Ofte går Gert Sømand ud på Tippen
in

I Sømandens Sydhavnen

BYDELSMINDER. Gert Sømand har boet i Sydhavnen gennem 30 år, og det er med lige dele kærlige minder og bekymrede miner, han tager os med gennem Sydhavnen før og nu i første del af portrætserien ‘Sydhavnen indefra’.

Foto: Rikke Milling

Tekst: Benedicte Lorenzen

belo@minby.dk

JANUAR: Ilden buldrer i den indbyggede brændeovn, som sender sine varmebølger ud i det røde træhus med tårn. Vi er taget på besøg i Haveforeningen Mozart nummer 34 i Sydhavnen. Adressen, hvor Gert Iversen har boet siden 1986. Måske ved du ikke, hvem Gert Iversen er, men hvad nu hvis vi bare kalder ham Sømanden?

Gennem sine 30 år i 2450, har Gert Sømand, som han også kaldes, nemlig heddet så utrolig meget andet end lige netop Gert Iversen:

»Jeg er altid blevet kaldt Sømanden, men dem nede på havnen kaldte mig også Jernmatrosen, fordi jeg arbejdede i maskinen. Så hed jeg Ledvogteren i flere år, fordi jernbanen i forbindelse med Øresundsbroen oprindeligt skulle gå igennem her, hvor mit hus ligger, og så fordi jeg havde tårnet, kunne det blive et led, hvor man vogter,« fortæller Gert Sømand og fortsætter:

»En overgang havde jeg også Marketenderiet nede i Slusen, og der hed jeg Lille Tut. Der var nemlig også Store Per, som vel vejede 150-170 kg, og han var høj, så han hed Store Tut. Så er der nogen, der kalder mig Sømandsyogien, og senest fik jeg så øgenavnet Julemanden, fordi jeg arrangerede juleaften på Karens Minde. Der er ikke ret mange, der ved, at jeg rent faktisk hedder Gert Iversen.«

Hos Kisser i Hønsehuset

Gert Sømand har indvilget i at fortælle om det Sydhavnen, han kender og elsker. Bydelen, der fik sømanden til at gå i havn efter tusindvis af sømil på verdenshavene. Men også det Sydhavnen han ser på med stigende bekymring.

»Sydhavnen var meget anderledes, da jeg flyttede hertil. Dengang var det primært gummistøvlefolket, der boede her. Altså, ufaglærte og fiskere. Dem, bedre folks børn helst ikke måtte komme og lege med. Dengang kunne min ven Vesti købe et hus bare ved at betale restskatten på 1500 kroner. Hans bjælkehus blev for nogle år siden købt for to millioner kroner, hvorefter det blev revet ned og et nyt hus bygget op. Det er et spring af dimensioner, og det bærer området meget præg af,« fortæller han.

Gert Sømand husker også tilbage på en tid, hvor Sydhavnens smugkroer blomstrede i bedste velgående. Dengang, hvor man kunne kigge forbi Kisser i Hønsehuset:

»Kisser var meget jysk, og det var altid skægt at gå hen og besøge ham i Hønsehuset. Der er heldigvis stadigvæk et par smugkroer tilbage herude, hvor kammerater kan mødes og drikke en bajer, som de betaler ved at lægge penge i en dåse,« forklarer Sømanden.

Originalerne forsvinder

Når Gert Sømand skal beskrive befolkningssammensætningen i dag, bliver stemmen alvorlig og blikket fast. Det er tydeligt, at han frygter den dag, hvor den sidste af Sydhavnens mange og farverige originaler forlader bydelen:

»Vi kender dem alle, nogen vil måske kalde dem landsbytosser, men de her typer, var der mange af, da jeg flyttede til Sydhavnen. De kunne dog ikke følge med tiden. De er ikke helt væk, men inden for få år, så er de her nok ikke længere. Nogle vil mene, at Sydhavnen har udviklet sig i en positiv retning, men jeg er ikke stolt af udviklingen,« siger han og uddyber:

»Når man sætter sig ned i Musikbyen, så kan man høre, at de lokale også er nervøse. Lejeboligerne er under pres, fordi man slår to sammen så i stedet for, at du har to håndterbare lejeboliger til det, man kan kalde almindelige lønninger, så får du pludselig en større lejebolig til 12.000-13.000 kroner om måneden, som mange ikke har råd til. Det trænger folk væk herfra, og uligheden stiger.«

Et rekordlangt kaffebord

Minutterne flyver af sted i Gert Sømands selskab, hvor den ene historie overtager den næste. Historier, om de mange aktioner sydhavnerne har lavet, når der var noget, de var utilfredse med. Som dengang i 1991, hvor de kom i Guiness Rekordbog, fordi de dækkede verdens længste kaffebord i protest mod planerne om at føre en jernbane tværs gennem Sydhavnen i forbindelse med opførelsen af Øresundsbroen.

»Det strakte sig hele vejen nede fra havnen, op gennem gaderne i haveforeningerne og op til Karens Minde. Der var kaffe og kage hele vejen. Det er en klassisk Sydhavnsting. Vi har altid sloges for det, vi tror på,« forklarer Gert Sømand.

Selv om mange bekymrede rynker trænger sig på, når han ser på Sydhavnens fremtid, så har Gert Sømand ingen intentioner om at forlade 2450. Og han har da heller ikke brug for meget betænkningstid, før han svarer på, hvad det bedste ved Sydhavnen er:

»Det bedste ved Sydhavnen i dag er, at området stadig bærer præg af en landsby. Da jeg samlede ind til juleaften på Karens Minde, fik jeg 20 forretninger og dagligstuer med, som man kalder de her værtshuse med mange stamkunder. Det er jo fantastisk, at vi får så mange med. Det fortæller, at vi stadig står sammen,« siger Gert Sømand.

Han kunne fylde mange spalter med sine anekdoter. Pladsen er dog ved at rinde ud. Om en måned vender vi tilbage med næste portræt i serien ’Sydhavnen indefra’. Hvem det bliver, har Gert Sømand allerede bestemt, du må dog vente en måned med at få svaret.

SYNES DU OM ARTIKLEN?
KLIK PÅ LINKET OG TILMELD DIG VORES NYHEDSBREV

OBS: Denne artikel er mere end 6 mdr. gammel

Benedicte Lorenzen

Om journalisten Benedicte Lorenzen

Jeg har skrevet lokale historier om stort og småt i København siden 2011, i de seneste to år er min vej dog oftest gået til Valby og Sydhavnen. Jeg søger altid efter den gode historie, så ligger du inde med et tip til sådan en, så tøv ikke med at kontakte mig.

Sydhavnens grønne korridor

Teaterleder søges til Østerbro