|
Arkitemas byggeprojekt Dragør Strandhuse med 203 boliger. Det kom frem på byrådsmødet torsdag
in

Byggeri tæt på at blive overbudt

LOKALPLAN. Dragørs byråd har godkendt lokalplanen for Lind & Risørs boligbyggeri på Vierdigetgrunden. Et helt nyt bud på 104 millioner kroner lod langt hen i byrådets behandling af sagen til at kunne koldstarte en helt ny udbudsrunde.

Af Hanne Bjørton

hab@minby.dk

DRAGØR: En uge før Dragørs byråd i torsdags skulle vedtage eller forkaste lokalplanforslaget for Lind & Risørs byggeri af 102 boliger på Vierdiget-grunden, kom et konkurrerende bud.

Lind & Risør bød i den officielle budrunde, der sluttede 20. februar i år, 102 mio. kroner, men forhandlede siden prisen ned til 89,5 mio. via en præmis i udbudsmaterialet om afslag for jordbundsforhold, delvis dækning af nedrivning af Skolen ved Vierdiget og bortskaffelse af jord.

Et byrådsflertal vedtog i juni at sende lokalplanen for byggeriet i høring indtil 28. september. Høringen førte til 69 høringssvar og tre underskriftsindsamlinger imod byggeriet.

Modstanden handlede især om byggeriets arkitektur og dens ubrudte linje af bygninger ud mod Søndre Strandvej (se øverste illustration). En modstand, der blev bakket op af Liste T og Amagerlisten.

Bindende aftale eller ej

I et debatindlæg 24. november i Dragør Nyt fortalte formand for by-, erhvervs- og planudvalget, Allan Holst (S), om et nyt bud på 104 mio. kroner, uden fradrag for jordbundsforholdene – altså 14,5 mio. kroner højere end den vindende køber havde forhandlet sig frem til.

Et nyt bud, ni måneder efter budrunden sluttede, vil kræve en helt ny budrunde, som Kenneth Gøtterup (C) ved byrådets behandling i torsdags mente, kunne tage 1-1½ år at gennemføre. Han mente endvidere, at en ophævelse af salget kunne føre til et erstatningskrav fra Lind & Risør. Og at salget er forudsætningen for det vedtagne budget for 2016-2019.

»Først og fremmest skal vi indfri vores kassekredit til Indenrigsministeriet på 35 mio. kroner. Byggeri af en ny svømmehal må sættes i bero med det samme. Renovering af Hollænderhallen må udskydes, og budgettet for 2016-2019 må genåbnes og et nyt budget vedtages,« sagde Gøtterup og blev i debatten bakket op af Venstre og Dansk Folkeparti.

»Forvaltningen har oplyst, at der ér indgået en retligt bindende aftale med Lind & Risør. Det sker ikke først, når lokalplanen er vedtaget,« sagde borgmester Eik Dahl Bidstrup (V)

Allan Holst påpegede, at det stod byrådet frit for, om man vil vedtage lokalplanen eller ej.

»Og der tales om en erstatning, men for hvad? Så længe grunden ikke er solgt, kan der kun være tale om procesomkostninger,« sagde han og foreslog, at behandlingen af lokalplanforslaget blev udsat en måned, så man kunne vurdere det nye bud på 104 mio. kroner.

Bud ikke offentliggjort

Kommunen har endnu ikke offentliggjort udbudsrundens øvrige bud, men konservative Jerrik Walløe kom uforvarende til at nævne, at det nye bud kom fra ’Strandhuse’.

Og flere byrådsmedlemmer nævnte undervejs, at det vindende bud fra Lind & Risør skattemæssigt og driftsøkonomisk ikke var det bedste bud.

Arkitemas byggeprojekt Dragør Strandhuse med 203 boliger. Det kom frem på byrådsmødet torsdag, at det var herfra, det nye bud på 104 mio. kom. Illustration fra arkitema.com.
Arkitemas byggeprojekt Dragør Strandhuse med 203 boliger. Det kom frem på byrådsmødet torsdag, at det var herfra, det nye bud på 104 mio. kom. Illustration fra arkitema.com.

Arkitektfirmaet Arkitema har på sin hjemmeside offentliggjort byggeprojektet ’Dragør Strandhuse’, som omfatter 203 boliger imod Lind & Risørs 102. Så udover gevinsten på en højere salgssum ville byggeriet også kunne huse flere nye Dragørboere og dermed skabe et højere skattegrundlag.

I projektet Dragør Strandhuses bebyggelsesplan placeres byggelinjerne vinkelret mod Søndre Strandvej med grønne kiler imellem (se nederste illustration), i modsætning til Lind & Risørs byggelinje parallelt med Søndre Strandvej.

Splittet S-gruppe

C og V holdt fast i vigtigheden af, at Dragør Kommune fortsat betragtes som en troværdig forhandlingspartner, der ikke bare render fra sine aftaler.

Asger Larsen fra Liberal Alliance sørgede for spænding ved ikke at afsløre sin stillingtagen under debatten. Men det viste sig, at Allan Holst stod alene i den socialdemokratiske byrådsgruppe med velviljen til at gå efter en ny og mere indbringende budrunde, og så blev lokalplanen og Lind & Risørs byggeri godkendt af V, C, O, I samt socialdemokraterne Ole Svendsen og Hansen. Imod var Liste T og Amagerlisten, mens Allan Holst undlod at stemme.

Grunden overdrages i dag til Lind & Risør, der kan gå i gang med byggeriet.

SYNES DU OM ARTIKLEN?
KLIK PÅ LINKET OG TILMELD DIG VORES NYHEDSBREV

OBS: Denne artikel er mere end 6 mdr. gammel

Skriv et svar

Hanne Bjørton

Om journalisten Hanne Bjørton

Journalist på Amager Bladet siden 2005. Jeg skriver om lokalpolitik, kultur og ikke mindst om mennesker på Amager.

|

Kommunen vil lukke livsværket

Ingen fælleslokaler til flygtninge