Kunstneren Gudrun Hasle
in ,

Erindringsværker på husmurene

KUNST. Billedkunstneren Gudrun Hasle har udsmykket gavle og facader med syv værker på Borups Allé, Nordre Fasanvej og Hillerødgade. De består af sætninger med stavefejl, som hun har hentet fra sin opvækst og teenageår i kvarteret.

Af Heidi Engelund
hee@minby.dk

SÆTNINGER: ’Når jeg cyklede forbi, så lugtede der af vitaminpiller’ står der med en fin håndskrift på en facade ved Nordre Fasanvej. Ordene tilhører billedkunstneren Gudrun Hasle, der med syv erindringsværker er aktuel med kunstudstillingen ’Jeg fortalte mig selv historger’.

Værkerne finder man på ejendomme og husfacader rundt omkring i området Nordre Fasanvej, Hillerødgade og Borups Allé. Et område der er under konstant forandring med områdefornyelse og nybyggeri.

»Det offentlige rum er super spændende at være i, og det er sjovt at udstille mine ordblinde tekster der. Med teksterne har jeg tænkt på min barndom i nordvest. Jeg havde en hård barndom på grund af min ordblindhed. Jeg har prøvet at huske stemninger og om ikke at høre til,« forklarer Gudrun Hasle.

Byens historie og dialoger
Udstillingen er en del af kunstprogrammet ’Omveje’, som Områdefornyelserne Nordre Fasanvej og Fuglekvarteret står bag.

Projektet løber i de næste to år. I alt 15 kunstprojekter med danske og internationale kunstnere vil dukke op på strækningen mellem Borups Allé og Frederikssundsvej.

Kunstprogrammet er lagt i hænderne på bureauet Somewhere på Godthåbsvej, der er vant til at arbejde med kunst og offentlige rum.

»Det er de to områdefornyelser, der har taget initiativet til at koble kunst på byudviklingen ved at tage fat i byens historie og skabe dialog. Vi vandt en konkurrence i Fuglekvarteret, og blev spurgt om vi havde lyst til at videreføre konceptet på Nordre Fasanvej,« fortæller Ulrikke Neergaard, som, sammen med Stenka Hellfach, står for den kunsteriske ledelse i Somewhere.

Stigen var for kort
Gudrun Hasle er både glad og forundret over den hjertevarme og imødekommenhed, som hun har mødt rundt omkring, da hun arbejdede på sine kunstværker.

»De mennesker, jeg har været i kontakt med, har været så søde og hjertevarme. Et af stederne var min stige alt for kort, så der blev jeg løftet op af fire voksne, så jeg kunne nå højt nok op,« fortæller hun og griner.

Missionen med værkerne, der vil pryde gadebilledet i 4-12 måneder, er at sætte tankerne i gang hos de forbipasserende.

»Jeg håber, at folk vil tage teksterne til sig, når de ser dem. Og at folk vil møde kunsten med et åbent sind og selv tænke og danne deres egne historier,« forklarer hun og kigger på et af værkerne på computeren, der har teksten ’Jeg føler mig næste altid esåm’.

Værket har hun fået lov til at male på facaden hos et firma på Nørrebro.

Fulgt af kamera
En instruktør og et kamera har fulgt Gudrun Hasle undervejs i den kunstneriske proces, og filmen kan man opleve til sommer under Bispeengbuen.

De næste kunstnere er allerede på vej med deres kunst i ’Omveje’.

»Kunstnergruppen J&K, der består af Janne Schäfer og Kristine Agergaard, er i gang med et kunstprogram, der skal sprede sig over halvandet år.

De har været rundt på Nørrebro og Frederiksberg og interviewet foreninger, erhvervslivet og beboere.

Det hele munder ud i en stor parade til sommer, og siden et permanent kunstværk i området i slutningen af 2016 eller starten af 2017,« forklarer Ulrikke Neergaard.

’Omveje’ bliver finansieret af Områdefornyelsen Nordre Fasanvej Kvarteret og Områdefornyelse Fuglekvarteret i Københavns Kommune, men også af en række fonde.


OBS: Denne artikel er mere end 6 mdr. gammel

Hvad synes du om artiklen?

0 points
Upvote Downvote

Total votes: 0

Upvotes: 0

Upvotes percentage: 0.000000%

Downvotes: 0

Downvotes percentage: 0.000000%

Prisbelønnet operasanger giver koncert

Mød forfatterne – få inspiration