in

City Avisen 50 år: Seriøse nyhedshistorier og gode tilbud

TILBAGEBLIK. 12 sider med lokale nyheder og annoncer. Det var, hvad City Avisen sendte ud i 12.553 eksemplarer 13. maj 1966. Vi ser tilbage på, hvordan det hele begyndte for 50 år siden.

Af Christian M. Olsen

cmo@minby.dk

50 ÅR: »Vi er upolitiske, vi er ikke talerør for hverken den ene eller anden fraktion inden for bystyret, og vi vil forbeholde os retten til åben kritik, hvor vi finder det rimeligt.«

Sådan skriver ansvarshavende redaktør Mogens Kirstein på forsiden af den første udgave af City Avisen, der blev sendt på gaden 13. maj 1966. I 12.553 eksemplarer blev den omdelt til samtlige husstande og forretninger inden for områderne Frederiksborggade, Købmagergade, Højbro Plads, Holmens Kanal, Havnegade, Esplanaden, Grønningen og Øster Voldgade.

Redaktionen havde til huse i Gothersgade 12. Her blev avisen, der dengang udkom om fredagen, lavet – trykningen stod Sjællands Tidende i Holbæk for.

Allerede fra første færd forsøger City Avisen at være med på nyhedsstrømmen.

I det andet nummer er der en stor historie om, at Forsvarsministeriet vil sælge Nyboder, fordi administrationsomkostningerne er blevet for store.

I det tredje nummer af City Avisen er der en historie om, at parkeringshuset under Grønttorvet er blevet væsentligt dyrere. Prisen er steget fra 35 til 53 mio. kroner på knap fem år.

»Hvis tidsplanerne overholdes, vil arbejdet på Grønttorvet være færdigt i løbet af 1969,« fremgår det.

Tilbud på bajerske pølser

Også dengang var City Avisen finansieret af annoncer.

»Det eneste ugentlige distriktsblad i den indre by. Tænk på det, når De skal annoncere. Det er så nemt, tag telefonen og ring,« lød opfordringen, som bl.a. Renseriet Mercur i Sølvgade, Fredgaard i Fredriksborggade og Andys Bar i Gothersgade havde gjort. Og Irma havde i førsteudgivelsen af City Avisen tilbud på en specialitet: 10 store bajerske pølser (minimum 380 gram). Pris: 3,86 kr.

Efter nogle måneder som husstandsomdelt avis, blev avisen også solgt i løssalg. For den nette sum af 50 øre, kunne man erhverve sig fredagsavisen med nyt om Indre By.


Hvad synes du om artiklen?

0 points
Upvote Downvote

Total votes: 2

Upvotes: 1

Upvotes percentage: 50.000000%

Downvotes: 1

Downvotes percentage: 50.000000%

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

Loading…

På gaden i en tid med meget lidt fornyelse

Lavendelstræde skal indrettes efter beboernes ønsker