in

Tre timers p-zone blev vedtaget

Parkering. Tre timers parkeringszone på vej til Vanløse centrum. Beboerne får gratis beboerlicens og kan parkere overalt. Også Hyltebjerg Allé kommer med i zonen.

Af Jan Diament

jan@minby.dk

pendlere: Nu får Vanløse midtby den parkeringszone mange har sukket efter. Den bliver ikkke på to timer men tre, som mange også har ønsket sig.

»Vanløses ønske om at begrænse pendlerparkeringen i området omkring Stationen er blevet imødekommet, siger næstformanden for Teknik- og miljøudvalget på Rådhuset, Jakob Hougaard fra Socialdemokraterne i Københavns Borgerrepræsentation.

Flere end 900 Vanløse-borgere har via underskriftindsamlinger med videre givet udtryk for, at man ønsker et reducere pendler-parkeringen i området omkring Vanløse station.

»Derfor er jeg glad for, at Teknik- og Miljøudvalget har vedtaget, at der fra slutningen af 2015 kan etableres en parkeringszone med tre-timers parkering,« siger Jakob Hougaard, der er ordfører for Socialdemokraterne. Det var partierne A, B, F, Ø som stemte for forslaget om parkeringszone i Vanløse, mens V og K stemte imod.

Gratis for beboerne

»Parkeringszonen er gratis at parkere i for områdets beboere, som får licens til ubegrænset parkering hele døgnet. Derimod vil pendlere fra omegnskommunerne og ferie-rejsende til lufthavnen ikke længere kunne parkere på de små veje i Vanløse,« understreger han.

Det var forslag fra de høringssvar, som Vanløse-borgerne havde indsendt, som gjorde, at udvalget endte med at beslutte, at de tidsbegrænsede parkeringszoner i København skal være med tre timers tidsbegrænsning, i stedet for kun to timer.

Større fleksibilitet

»Det er jeg meget glad for, for det giver større fleksibilitet for Vanløses borgere, for eksempel hvis man skal i Vanløse Bio eller spise på en af bydelens cafeer og restauranter, hvor to timers parkering er for kort tid,« siger Jakob Hougaard.

Socialdemokraterne stillede et forslag om, at den østlige del af Hyltebjerg Alle, fra Ålekistevej til Linde Allé også blev inkluderet i tre-timers parkeringszonen.

»Beboerne her, havde nemlig henvendt sig med stor bekymring om, hvorvidt der ville komme et pres fra pendlere på Hyltebjerg Alle. Det forslag blev vedtaget, og det er jeg rigtig glad for, da der i forvejen vil blive nedlagt P-pladser på Hyltebjerg Allé i forbindelse med Supercykelstien,« forklarer Jakob Hougaard.

Han mener, at der fortsat er brug for, at vurdere parkeringsforholdene på vejene omkring Randbølvej, som også ligger i nærheden af metrostationen.

»Pt er de ikke omfattet af den nye P-zone. Derfor har Socialdemokraterne protokolleret, at vi ønsker at arbejde videre med at udvide parkeringszonerne, eventuelt også zonen med betalingsparkering,« siger Jakob Hougaard.

Forslaget om tre-timers parkeringszone skal nu endeligt behandles i Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen, hvilket vil ske inden sommerferien.

Skal måske justeres

Formanden for Vanløse Grundejer Sammenslutning, Erik Honoré, er en tilfreds mand.

»Det er utrolig dejligt at den p-zone som ni grundejer- og boligforeninger har arbejdet for i snart tre år – med lokaludvalgets mellemkomst – nu endelig er vedtaget. Så stor tak til Jakob Hougaard og den særdeles lydhøre del af Teknik- og Miljøudvalget,« siger han til Vanløse Bladet.

»Nu må vi så se om der skal justeres på zonen for eventuelle uheldigheder. Specielt med henblik på Randbølvejskvarteret, der i høringssvaret også søgte ind i zonen. De blev imidlertid ikke imødekommet, og da de i forvejen har haft trafikale problemer på grund af lukningen af Randbølvej bør de derfor sættes ekstra under lup, » mener Erik Honoré.

Dennis Vangsgaard, erhvervsforeningen GEVs bestyrelse:

»GEV hilser som udgangspunkt alle tiltag der kan fremme erhvervsudviklingen for de lokale erhvervsdrivende i Vanløse. Det er altid ærgerligt med begrænsninger, men omvendt holder bilerne ofte stille en hel dag og det gavner ingen. Vi håber de nye parkeringsregler kan være med til at fremme aktiviteten i bydelen, således der alt andet lige bliver plads til flere handlende og besøgende.«

Hvad synes du om artiklen?

0 points
Upvote Downvote

Total votes: 0

Upvotes: 0

Upvotes percentage: 0.000000%

Downvotes: 0

Downvotes percentage: 0.000000%

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

Loading…

B.93 klarede divisionsskærene

Martin Dahl bliver ny direktør i FrederiksbergFonden 1. juli