Gustav og Bertram på stranden med surfboards

Jul og nytår i Caribien

Rejsebrev. Familien Rosentoft fra Østerbro er nået til de caribiske øer. Faderen Christian sejlede over Atlanterhavet til resten af familien, som var fløjet i forvejen. Og han nåede frem til jul. Børnene i familien fortæller om oplevelserne her

Af Liva, Bertram og Gustav Rosentoft

red@oesterbroavis.dk

Jordomsejling: Vi er nået til Caribien nu. Vi ligger for anker ved en lille ø, der hedder Bequia. Her er helt vildt dejligt og vi ser havskildpadder, blæksprutter og flotte fisk hver dag.

De svømmer rundt om båden.

Siden sidst har vi oplevet mange ting. Vi fløj til Barbados og boede der en måned, mens vores far sejlede »Johanna« over Atlanten. Vores mormor og morfar kom til Barbados og boede sammen med os.

Barbados var varmt og spændende. Vi boede i et hus fem minutter fra stranden. I haven gik der høns, geder og aber frit omkring. Vi blev vækket om morgenen af haner, der galede.

På Barbados badede vi hver dag og svømmede med havskildpadder. Vi kom så tæt på dem, at vi kunne ae dem på skjoldet. Det var ret vildt og nok noget, vi aldrig kommer til at glemme.

På Barbados fik vi også surfboards. Og vi racede på jetski.

Men vi savnede vores far. Og vi fulgte hans position, hver gang han sendte os en opdatering.

Efter 19 dage på Atlanterhavet kom han endelig frem til Bridgetown på Barbados. Vi havde lavet danske flag og stod i havnen for at tage imod ham.

Det var så dejligt at se ham igen. Og at flytte hjem igen til alle vores ting.

Palme med julepynt

Juleaften holdt vi på stranden. Vi havde pyntet en palme med julepynt og karameller og så lavede vi bål på stranden og grillede fisk. Vi dansede rundt om palmen og sang julesange. Det var mærkeligt, men også ret sjovt.

1. juledag sejlede vi videre mod Union Island og derefter har vi sejlet rundt til forskellige små øer i Caribien.

Nu er vi nået til Bequia. Og her er så dejligt. Vi har mødt en norsk båd med tre børn og en dansk båd med tre børn og en anden dansk/sydafrikansk båd med to børn, så pludselig er der en masse legekammerater.

Vi mødes med de andre børn hver dag og snorkler og skyder med harpun. Vi har fanget rigtig mange fisk.

Selvom det er den 5. januar i dag, har vi stadig juleferie. Vores mor og far kan ikke rigtig få taget sig sammen til at starte skole igen. For her er så varmt.

Og på en måde har vi undervisning…bare mest sådan noget der handler om fisk, svømning og engelsk. Og så skal vi læse en time hver dag fra nu af.

Svært at finde god is

Vi ved endnu ikke hvor vi sejler hen efter Bequia. Og vi ved stadig ikke om vi skal til Stillehavet.

Vi håber, at vores mor og far beslutter, at vi skal til Stillehavet. Men ellers er her også dejligt i Caribien. Eneste ting der er virkelig dårligt ved Caribien er, at det er rigtig svært at finde god is! Og det trænger vi til her i varmen.

Badetøj i januar

Det er mærkeligt at tænke på at det er koldt og hverdag i Danmark. Og at man skal have vinterstøvler og hue på. Her tager vi badetøj på når vi står op og hopper i vandet fra båden.

Vi savner selvfølgelig stadig mange ting i Danmark. Mest vores venner og vores familie. Men vi kan ret godt lide at bo her i Caribien. Og vi er glade for at vi har mødt flere børn. Man kan godt blive lidt træt af kun at være sammen med sine søskende og sine forældre.

Næste gang vi skriver hjem, har vi nok besluttet hvor resten af vores tur går hen. Måske er vi kommet til Panama-kanalen eller også Cuba.

SYNES DU OM ARTIKLEN?
KLIK PÅ LINKET OG TILMELD DIG VORES NYHEDSBREV

OBS: Denne artikel er mere end 6 mdr. gammel

Østerbro IF er Københavns bedste fodboldklub

Fik stjålet sin spritnye bil – som nu er fundet