Det markante og 25.000 kvadratmeter store byggeri på Levantkaj vil fra januar summe af liv fra blandt andre 1.200 elever og 250 ansatte. Foto: CIS

Den internationale skole til Nordhavn

Flytning. Copenhagen International School har netop skrevet under på en 30-årig kontrakt, som samler alle skolens aktiviteter på Levantkaj i Nordhavn

Af Jesper Berg

jbe@minby.dk

Skolestart: Den internationale skole Copenhagen International School (CIS) kan fra januar nøjes med ét postnummer, 2150, når den samler aktiviteterne i 2900 Hellerup og 2100 Østerbro i Nordhavn.

Det står klart efter, at skolens bestyrelse forleden satte sin underskrift på en 30 års lejekontrakt til en ny, stor bygning på Levantkaj.

Ventetiden er snart slut

Det vil sige, at CIS nu overtager den godt 25.000 kvadratmeter store skolebygning, som har været undervejs siden januar 2015.

For skolen er det en dag, man har set frem til længe, fordi den indikerer, at ventetiden nu snart er slut, og at eleverne inden længe kan rykke ind i den bygning, som skal danne rammerne om skolens fremtid.

»Skolebygningen integrerer på fornem vis innovativ arkitektur med vores undervisningsprincipper, så derfor er vi meget glade for og stolte over, at vi skal flytte ind i netop denne bygning, og at den skal være skolens hjemsted fremover,« siger Brit van Ooijen, der er formand for bestyrelsen for CIS, og hun fortsætter:

»Derudover giver den ekstra plads mulighed for optagelse af nye danske eller udenlandske elever over de kommende år, så vi dermed undgår ventelister,« fortæller bestyrelsesformanden.

Et langsigtet projekt

For Ejendomsfonden Copenhagen International School (ECIS), der har opført skolebygningen, glæder man sig også over, at lejekontrakten nu er underskrevet.

»Lejekontrakten med skolen er på 30 år, fordi bygningen er et langsigtet projekt, som er bygget specifikt til Copenhagen International School, så de kan tilbyde de optimale rammer for elevernes læring og udvikling. Derfor er det selvfølgelig også en stor dag for os, at skolen nu overtager bygningen og snart flytter både elever og lærere herud, så skolen kan blive taget i brug af dem, som den er bygget til,« siger formand for fonden, John Bo Jacobsen.

Skolens elever og lærere flytter ind i den nye skolebygning i januar, når eleverne kommer tilbage fra juleferie.

SYNES DU OM ARTIKLEN?
KLIK PÅ LINKET OG TILMELD DIG VORES NYHEDSBREV

OBS: Denne artikel er mere end 6 mdr. gammel

Skriv et svar

Østerbros idrætsliv blev hædret

Midt om natten!