Badmintonklubben KBK på Krausesvej var en af modtagerne af Øbro Idrætspris. Foto: Michael Paldan

Østerbros idrætsliv blev hædret

Øbro Idrætspris. I søndags var der premiere på Øbro Idrætspris, hvor fire lokale klubber fik del i prisen på 20.000 kroner. Der var penge til både badminton, atletik og fodbold

Idrætspris: Da Starbucks og Østerbro Avis i sin tid aftalte med Bertel Haarder (V), at han skulle uddele den første udgave af Øbro Idrætspris, var det i hans egenskab som kulturminister. Det har de seneste uger som bekendt ændret på.

Derfor var det som folketingsmedlem, kommende generalkonsul i Flensborg og ikke mindst østerbroer i mere end 40 år, at Bertel Haarder uddelte priserne til de glade vindere på Starbuks på Trianglen i søndags 4. december – anden søndag i advent.

Støtte til yoga

Han og hustruen Birgitte kunne blandt andet fortælle folkene fra badmintonklubben KBK, at et af parrets børnebørn spiller badminton i klubben, der ligger på Krausesvej, hvilket ikke er langt fra familien Haarder i Rosenvænget-kvarteret. 

Badmintonklubben KBK har haft stor succes med yogaundervisning som forebyggelse af skader. De søgte om penge til at fortsætte initiativet gennem Øbro Idrætspris, og de modtog 7500 kroner ud af de 20.000 kroner, som Starbucks donerede til Øbro Idrætspris, som blev uddelt for første gang.

Tur til Malmø
Københavns Idrætsforening (KIF) er en af Danmarks ældste atletikforeninger og har hjemme på Østerbro Stadion. Modsat naboerne i Sparta har de ikke egen hal.
De ønsker derfor nemmere at kunne benytte halaktiviteter i Malmø, til dette formål modtog de 4000 kroner til dækning af transport og halleje som en del af Øbro Idrætspris.
Ture med fodboldklubber
Østerbro har et stort udvalg af fodboldklubber, de to største er ubestridt B.93 og Skjold. Begge klubber har hold, som har fået del i Øbro Idrætspris.
Skjolds årgang 2003 har fået støtte på 4000 kroner til en tur til Flint Micasa Cup i Norge, hvor mange nordeuropæiske klubber deltager. B.93’s U15 elitehold modtager 25 nye sportstasker til en værdi af 4500 kroner.
Derudover samler kaffekæden Starbucks, som donerer Øbro Idrætspris, ind til, at flere på holdet i B.93 kan deltage i Milano Football Festival 2017.
Kaffekæden Starbucks har ligget på Trianglen siden marts. Øbro Idrætspris er stiftet med det formål, at Østerbros idrætsforeninger kan søge om penge til konkrete aktiviteter.
SYNES DU OM ARTIKLEN?
KLIK PÅ LINKET OG TILMELD DIG VORES NYHEDSBREV

OBS: Denne artikel er mere end 6 mdr. gammel

Skriv et svar

Thomas Frederiksen

Om journalisten Thomas Frederiksen

Thomas Frederiksen, journalist på Østerbro Avis og Hovedstadens Mediehus, født 1974. Uddannet fra Danmarks Journalisthøjskole i 2000, har haft København som stofområde siden 2004 - og Østerbro siden 2007. Skriver blandt andet om politik, byudvikling, trafik, kultur og navne.

Leas mops var tæt på at blive stjålet

Den internationale skole til Nordhavn