Foto: Rikke Milling

Mamma Mia er et skjold mod omverdenen

Angsten og trygheden. Brugerne på Mamma Mia på Utterslev Torv har trods angst, skizofreni, paranoia og depression valgt at stå frem med deres historier. Frygten for at miste Mamma Mia når socialudvalget laver en ny struktur for aktivitetstilbud er nærmest uoverskuelig for dem.

Af RENÉ MØLSKOV

rem@minby.dk

Guidet tur: Et lille stykke kunstigt græs ligger på fortovet ved Utterslev Torv 30. På græsset står fire stole. Der sidder Carsten Rasmussen. Han har skizofreni. Det har han haft i 29 år.

Han ser op. Håret krøllet, en blå- og hvidternet skjorte, hvid halsklud. Et forsigtigt smil.

»Er det her døren ind til Mamma Mia?«

Carsten Rasmussen nikker.

»Måske skal jeg gå med jer ind,« siger han spørgende.

Det er fredag eftermiddag. Indenfor er der fyldt i stolene. Nogle spiser. To står og øser mad op. Serverer en kop kaffe. Carsten Rasmussen går med ind.

Frygten for mennesker

Tina Bidstrup er 51 år. Hun lider af ængstelig personlighedsforstyrrelse. Social fobi. Angst. Depression og overspisning.

Det var en dag i 2009, hun blev ramt af depressionen og angsten fulgte med. Hun turde ikke gå ud.

»Jeg er simpelthen bange for mennesker,« siger hun.

Alligevel formår hun at være den første, der tilbyder at vise rundt. Hun viser møderummet og computerrummet frem. Der er værksted, bad, en seng, cafeen selvfølgelig, en skole og motionsrum.

LÆS OGSÅ: NY STRUKTUR GIVER FRYGT FOR LUKNING

Vor ugentlige kage

I køkkenet står Martin Teglbjerg. Smiler. Spænding. Han har været i psykiatrien i 30 år.

»Min diagnose er først og fremmest angst. Og noget grænsepsykotisk. Men det er ikke helt fast, det skifter lidt i perioder. Det er på den måde ikke så stationært,« fortæller han.

»Mamma Mia giver tryghed. Og det dækker mit sociale behov, hvilket betyder, at jeg kan være derhjemme, uden at det er svært,« tilføjer han.

Lnn150805Mamma Mia04
Foto: Rikke Milling

 

Der er en grund til, at han står i køkkenet. Det er fredag. Og fredag betyder kage.

»Det er mig, der står for lagkagen. Det er et brugerstyret projekt, jeg ligesom kører. Det har jeg gjort hver fredag i to år. Det er jo ikke et defineret job, men en slags frivilligt arbejde. Det giver mig dels noget at stå op til. Dels giver det mig en glæde at glæde andre,« siger han.

Den første kontakt

Tina Bidstrup viser videre rundt. Køkkenet har også haft en stor betydning for hendes forløb frem mod i dag.

»Det er os selv, der bestemmer, hvad vi laver af mad. Vi er brugere og det at være bruger i stedet for frivillig, er vigtigt for mig. Det forpligter ikke på samme måde,« siger hun.

Da hun i 2009 kom i kontakt med psykiatrien sendte Bispebjerg Hospital hende til Mamma Mia.

»Jeg havde slet ikke social kontakt. Den eneste sociale kontakt jeg havde, var psykiatrien på Bispebjerg. Det var ikke var nok, sagde de. Men der gik lang tid, inden jeg kunne tage mig sammen og kom herned. Da var det en veninde, der fulgte mig herned. Sådan var det, indtil jeg en dag selv turde. Der gik nok omkring et års tid.«

Til at begynde med sad hun der blot. Men efter lidt tid begyndte hun langsomt at lave aftaler. Om at lave mad for eksempel.

»Det første års tid kom jeg kun, når jeg havde en aftale om noget jeg skulle lave. Nu kommer jeg to-tre gange om ugen uden at have en aftale. Så hjælper jeg til og laver mad. Og jeg snakker med folk. Det har jeg heller ikke kunne før,« siger hun.

