Stine Buje har skrevet bogen 'Snak på livet løs'

Snak på livet løs i den allersidste tid

PÅRØRENDE. Da Stine Buje mistede sin mor til kræften i 2014, sagde hun sit job op og tog til Asien for at skrive en bog om sygdomsforløbet. En bog, som hun savnede, da hun selv stod midt i det sidste farvel.

Af Heidi Engelund

hee@minby.dk

KRÆFT: Til marts er det to år siden, at Stine Buje mistede sin mor til kræft. En oplevelse, der vendte op og ned på hendes liv, og gav hende overskud til at hjælpe andre i samme situation ved at skrive bog ’Snak på livet løs’.

»Min mor hostede lidt, men lægen mente ikke, at der var noget alvorligt i vejen. Alligevel fik hun lavet en scanning, der viste, at hun havde uhelbredelig lungekræft. Da vi fik beskeden, var det så surrealistisk, at hun var så syg. Kort tid efter blev hun rigtig dårlig, og da vidste jeg, at vi skulle nå en masse ting sammen,« fortæller Stine Buje på 33 år, der bor på Vesterbro og har skrevet bogen ’Snak på livet løs’, som udkom sidste år i maj.

Sagde sit job op

Hendes mor blev indlagt på hospice på Diakonissestiftelsen, hvor hun døde efter halvanden uges indlæggelse.

»Jeg ville gerne bruge den sidste tid godt sammen med min mor, og de ideer, jeg havde, måtte ikke gå til spilde. Efter hendes død sagde jeg mit job op, som kommunikationsrådgiver hos Ungdommens Røde Kors på Frederiksberg og købte en enkeltbillet til Asien. Derude brugte jeg fem måneder bag skærmen på at skrive bogen,« fortæller hun og kigger på bogen, der ligger på køkkenbordet.

Stine Buje har fået pårørende til at bidrage med deres historier til bogen, der er fyldt med ideer til at tage hul på de sidste samtaler og at bruge tiden bedst muligt.

»Jeg holdt et oplæg på hospice om der var nogen, som ville være med i bogen. Og der var flere som sagde ja, også på Facebook og i mit netværk, det er jeg meget taknemmelig for,« smiler hun.

Tog på hotel med sin mor

»Min bedste oplevelse med min mor var, at jeg inviterede hende på hotel i et døgn. Jeg sagde til hende, at jeg ville tale med hende om at blive mor. Jeg lavede 30 Go Cards med spørgsmål om alt lige fra hendes barndom og til at blive mor, som hun svarede på. Jeg optog det, og har nu 50 minutters samtale med min mor på mobilen,« siger Stine Buje.

Da tiden for hendes mors 61 års fødselsdag nærmede sig, så valgte Stine Buje at gøre noget ganske særligt for sin mor. Hun kontaktede gamle venner, kollegaer og kærester, og fik dem til at skrive et fødselsdagskort med gode minder til hende.

»Min mor blev meget overrasket, da jeg kom forbi med brevene på hendes fødselsdag. Det skabte så meget livsglæde, da hun læste brevene, så bagefter lå der et hav af køkkenrulle rundt omkring hende, fordi hun var blevet så rørt,« fortæller hun.

Holder foredrag

Stine Bujes mors død gav hende uanede kræfter til at lægge sit liv om, så i dag lever hun af at skrive bøger, holde foredrag og lave kommunikationsrådgivning.

»Jeg har skrevet bog nummer to, der udkommer til efteråret, og jeg har netop underskrevet en tredje bogkontrakt. I dag lever jeg af at holde foredrag, så jeg har lagt mit liv om og følger mit hjerte,« smiler Stine Buje, der trods savnet af sin mor er kommet videre i livet.

Har du lyst til at møde Stine Buje, så er hun gæsteforedragsholder, når Begravelses Service inviterer til åbent hus tirsdag 23. februar kl. 17-19 hos Cirkelordenen, Falkoner Allé 96.

Tilmelding på mail: ane@evercare.dk. Der er gratis adgang til arrangementet.

»Jeg fortæller om, hvad jeg gjorde med min mor i den sidste tid. Hvordan vi snakkede om begravelsen, og om hvordan vi havde de svære samtaler,« siger Stine Buje og kigger ud af vinduet.


Fakta:

■ Stine Buje mistede sin mor i 2014 til lungekræft.
■ Hun har skrevet bogen ’Snak på livet løs’.
■ Bogen skal hjælpe andre i den svære tid.

SYNES DU OM ARTIKLEN?
KLIK PÅ LINKET OG TILMELD DIG VORES NYHEDSBREV

OBS: Denne artikel er mere end 6 mdr. gammel

Skriv et svar

Christian Olsen

Om journalisten Christian Olsen

Jourhavende hos North Media Hovedstaden og journalist på City Avisen. Har beskæftiget sig med lokaljournalistik i København i en årrække. Skriver bl.a. om politik, trafik, byudvikling, kultur og byens liv.

|

Åbenbar bro er åbenbart for dyr

Strid om husning af flygtninge