||||||
Journalist og arkitekturkritiker Peter Olesen er glad for brokvarterer som Nørrebro og mener
in

»Der skal ro på understellet«

GADEARKITEKTUR. Nørrebro/Nordvest Bladet har gået en tur med arkitekturkritiker Peter Olesen og bedt ham anmelde den nyrenoverede Nørrebrogade. Fire ud af seks stjerner giver han strækningen fra Nørrebro Runddel til Nørrebro Station.

Af Anja Berth

abe@minby.dk

NØRREBROGADE: Bredere cykelstier, bedre forhold for de erhvervsdrivende, perroner mellem busholdepladser og cykelstier og mere leben. Det var målet for renoveringen af Nørrebrogade, der nu er helt færdig fra søerne til Nørrebro Station.

Men er det lykkedes? Nørrebro/Nordvest Bladet gik en tur med journalist og arkitekturkritiker Peter Olesen for at se på strækningen fra Nørrebro Runddel.

Vi mødes foran apoteket. Et virvar af cykler, der står mere eller mindre anarkistisk på pladsen, undrer Peter Olesen, der har skrevet og redigeret over 50 bøger om byrum og arkitektur. Der er ingen cykelstativer, og det savner han. Vi stiller cyklerne og begynder turen.

Det første, han bemærker, er de brede fortove, der er et resultat af renoveringen.

Artiklen fortsætter under billederne …

[new_royalslider id=”30″]

Grimme skilte

»Det er meget behageligt at gå på, og man støder ikke ind i hinanden,« siger Peter Olesen og er alligevel ved at gå ind i en kvinde med barnevogn, fordi han hele tiden kigger op på hustage, på skilte og vender sig rundt og tegner og fortæller.

Han kan heller ikke dy sig for at mene noget om skiltene, som er en af de anerkendte arkitektforfatters kæpheste.

Han er især irriteret over de mange forskellige skilte, der mere eller mindre tilfældigt er knaldet op på husmuren og skjuler en pæn frise. Det ødelægger ifølge Peter Olesen helhedsindtrykket, og det kan gøres meget enkelt med et diskret skilt, mener han.

»Der skal ro på understellet,« siger han og undres over især kioskers skiltning. Netto får til gengæld ros med på vejen.

»Det er pænt, det er i orden, og man bliver ikke forvirret,« siger Peter Olesen. Videre ud mod Nørrebro Runddel går vi forbi en del butikker med genbrug og billige varer til hjemmet.

Varer på fortovet

»Det er da meget sjovt, det giver liv, det kan jeg godt lide. Man kan godt have respekt for æstetikken, uden at det bliver kedeligt,« siger Peter Olesen.

Han er begejstret for de bredere fortov, men undrer sig over, at butikkerne generelt ikke har fulgt op på kommunens renovering med for eksempel pænere facader.

»Når nu kommunen har gjort sig umage med at gøre noget ved vejen, så kunne butikkerne da godt følge med, så det er en opfordring til handelsforeningen om at få butikkerne til at oppe sig lidt,« siger Peter Olesen, der selv har været motivator for flere handelsforeninger og butikker i provinsbyer.

De bredere cykelstier og bushellerne får ros med på vejen, og Peter Olensen bemærker også, at det er lettere at parkere cykler nogle steder.

Fra Den Røde Plads, som han roser for mulighedernes plads og ud mod Nørrebro Station, ligner kommentarerne mere og mere en mellemfornøjet smiley end en storsmilende ditto.

Det samlede indtryk af den nyrenoverede strækning Runddelen og mod Nørrebrogade?:

»Fire stjerner, fordi kommunen har skabt et godt og publikumsvenligt grundlag, mens forretningerne mange steder lader meget tilbage at ønske. Hold da op et uskønt gedemarked mange steder. Det kan gøres meget mere nænsomt og klædeligt. Ingen har sagt, at jo grimmere man gør sig, jo mere omsætter man for, men man skulle tro, at det var den regel, der gjaldt,« siger Olesen.


OBS: Denne artikel er mere end 6 mdr. gammel

Anja Berth

Om journalisten Anja Berth

46 år, bor i København. Journalist siden 2000 - københavnerjournalist siden 2007. Skriver om mennesker, byudvikling, vejarbejde, skoler og børn. Og alt det andet. Ansvar for Vanløse Bladet og skriver fælleshistorier for de øvrige københavnske lokalaviser.

En milliard kroner til byfornyelse på Bispebjerg

Trafikplanen blev stemt igennem