|||
Ifølge Frederiksberg Bladets rundspørge blandt seks Frederiksberg-mæglere er sidevejene mellem Frederiksberg Allé og Gammel Kongevej Frederiksbergs mest eksklusive kvarter. Foto: Rikke Milling|||
in

Her er Frederiksbergs mest eksklusive kvarter

LIEBHAVERI. Havde det været Hammerslag, så kunne man hurtigt finde de første 10-12 kvarterer på Frederiksberg, der ville være en ren 5’er. Men hvilket kvarter er det allermest eksklusive, hvis man spørger byens ejendomsmæglere.

Af Bo Børresen

bob@minby.dk

EFTERTRAGTET: Der er de mondæne villaveje som Amalievej og Uraniavej. Der er i Femte Juni Plads-kvarteret. Der er Fuglebakkekvarteret. Der er den supercentrale Christian Winthers Vej med de mindst lige så attraktive sideveje, og så er der de luksuriøse villaer ved Sankt Jørgens Sø.

Og sådan kunne man blive ved. Frederiksberg svømmer nærmest over af eksklusive kvarterer, som ejendomsmæglere uden tøven ville kaste 5-taller over, hvis de blev bedt om at vurdere beliggenheden på en Hammerslags-skala.

Ro og puls på samme tid

Det allermest eksklusive kvarter finder man – ifølge Frederiksberg Bladets rundspørge blandt seks af Frederiksbergs førende ejendomsmæglere – på sidevejene mellem Frederiksberg Allé og Gammel Kongevej og ikke mindst stikvejene på Frederiksberg Allés sydside. Altså veje som Frydendalsvej, Asgårdsvej og Kochsvej.

»Her får du kombinationen af ro og pulsen lige rundt om hjørnet,« forklarer Gitte Grønlund fra Nybolig.

Hun bakkes op af Hanne Løye fra Realmæglerne:

»I dag er folk meget fokuserede på at bo i byen tæt på caféer, indkøb og offentlig transport, men vil samtidig gerne have udsigt til smukke huse og bo tilbagetrukket. Veje som Frydendalsvej, Asgårdsvej og Kochsvej kan det hele.«

Kirsten Thomsen fra EDC fremhæver alléen, der forbinder det hele: Hun kalder Frederiksberg Allé for »den parisiske boulevard og hovedstadens fornemste og grønneste allé.«

Klassisk Frederiksberg

Skal man opleve det uspolerede Frederiksberg, så anbefaler Kirsten Thomsen en tur op ad de fire villaveje, Amalievej, Kastanievej, Lindevej og Uraniavej, der omkrandses af H.C. Ørsteds Vej og Bülowsvej og som i øvrigt indtager 2. pladsen på mæglernes samlede top 5 over Frederiksbergs mest eksklusive kvarter.

»Mange af villaerne dér er henved 150 år gamle. Gå en tur op ad disse veje og oplev det gamle Frederiksberg,« lyder opfordringen fra Kirsten Thomsen.

Adam Schnack fra Ivan Eltoft Nielsen har kvarteret Amalievej/Kastanievej/Lindevej/Uraniavej på sin personlige 1. plads:

»Det er ubetinget et af de mest attraktive områder på Frederiksberg. Villabebyggelsen er primært fra den sidste del af forrige århundrede, og hver ejendom har sine egne fine kvaliteter. Arkitekturen i området er enestående og repræsenterer sammen med Femte Juni Plads-kvarteret (3. pladsen på den samlede top 5-liste) det mest klassiske på Frederiksberg.«

Frederiksbergs dyreste

Ejendomsmæglerfirmaet Ivan Eltoft Nielsen lukkede tidligere på året, hvad der efter sigende er den dyreste private bolighandel på Frederiksberg nogensinde.

Det drejer sig om 560 kvadratmeter ikonisk herskabsvilla på Amalievej 2. Palæet, som der retteligt er tale om, ligger på en 1.373 kvadratmeter stor grund ud til Bülowsvej.

»På den anden side af 20 millioner kroner,« fortæller Adam Schnack om salgsprisen uden at ville røbe det præcise beløb.

———————————————————————————————————————————————

MÆGLERNES SAMLEDE TOP 5 (point i parentes)

1. Sidevejene v/Frederiksberg Allé og Gammel Kongevej (21 p.)
2. Kvarteret Lindevej/Uraniavej/Kastanievej/Amalievej (18 p.)
3. Femte Juni Plads-kvarteret (13 p.)
4. Kvarteret Chr. Winthers Vej/Rathsacksvej/Ceresvej (9 p.)
5. Fuglebakkekvarteret (5 p.)
5. Kvarteret Laurids Bings Allé/Carl Feilbergs Vej (5 p.)

Eksklusive kvarterer_kun kort

Sådan gjorde vi: SEKS LISTER BLEV TIL ÉN

– Den samlede top 5-liste er blevet til på baggrund af seks individuelle top 5-lister udarbejdet af seks af Frederiksbergs førende ejendomsmæglere (se nedenfor – klik for større billede).
– En 1. plads udløste 5 point
En 2. plads udløste 4 point
En 3. plads udløste 3 point
En 4. plads udløste 2 point
En 5. plads udløste 1 point
– Herefter blev de afgivne point på hvert enkelt kvarter lagt sammen
– De fem kvarterer med flest point dannede herefter den samlede top 5-liste

Udklip
Her er mæglernes individuelle top-5. Klik for større billede.


OBS: Denne artikel er mere end 6 mdr. gammel

Beauvaisfabrikken ved Lyngbyvej

Nye baner for 38 millioner kroner