboder kunne være hyggeligt, men ikke flere scener hvis og såfremt det omhandler musik,« skriver hun.

’Vi er nogen, der bor der’

Grundlæggende er christianshavnerne ikke varme for ideen om, at et stort publikum bliver trukket til det, som en borger fremhæver som: »en lille plet, der rent faktisk kunne blive et lille rekreativt, måske endda grønt område.

»Uha. Mere larm og fest til vores hårdt ramte del af Christianshavn. Husk vi er nogen, som bor der. Christianshavn er efterhånden blevet en stor udendørsfest,« skriver Jette Baden, meget rammende for majoriteten af kommentarerne.

Henvendelserne, som er kommet ind i løbet af naboorienteringen, som nu vil vurdere henvendelserne, før forslaget eventuelt skal i politisk behandling.

INDSIGELSE: De direkte naboer til Grønlandske Handels Plads er heller ikke meget for Slots- og Kulturstyrelsens forslag om at indrette Grønlandske Handels Plads til et madmarked.

»Vi er alle enige om, at vi synes, at Street Food er rigtig fint, og vi synes også, at det har sin berettigelse. Det har ligget fint på Papirøen, men vi synes ikke, det er foreneligt med vores hus, og de funktioner, der er i området,« siger Karin Elsbudóttir, som er er direktør i Nordatlantens Brygge, som her kun udtaler sig på vegne af selve kulturhuset.

Slots- og Kulturstyrelsens forslag om at indrette et midlertidigt ’Street Food-marked’ er nemlig også kommet bag på Nordatlantens Brygge, som tidligere har haft en ’meget fin og konstruktiv dialog’ med ledelsen, fortæller Karin Elsbudóttir.

»Vi har haft indtryk af, at der er blevet lyttet til vores ønsker, og at der har været villighed til at tage hensyn til de funktioner, der er på Nordatlantens Brygge. Så er der kommet en ny ledelse og til vores overraskelse kommer der så den her plan om ’street food’. Vi hægtet af dialogen om, hvad der skal ske med pladsen, og det er vi kede af og overraskede over,« siger hun.

Store gener for naboer

Nordatlantens Brygge har også rejst denne kritik ved at sende en indsigelse til Kulturministeriet, og det samme har den islandske ambassade sammen med Grønlands Repræsentation i Danmark og Færøernes Repræsentation i Danmark, som også har hjemme i huset.

I indsigelsen sendt fra Nordatlantens Brygge og naboejendommen Det Arktiske Hus anmoder man de ansvarlige om ’genoverveje planerne for den midlertidige anvendelse af Grønlandske Handels Plads’, og understreger hvilke gener et sådant marked vil medføre; blandt andet vil det ’vanskeliggøre anvendelsen af Nordatlantens Brygges faciliteter til repræsentative formål.

Negativ effekt på huset

Hvis madcontainere, musikscene, madglade turister og københavnere indfinder sig på Grønlandske Handels Plads til foråret (hvor Slots- og Kulturstyrelsen håber at være på plads med det foreslåede marked) kommer det i det hele taget til at have en stor negativ effekt på de nordatlantiske naboer, frygter Karin Elsbudóttir.

»Det vil bringe så meget støj og snavs med sig i området og det vil være til gene for de funktioner, der er i huset, hvor vi jo har både en ambassade, en restaurant og repræsentationskontorer. Vi holder jo møder og receptioner for diplomatiet og landene, som for eksempel her i januar, hvor vi lægger hus til et islandsk statsbesøg med kongehuset og statsministeren. Det vil skygge for vores funktioner at få ’street food’, så tæt op ad huset,« siger direktøren for Nordatlantens Brygge.

Hvad synes du om artiklen?

0 points
Upvote Downvote

Total votes: 0

Upvotes: 0

Upvotes percentage: 0.000000%

Downvotes: 0

Downvotes percentage: 0.000000%

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

Loading…

En sanselig og farverig østerbroer fylder rundt

Når man pludselig laver en af verdens bedste burgere