|
Jens Passarge (i midten) på valgaftenen i november 2013 på Dragørs rådhus. Foto: Michael Paldan.|

Ekskluderet fra Venstre – men valgt som ny udvalgsformand

EKSKLUSION. Byrådsmedlem i Dragør, Jens Passarge, blev i onsdags ekskluderet fra Venstre, efter han forlangte Dansk Folkepartis Morten Dreyer fjernet som formand for social- og sundhedsudvalget. Torsdag meldte Passarge sig ind i det nye parti Nye Borgerlige – og fik flertal til selv at indtage formandsstolen i udvalget.

AF HANNE BJØRTON
hab@minby.dk

DRAGØR: Et usædvanligt forslag fra Venstres Jens Passarge var på dagsorden, da social- og sundhedsudvalget i Dragør holdt møde i torsdags. Nemlig at udvalget valgte en ny formand, fordi: »den nuværende udvalgsformands planlægning, afvikling og ledelse af udvalgsmøderne, samt kommunikation og visioner for social- og sundhedsudvalget er meget utilfredsstillende.«

Forslaget fik Venstre i Dragør til at ekskludere Passarge fra partiet onsdag aften. V indgik efter kommunalvalget i 2013 i en konstitueringsaftale med Dansk Folkeparti, Socialdemokraterne og Konservative.

Passarges forslag om at fjerne gruppeformanden for en af konstitueringsparterne fra udvalgets formandspost var: »dybt illoyal over for den konstitueringsaftale vi i Venstre i Dragør er en del af og dermed også over for de andre partier i denne aftale,« som Venstre i Dragør skrev på sin Facebookside onsdag aften.

Næste dag offentliggjorde Jens Passarge, at han nu repræsenterer det nationalkonservative parti, Nye Borgerlige, der blev stiftet sidste efterår.

Eik og Erik løb fra aftale
Han retter Venstres skyts om illoyalitet tilbage mod den tidligere lokale partiformand, Erik Skovgaard, og Venstre-borgmester Eik Dahl Bidstrup.

I konstitueringen med S, C og DF fik Venstre borgmesterposten, ingen udvalgsformandsposter, men et sæde i alle tre fagudvalg: Helle Barth i by-, erhvervs- og planudvalget samt børne-, fritids- og kulturudvalget og Jens Passarge i social- og sundhedsudvalget.

»Erik og Eik gik efter guldet og borgmesterposten, og så glemte de lidt Helle og jeg. Jeg var irriteret over at få Morten Dreyer som formand. Erik, Eik og jeg lavede en aftale om, at Helle og jeg, når halvdelen af valgperioden var gået, skulle bytte udvalg, og det blev en slags gulerod, så jeg kunne holde udvalgsformanden ud,« fortæller Jens Passarge.

Han mener, at Morten Dreyer har manglet visioner for social- og sundhedsudvalget.

»Jeg er aldrig blevet indkaldt til noget møde for flertalsgruppen i udvalget. Der kommer som regel bare en mail om, hvad han vil have, vi skal stemme ved sagerne.

Vi burde tage fat på politisk, at hvis der er fejl i medicineringen på Enggården (byens plejecenter, red.), så er det måske dér, der skal sættes ind med mere personale, eller også skal personalet på kursus. Og hvorfor er der så meget udskiftning på lederposten på Enggården – lad os tage pulsen på personalet, spørge dem og skabe en bedre arbejdsplads. Hvorfor har formanden ikke delegeret opgaver ud – »det her tager du, Jens, og det her tager en anden sig af.« Desuden kører møderne tit af sporet, fordi formanden sidder og sover og ikke stopper diskussionen – der mangler mødeledelse,« siger Jens Passarge.

Udvandrede fra mødet
Men stolebytningen, som Jens Passarge havde en forventning om, blev ikke til noget.

»Jeg spurgte Eik flere gange, og til sidst fik jeg at vide, at Helle ikke vidste noget om aftalen, og at vi ikke skulle bytte udvalg. Jeg tror ikke, Helle er inde i spillet, sådan er hun ikke som person – det er Eik og Erik, der er illoyale. Jeg prøvede at presse Eik og sige, at hvis jeg skulle blive i udvalget, skulle der ske noget med mødeledelsen, men han ignorerede det.«

»Det er borgmesteren, der skal have styringen, og jeg havde håbet, at han ville sætte sig sammen med konstitueringsparterne og løse problemerne i stedet for at stikke hovedet i sandet. Ærlighed og troværdighed er essentielt for mig, og jeg bliver nok lidt hidsig, hvis folk lyver eller ikke holder, hvad de lover,« siger han om sine skuffede forventninger.

Jens Passarge fik sammen med Liste T, Liberal Alliance og Alternativet som første punkt på mødets dagsorden i torsdags et snævert flertal for at fyre Morten Dreyer fra sin udvalgsformandspost, mens DF’s konstitueringspartnere, S og C, bakkede Dreyer op.

Jens Passarge blev selv valgt som ny formand, og umiddelbart efter udvandrede Morten Dreyer (DF), Ole Hansen (S) og Kenneth Gøtterup (C) fra mødet, hvorefter den nye formand besluttede at udsætte dagsordenens øvrige 13 punkter til næste møde 9. maj.

God udlændingepolitik
Jens Passarge siger om sit skifte til Nye Borgerlige, at han allerede for et par måneder siden talte med partiets stifter, Pernille Vermund, vel vidende, at hans oprør mod udvalgsformanden kunne indebære en eksklusion fra Venstre.

»Jeg ser Nye Borgerlige som et nyt parti, hvor der lige skal files nogle kanter til, men de står blandt andet for stramninger på udlændingeområdet i stil med Inger Støjberg, og det kan jeg godt lide.«

Men nu forlader du jo netop Inger Støjberg i Venstre.

»Ja, men jeg forlader også andre: Carl Holst og hans kammerateri, Eva Kjer Hansen, som jeg synes opførte sig hovent over for Konservative. Nu arbejder jeg i lufthavnen og har mange vælgere der. Man har lagt mærke til, hvordan Lars Løkke har tordnet mod social dumping og derefter satte sig ind i et Ryanair-fly. Og så har jeg kæmpet med Eik og Erik, så nok er nok.«

Det er ikke Jens Passarges første partiskifte. Han har tidligere repræsenteret Liste T i byrådet, men var både før og efter medlem af Venstre.

Nye Borgerlige har også sæde i Hjørrings og Allerøds byråd samt i Region Nordjyllands regionsråd. Partiet indsamler pt underskrifter for at blive opstillet til Folketinget.

SYNES DU OM ARTIKLEN?
KLIK PÅ LINKET OG TILMELD DIG VORES NYHEDSBREV

OBS: Denne artikel er mere end 6 mdr. gammel

Smykke med hestemotiv fundet på gaden

Amager kan få nyt spillested