in ,

Amager flyvende i ‘Hangaren’

ISHOCKEY. Amager Ishockey er vågnet af sommerdvalen med en intens sæsonstart mod Rødovre fredag. I aften tirsdag gælder det så pokalbraget mod ligaduksene Rungsted i Kastrup Skøjtehal.

Af Jacob Schneider

jape@amagerbladet.dk

KASTRUP: Sikke en start på den nye division 1-turnering, vi var vidne til fredag aften i Hangaren. Amager mødte med statsgaranti det bedst trænede mandskab i rækken pt., og de kom på isen som skudt ud af en kanon. Man kunne nok ikke have ønsket sig en bedre modstander end netop Rødovre frem mod tirsdagens pokalopgør mod Rungsted, for det er samme pres – gange to-tre stykker – Amagers mandskab skal forvente sig i aften tirsdag.

En fantastisk kulisse var samlet til kampen, over 200 mennesker på en aften, hvor Danmark spiller en afgørende kvalifikationskamp i fodbold. Det kan godt være, at enkelte af den ældre generation vil sige ’sikke de larmer, de unge mennesker’, men Amager Support-gruppen bag spillernes boks fik markeret sig med sang og hoppen i noget nær samtlige 60 minutters ishockey. En suveræn støtte til spillerne, som helt sikkert hjalp dem op fra hullet, de var kommet i ved 1-4 stillingen til Rødovre.

Hård start

De unge gæster sad på det mest velfungerende spil i de to første perioder, ingen tvivl om det. De 14 dages ekstra istid under fødderne er tydeligere her i starten af sæsonen. Det var fuldt fortjent, at Rødovre bragte sig i teten, omend 4-1 måske var en kende i overkanten i forhold til spil og chancer.

Amagers drenge spillede en god kamp, men det bliver formentlig bedre, når de mange nye spillere får fundet hinanden, og når træner Enehags systemer er mere indkørte, på den måde kommer seriestarten nok en kende for tidligt.

Jimmi Oor og to gange Rasmuz Rodijs scorede Amagers mål, og det var – som 3-4 resultatet viser – ikke helt nok på en aften, hvor Amager stadig mangler at få bundet det offensive spil frem i samspillet ml. backer og angribere. Flot solomål af Jimmi og rigtige energimål af Rodijs, som bliver en markant forstærkning, det er tydeligt.

Kampen gav lyn-debut til Sebastian Laursen, som også allerede nu markerer sig som en gevinst. Stort plus også til unge Sebastian Zacher, som spiller friskt og uimponeret.

Stor pokal-mundfuld

Serien er skudt i gang, point venter lige om hjørnet, men først gælder det et voldsomt pres på både spillere og organisation, når Rungsted gæster Kastrup Skøjtehal – ’Hangaren’ i aften tirsdag.

Amager skal forsøge at skabe den største sensation i dansk ishockey nogensinde – hverken mere eller mindre. Det er aldrig lykkedes et hold fra landets næstbedste række at spille sig videre til pokalturneringens anden runde.

Træner Peter Enehag siger om kampen:

»Som ny træner har jeg indført et helt nyt spilsystem, og det kommer nok til at tage lidt tid, inden dette er helt indkørt hos spillerne. Når man som vi skal møde et bedre hold, er det meget vigtigt, at hver spiller forstår sin opgave og rolle på holdet.

Vi kan ikke få en bedre udfordring at prøve vores systemer op mod end en modstander af Rungsteds kaliber. Kampen vil afsløre, hvor langt vi er nået efter den forholdsvise korte opstartsfase siden 15. august. Sagt med ed andre ord, vi ser frem til at prøve kræfter med Rungsted, og glæder os til kampen.«

Dansk Ishockey Union seeder Metalliga holdene i første runde, således at de to kvalificerede 1. divisions mandskaber (Amager og Hvidovre) kan præsentere et ligahold på egen is.

Amager kvalificerede sig i sidste sæson til pokalturneringen ved at slutte bedst i 1. division i forhold til de andre 1. hold i rækken – Hvidovre, Århus og Gladsaxe.

Aftenens modstander Rungsted tegner sig lige nu som det bedste hold på Sjælland. Holdkortet rummer flere tidligere og nuværende landsholdsspillere, læg dertil tre svenskere, en amerikaner, en canadier og en italiener.

Den største profil af dem alle må dog siges at være landsholdskaptajn Morten Green, som med 618 kampe i Sverige, 155 i Tyskland og hele 174 landskampe og 17 VM for Danmark bliver lidt af en opgave for Amagers ’fyraftens-proffer’.

Gæsterne vil naturligvis på den baggrund være enorme favoritter, og Amager kan kun håbe og bede til, at det vil gå som i bibelfortællingen om David og Goliath.

Pucken kastes klokken 20.00 efter den obligatoriske nationalmelodi og præsentation af de to mandskaber.

SYNES DU OM ARTIKLEN?
KLIK PÅ LINKET OG TILMELD DIG VORES NYHEDSBREV

OBS: Denne artikel er mere end 6 mdr. gammel

Skriv et svar

Jacob Schneider

Om journalisten Jacob Schneider

Journalist på Amager Bladet og City Avisen. Lokalområdet særligt omkring Amagerbro og Sundbyerne har været en del af mit liv gennem snart 25 år på godt og ondt. Jeg går op i menneskers historier inden for kultur, sport, trafik, politik - og alle de andre ting, der påvirker folks liv og levned. Mail: jape@minby.dk. Tlf.: 26169647.

|||

Kort om sport, uge 37, 2015

KMB klar til oprykningskamp