|
Arkivfoto: Michael Paldan|Amagergaden - et af Ullerup Markeds populære elementer - skal genskabes på det nye Viberup Markedet til september. Arkivfoto: Michael Paldan
in

Wow 🤩 Like 👍

Nyt marked i Viberup til september. »Vi skal ha’ Ullerup-ånden tilbage«

Jakob Theis Møller, indehaver af Jakobs Bageri i Holmbladsgade, har taget initiativ til et helt nyt kræmmermarked, Viberup Markedet, der skal foregå 11.-13. september på Nøragersmindevej 7-15.

Af Hanne Bjørton

hab@minby.dk

VIBERUP: Indehaver af Jakobs Bageri i Holmbladsgade og næstformand i Ama’rbutikkerne, Jakob Theis Møller, har ene mand taget initiativ til et helt nyt kræmmerarked på øen.

Nemlig Viberup Markedet, som får sin ilddåb 11.-13. september på Nøragersmindevej 7-15.

Jakob Theis Møller synes, at der, siden Ullerup Marked gik konkurs, har manglet et kræmmermarked på Amager med netop ånden fra Ullerup Marked.

»Jeg har været på Bellahøj og Dragør Marked, og jeg synes, deres markeder er fantastiske, det er bare noget andet end Ullerup. I Ullerup var der lokal forankring, det var patriotisk – mange lokale stod i boderne, man mødte mange, man havde spillet fodbold med, og der var både noget for børnene og noget for voksne. Jeg synes, når man kigger på andre markeder, at så har de ikke ramt den samme feststemning og løsslupne stemning. Det er mit mål at genopfinde det, hvor man føler, man kommer ind i naboens baghave. Der skal være noget for mor, far, børn, svagtgående, alle,« siger Jakob Theis Møller og fortsætter:

»Jeg var på Kastrup Marked i går, folk er topstressede og løber igennem som i et andet indkøbscenter, fordi de skal nå alt muligt andet. Folk skal kunne blive og spise en pølse, drikke en øl – vi vil også sænke prisen i forhold til andre markeder. Man skal opleve at gå på marked som i 90’erne, hvor man havde tid til at gå rundt at snuse.«

Hvis folk stresser af sted, har det måske mere med dem selv at gøre end markedet. Bliver det ikke svært at opdrage dem?

»Jo, det er dårlige odds til at starte med. Men vi vil have et dyreområde med geder, ponytræk, og hvor børn kan komme med deres kæledyr. Der skal være oaser, hvor folk får ro og slapper af. Vi prøver at bygge det op med hyggestemning, og noget baghavefest-agtigt. Og så har vi prøvet at placere det, så der ikke kører 5.000 biler forbi som på Bellahøj. Selvfølgelig har vi så flyvemaskinerne, men det er jo Amager,« siger Jakob Theis Møller.

Håndslag fra Haugaard

På det nye marked bliver der et V.I.P.-telt med underholdning, et tyrolertelt med tyrolermusik, et bodegatelt med John Mogensen- og Elvis-kopier, for børnene vil der være ponyridning ved Amagerlands Rideskole samt børnedyrskue, og så forventes der omkring 300 kræmmere.

»Vi har fået Jacob Haugaard til at gå rundt og give håndslag hos kræmmerne, også et forsøg på at få tempoet ned hos folk. Der skal ikke være 5.000 musiknumre på alle forlystelser, der får folk til at stresse igennem. Vi prøver at skabe, det, jeg syntes, Ullerup havde. Jeg er selv født og opvokset i Tårnby, og jeg kan huske, at vi glædede os til Ullerup Marked i hele min barndom, og da jeg blev lidt ældre, glædede vi os til at drikke øl med vennerne på markedet,« siger Jakob Theis Møller.

September er relativt sent på året for et kræmmermarked, hvorfor lige da?

»Rent praktisk fordi marken, hvor det holdes, skulle høstes. Lige nu er der Tivoli, Bakken, Bonbonland og havefester, som folk skal nå i august, og juni og juli er nogo, fordi folk er på ferie. Jeg har tænkt, hvad jeg kan lave med mine egne børn i september – selvfølgelig kan man altid finde på noget at lave, men Tivoli og alt det andet er lukket. September er et sats vejrmæssigt, men det er alligevel sjældent, vi har efterår i september – det har vi til gengæld haft hele sommeren.«

Plads til et marked mere?

Der er jo også Dragør Marked i juni – tror du, der er plads til to store markeder på øen?

»Det er jeg ikke i tvivl om, at der er. Jeg vil endda være så fræk at sige, at hvis Dragør Marked også lå i august, som det gjorde for nogle år siden, så havde der også været plads til det. Mit mål er jo, at det her ikke skal være som alle de andre. Et familiemarked. Vi prøver at lave lidt gourmet med dug på bordet, så det ikke er fastfood det hele. Men vi har også fået opskriften på Ullerup-pølser – nu kalder vi den Viberup-pølsen. I Tyrolerteltet skal vi have tyrolerøl, og folk skal danse på bordene, lidt à la after-ski. Det hele skal være lidt anderledes end andre markeder,« siger Jakob Theis Møller.

Viberup Markedet 11.-13. september skal have åbent klokken 10.00-22.00 fredag og lørdag samt 10.00-18.00 søndag
Der planlægges hestevognskørsel til markedet fra Field’s og buskørsel til markedspladsen
Følg med i programmet på Facebooksiden Viberup Markedet

Hvad synes du om artiklen?

1 point
Upvote Downvote

Total votes: 3

Upvotes: 2

Upvotes percentage: 66.666667%

Downvotes: 1

Downvotes percentage: 33.333333%

Hanne Bjørton

Written by Hanne Bjørton

Skriver som journalist på Amager Bladet siden 2005 om lokalpolitik, kultur og ikke mindst om mennesker på Amager.

1001 underskrifter for Vårens skyld

||

Kort om sport, uge 33, 2015