Der måtte fjernes køreledninger undervejs

Da et gult palæ rejste hele vejen til Gedser

FARVEL. Lørdag tog Danmarks meste kendte kontroltårn ud på en lang rejse. Bag rejsen stod Olsen-bandens fanklub, som har reddet tårnet fra nedrivning.

Af Benedicte Lorenzen

belo@minby.dk

FLYTTEDAG: Det var et noget uventet syn, der ventede de mange billister, som lørdag formiddag endte i gedigne køer ved Fisketorvet. På ladet af en stor lastbil midt Vasbygadekrydset stod nemlig BaneDanmarks gamle kontroltårn, der blev berømt i filmen ’Olsen-banden på Sporet’ fra 1975.

For snart to år siden kom det Olsen-bandens danske fanklub for øre, at BaneDanmark ville rive kontroltårnet ned. Siden har de kæmpet indædt for at redde ’Det Gule Palæ’, som tårnet populært kaldes. Og nu er det lykkedes.

Det nedslidte tårn skal i fremtiden bo på Remisen i Gedser, hvor det vil blive renoveret til fordums stolthed og pragt.

Den lange rejse til Gedser

Den lange rejse begyndte tidligt lørdag morgen, fortæller fanklubbens formand Rune Holm Clausen:

»Vi begyndte allerede at forberede derude fra klokken 6.00 lørdag morgen. Og da klokken så blev omkring 9.30 var de klar til at løfte selve tårnet ned på blokvognen. Herfra blev det kørt gennem hele DSB-arealet og ned til krydset i Vasbygade ved Fisketorvet, hvorfra det fortsatte ned til Enghave Brygge ved havnen, hvor det blev læsset ombord på et skib,« forklarer han.

Turen gennem Københavns gader blev ikke uden udfordringer, da grene, hegn, træer og ledninger kom i vejen, og måtte fjernes. Selv om køreturen kun var få kilometer lang, var det nogle meget nervepirrende meter, der blev tilbagelagt:

»Tårnet gyngede noget fra side til side undervejs, og hver gang holdt vi op med at trække vejret af frygt for, at det skulle vælte. Men alt gik super godt,« fortæller Rune Holm Clausen lettet.

Ved Enghave Brygge kom Det Gule Palæ så ombord på skibet, hvorfra turen gik til Gedser. Her ankom det 14 timer senere i god behold, hvorfra det blev kørt til Remisen.

Tilbage til fordums pragt

Nu venter en stor renovering, og der er store planer med det gamle kontroltårn:

»Planen er, at Det Gule Palæ kommer 100 procent tilbage til fordumstid. Vi håber, at vi kan have en renovering klar i sommeren 2017, men nu må vi se,« forklarer Rune Holm Clausen, der håber på, at flere sponsorer vil melde sig ind i renoveringsplanerne.

SYNES DU OM ARTIKLEN?
KLIK PÅ LINKET OG TILMELD DIG VORES NYHEDSBREV

OBS: Denne artikel er mere end 6 mdr. gammel

Madmekkaet i midten af byen

Markedet er løs i Saxogade