|
Fire målsskytten Offenberg. Foto: Speich/Fey Film Team.|Fire målsskytten Offenberg. Foto: Speich/Fey Film Team.
in ,

Offenberg gik målamok mod AB

FODBOLD. 2. divisionskampen mellem B 1908 og AB var på forhånd en svær nød at knække for otterne. Men de gjorde enhver skepsis til skamme med en fornem 4-1 sejr – Casper Offenberg scorede alle fire mål for hjemmeholdet.

Af Jacob Schneider

jape@amagerbladet.dk

SUNDBY IDRÆTSPARK: For anden uge i træk tog B 1908 en sejr på hele 4-1 i 2. divisions pulje 1.

OItternes nye angrebs-es Casper Offenberg var i hopla og stod for alle fire mål i en kamp, hvor AB var meget på bolden, men havde svært ved at komme frem til åbne chancer mod et kompakt otter-hold.

Akademikerne måtte tage favoritværdigheden på sig, og det var da også de grønblusede fans, der havde mest at glæde sig over i kampens indledende fase, hvor deres helte pressede godt på. Og allerede efter syv minutters spil lå bolden i nettet bag Steffen Petersen i B 1908-buret – Andreas Moos satte 0-1 scoringn ind efter indlæg til bageste stolpe.

Først efter en god halv time havde hjemmeholdet en reel chance, da et hjørnespark gav Kristian Larsen en stor mulighed inde i feltet – den blev dog med hiv og sving blokeret af AB-forsvaret.

Men et par minutter før pausen kom udligningen, da Casper Offenberg scorede med en kælen yderside ved forreste stolpe på et indlæg fra Christian Bagger.

Og dén slags udligning kort før pausen har det med at give ekstra energi og tro på det.

Gæsterne kom slukørede ud til 2. halvleg, mens otterne stille og roligt fik fremmanet de største chancer med giftige stikninger frem mod Offenberg.

Tre kasser på ni minutter

AB havde dog adskillige muligheder, men Petersen var flot på plads som sidste skanse for otterne. Og knapt tyve minutter inde i halvlegen opsnappede Offenberg en dårlig clearing og lagde den køligt under den fremstormende AB-målmand Jannich Storch.

Fire målsskytten Offenberg. Foto: Speich/Fey Film Team.
Fire målsskytten Offenberg. Foto: Speich/Fey Film Team.

De hvidblusede på lægterne kunne dårligt tro deres egne øjne, men minuttet efter måbede de endnu mere, da Offenberg satte den ind med hovedet efter godt forarbejde af Philip Rejnhold. 3-1.

Og sandelig om der ikke var flere mål i den unge angribers støvler: Otte minutter senere knækkede han totalt gæsternes tro på et hæderligt resultat, da han modtog en lang stikning på kontra. AB-keeperen kom helt ud til sidelinjen i forsøget på at agere stopper, men Offenberg afdriblede den nu desperate målmand, rundede ham og lagde sikkert bolden i det gabende tomme mål: 4-1.

AB havde et par forsøg i slutfasen, men kom aldrig nærmere på at bringe point med hjem til Gladsaxe.

På søndag gælder det så returopgøret, hvor AB uden tvivl er opsat på revanche.

B 1908 har dog fået mod på tilværelsen i rækken efter sæsonens to første sejre på stribe – og 8-2 i målscore.

Kampfakta

B 1908 – AB 4-1 (1-1)

Mål: 0-1 Andreas Moos (7.), 1-1 Casper Offenberg (43.), 2-1 Casper Offenberg (59.), 3-1 Casper Offenberg (60.), 4-1 Casper Offenberg (68.)

Advarsler: Jeppe Haugaard, B 1908 (13.), Emil Farver, AB (50.)

Dommer: Kenneth Sørensen

Tilskuere: 314 i Sundby Idrætspark

www.b1908.com


OBS: Denne artikel er mere end 6 mdr. gammel

Jacob Schneider

Om journalisten Jacob Schneider

Journalist på Amager Bladet og City Avisen. Lokalområdet særligt omkring Amagerbro og Sundbyerne har været en del af mit liv gennem snart 25 år på godt og ondt. Jeg går op i menneskers historier inden for kultur, sport, trafik, politik - og alle de andre ting, der påvirker folks liv og levned. Mail: jape@minby.dk. Tlf.: 26169647.

Team Amager klar til topdyst

|

Thorbjørn og Annika – 10 års blueseventyr