Læserbrevsstorm

For Tina Bidstrup er det utænkeligt at bruge et andet sted. Netop derfor fortæller hun sin historie.

Det gælder hele gruppen af brugere. De har den sidste uge har sendt stakkevis af debatindlæg til avisen. Frygten for at det tilbud, de kender og har brugt gennem så mange år skal lukke, har fået dem til at stå frem. Sammen.

Lnn150805Mamma Mia01
Foto: Rikke Milling

»Personalet kender os så godt, at de kan se, hvordan vi har det, i det øjeblik, vi kommer ind ad døren. Det kan de, fordi vi er så lille en gruppe. Vi har alle haft samtaler med psykologen. Der er sagsbehandler, pædagoger, psykolog og afspændingspædagog. De er her og hjælper os med de problemer, vi støder ind i, når vi kommer ud i den virkelige verden,« fortæller hun.

Ingen mad uden Mamma

I mellemtiden er Henrik, eller ’Hempel’, som han bare vil kaldes, kommet ind i cafeen. Han spiser et måltid mad. Det damper stadig fra tallerkenen.

»Er det fra avisen? Må jeg ikke være med? Jeg er født på Nørrebro, og jeg kan ikke undvære Mamma Mia,« udbryder han spontant.

Det er 13 år siden, han fik diagnosen skizofren paranoid og fire år siden, han begyndte at bruge Mamma Mia. Nu kommer han her hver eneste dag og synes, det var nemt at komme ind i fællesskabet.

»Jeg laver lidt af hvert hernede. Hjælper med at lave mad af og til. Snakker og forsøger at få en hverdag til at fungere. Nu har jeg lige fået lidt mad. Ellers havde jeg nok slet ikke spist. Jeg føler virkelig, at det hjælper mig at komme hernede. Jeg har gode dage og dårlige dage, men de kender mig og kan se på mig, om det er en god eller dårlig dag,« siger han.

Ingen problemer når ind

Carsten Rasmussen sidder også i cafeen. Har sin avis med. Sådan har det været i tre år.

»Det er rart at kunne omgås andre mennesker i stedet for at sidde derhjemme alene. Jeg tager med på ture, og jeg nyder meget at sidde her og læse min avis. Jeg ved, at nogle har svært ved at komme af sted. Jeg har ingen social angst eller svært ved at komme ud. Men jeg kan have bekymringer og angst. Her føler jeg mig tryg og det er som om, at problemerne ikke kan nå mig, når jeg er her,« siger han.

Et værn mod verden

Det er en ting mange af brugerne genkender og nævner. Trygheden. Det velkendte. Det, at personalet kender dem og ser, hvordan den enkelte dag er for dem. Det giver dem friheden og roen til at fylde dagene med mening. Som 70-årige Birger Wembler, der er kommet på Mamma Mia siden 1994.

»Det er meget vigtigt for mig, at vi har Mamma Mia. Jeg kan godt føle, at man bliver udsat for diskrimination eller en voldsom påvirkning fra omgivelserne mange steder. Mamma Mia fungerer som et skjold mod omgivelserne. Et værn og et sted, hvor man kan være i fred og ro og drøfte forskelllige ting. Uden indgriben fra omverdenen. Det er jeg glad for. Nogen har bare et meget tyndt eller skrøbeligt filter mod omverdenen.«

LÆS OGSÅ: NY STRUKTUR GIVER FRYGT FOR LUKNING

SYNES DU OM ARTIKLEN?
KLIK PÅ LINKET OG TILMELD DIG VORES NYHEDSBREV

OBS: Denne artikel er mere end 6 mdr. gammel

Skriv et svar

René Mølskov

Om journalisten René Mølskov

Journalist med ansvar for Vesterbro Bladet. Jeg har en forkærlighed for lokale nyheder, politik og features. Jeg tror på, at Vesterbro Bladet kan gøre en stor forskel i bydelen. Kontakt mig altid gerne med tip om stort som småt.

|

Forslag kan redde Nørrebros træer

|||||

Ny struktur giver frygt for lukning