Jens Passarge (i midten) på valgaftenen i november 2013

Jens Passarge tilbage i Liste T

PARTIHOP. Byrådsmedlem i Dragør, Jens Passarge, melder sig ind i Liste T efter et halvt år som løsgænger. Passarge har skiftet parti fire gange på 11 år.

Af Hanne Bjørton

hab@minby.dk

DRAGØR: Liste T’s formand Kristine Bak meddeler, at byrådsmedlem Jens Passarge nu er en del af lokallisten, efter at have været løsgænger i et halvt år.

Jens Passarge blev 6. april i år ekskluderet fra Venstre, efter han forlangte Morten Dreyer (DF) fjernet fra formandsposten i social- og sundhedsudvalget. Venstre havde en konstitueringsaftale med netop Dansk Folkeparti og desuden Socialdemokratiet og Konservative.

Operationen med at fjerne Dreyer fra formandsposten lykkedes imidlertid, og Jens Passarge blev selv formand for udvalget – nu som løsgænger.

Fire partihop siden 2005

Passarge må nok regnes som en af mestrene i partihop her på Amager.

Han var oprindeligt byrådsmedlem for Venstre, men op til kommunalvalget i 2005 skiftede han til Liste T, men blev ikke valgt for lokallisten.

Allerede måneden efter forsøgte han at blive genoptaget i Venstre, som dog endnu ikke havde tilgivet hans sidespring.

Det havde de fire år senere, hvor Jens Passarge igen stod på stemmesedlen for Venstre ved kommunalvalget, men blev heller ikke her valgt.

I tredje forsøg i 2013 blev han valgt til byrådet for Venstre.

Efter ekskluderingen i april, meldte Passarge sig ind i Nye Borgerlige, men det blev en kort visit på blot to måneder.

Så blev han ekskluderet, efter partiets formand Pernille Vermund og næstformand Peter Seier Christensen fandt det uacceptabelt, at Passarge sammen med fem andre partier havde kritiseret, at borgmester Eik Dahl Bidstrup (V), uden at lade sagen behandle i socialudvalget først, satte flygtninge til selv at ordne deres haver i villaer, der var lejet af kommunen.

Formandsskabet fandt det også kritisabelt, at Passarge havde stemt for, at Venligboerne fik 10.000 kroner fra en pulje til frivilligt socialt arbejde til en trailer til fragt af møbler til flygtninge.

Kristine Bak skriver i en pressemeddelse, at Liste T alene har fokus på Dragørs bedste, som beskrevet i listens valgprogram:

»Jens Passarge har udtalt, at han vil arbejde for at realisere målene i valgprogrammet. Derfor byder vi Jens Passarge velkommen tilbage,« skriver Kristine Bak.

SYNES DU OM ARTIKLEN?
KLIK PÅ LINKET OG TILMELD DIG VORES NYHEDSBREV

OBS: Denne artikel er mere end 6 mdr. gammel

Plads til flere børn på Krausesvej

Endelig enklere priser i tog, bus og metro