86 procent af deltagerne i nytårsquizzen var sikre på
in

Quizdeltagere troede på årets juleudsmykning – og fik ret

DE RIGTIGE SVAR. 86 procent af quizdeltagerne i Amager Bladets Nytårsquiz 2016 sagde ja til, at der var lys i juleudsmykningen over Amagerbrogade ved juleoptoget i november. Se de rigtige quizsvar og hvad deltagerne tippede på.

Af Hanne Bjørton

hab@minby.dk

HELE ØEN: De store vild- og pletskud udeblev i Amager Bladets Nytårsquiz 2016. Der var flest, nemlig 75 procent af deltagerne, der ramte forkert med svaret på spørgsmålet, om antallet af kvoteflygtninge, som Dragør, Tårnby og København i starten af året var sat til at modtage i 2016, senere på året ville blive opgraderet.

Ja, svarede 75 procent, og det var forkert – tallene blev i stedet nedgraderet til under det halve i oktober.

86 procent af deltagerne stod for årets pletskud, da de tippede på, at der ville være lys i juleudsmykningen over Amagerbrogade til juleoptoget, og de fik ret.

Fremad A’s oprykning overraskede

Næsten lige så mange, nemlig 85 procent af deltagerne, sagde ja til, at Københavns Lufthavn igen ville slå sin rekord for antallet af passagerer i juli, og det var også fuldstændig rigtigt.

I sportens verden troede 67 procent på, at cykelrytteren Amalie Dideriksen ville vinde en medalje ved årets Olympiske Lege, men Amalie måtte tage hjem uden medalje om halsen, selv om hun gjorde en rigtig god figur.

Til gengæld troede blot 32 procent på, at Fremad Amager ville rykke op i 1. division, og den tvivl blev gjort til skamme, for det er præcis i landets næstbedste fodbold-række, Fremad Amager befinder sig nu.

Kun 38 procent af quizdeltagerne troede på, at Linse Kessler ville komme op over 400.000 følgere på Facebook, men Linse skal man ikke undervurdere – hun fik over 50.000 nye følgere i 2016.

Bilka One Stop i Field’s var der ikke så mange, der undervurderede. 68 procent troede på, at Bilkas forsøg med døgnåbning stadig holdt i november, og det gjorde den.

Se de 13 rigtige svar

Her er de 13 rigtige svar. I parentes den procent af deltagerne, der svarede rigtigt:

1. Tages der første spadestik til en helt ny kirke i bydelen Ørestad? NEJ (65 procent).

2. Bliver den meget forsinkede Inderhavnsbroen indviet? JA (75 procent).

3. Skifter en eller flere politikere i Københavns Borgerrepræsentation parti eller bliver løsgænger? JA (83 procent). Michael Gatten meddelte i januar 2016, at han skiftede fra Venstre til Radikale Venstre.

4. Skifter en eller flere i Dragørs eller Tårnbys byråd parti eller bliver løsgænger? JA (65 procent). Svend Mathiasen, Dragør meldte sig ind i Alternativet i marts og blev løsgænger i august. Og Jens Passarge, Dragør skiftede fra Venstre til Nye Borgerlige til Liste T, og var løsgænger imellem partimedlemsskaberne.

5. Københavns Kommune skal i 2016 modtage 335 kvoteflygtninge, Tårnby 109 og Dragør 64. Opjusteres nogle af de tal? NEJ (25 procent). Tværtimod blev tallene nedjusteret 24. oktober til hhv. 151, 49 og 30 kvoteflygtninge.

6. Rykker Fremad Amager op i landets næstbedste fodboldrække, 1. division? JA (32 procent), for sytten da!

7. Vinder cykelrytteren Amalie Dideriksen medalje ved OL i Rio? NEJ (33 procent).

8. Måler DMI et regulært skybrud et sted på Amager? JA (54 procent). Natten til 24. juni blev der i følge www.dmi.dk registreret skybrud på Amager.

9. Bilka One Stop i Field’s begyndte 11. december at have døgnåbent på forsøgsbasis. Er der døgnåbent ved udgangen af november 2016? JA (68 procent).

10. Slår Københavns Lufthavne sin nye passagerrekord fra juli 2015 (2.727.691)? JA (85 procent). I juli 2016 havde lufthavnen 2.988.215 passagerer – en stigning på 9,6 procent i forhold til året før.

11. Retablerer Københavns Kommune en rampe ud i vandet i Amager Strandpark, så kørestolsbrugere igen kan bade? NEJ (30 procent). Men der blev sat penge af til, at rampen retableres i 2017.

12. Linse Kessler fra Bryggen har lige knap 350.000 følgere på Facebook. Når hun op på 400.000 følgere i år? JA (38 procent). Vi tjekkede antallet 29. december, og da var det allerede oppe på 409.041.

13. Er der lys i juleudsmykningen over Amagerbrogade ved juleoptoget til november? JA (86 procent).

Du finder kuponen med Amager Bladets Nytårsquiz 2017 i papiravisen.

SYNES DU OM ARTIKLEN?
KLIK PÅ LINKET OG TILMELD DIG VORES NYHEDSBREV

OBS: Denne artikel er mere end 6 mdr. gammel

Skriv et svar

Hanne Bjørton

Om journalisten Hanne Bjørton

Journalist på Amager Bladet siden 2005. Jeg skriver om lokalpolitik, kultur og ikke mindst om mennesker på Amager.

|

Øresund i Dragørs gader

Amager Bladets Nytårsquiz: Karen den eneste med 12 rigtige