Kaffebord hos Drys Ind i torsdags. Flagene på bordet var ikke for dronningen
in

Folkebevægelsen mod ensomhed

TABU. I denne uge ruller Folkebevægelsen mod ensomhed sig ud over hele landet på tv og med lokale begivenheder. Værestedet Drys Ind forsøger med uddeling af postkort at invitere endnu flere brugere indenfor på Englandsvej 2.

Af Hanne Bjørton

hab@minby.dk

SUNDBYVESTER: Det er torsdag, og så skal der som sædvanlig være fællessang ved kaffebordene med levende piano-akkompagnement hos værestedet Drys Ind på Englandsvej.

Så der er kø udenfor, allerede før stedet åbner klokken 12 – fællessangen er rigtig populær.

»Kan vi ikke komme ind, vi fryser,« siger en flok glade brugere, inden personale og frivillige forbarmer sig over dem og lukker op, lidt for tidligt.

Drys Ind er en af de 40 organisationer, der i fælles flok i denne uge ruller kampagnen ’Folkebevægelsen mod ensomhed’ ud over det ganske land. Folkebevægelsen rummer alt lige fra store organisationer – Ældre Sagen, Kræftens Bekæmpelse, Røde Kors, Børns Vilkår og flere kommuner – til små aktører i Drys Inds størrelse.

Danmarks Radio dækker også temaet på flere af sine radio- og tv-kanaler med programmer om ensomhed.

Fribillet til håndmadder

Drys Ind har fået trykt en masse postkort, som ansatte, frivillige og brugere deler ud, lige som Hjemmeplejen har fået nogle med i tasken, som de kan give til de borgere, de besøger.

Får man sådan et postkort, er det en fribillet til en kop kaffe og håndmadder kvit og frit hos Drys Ind.

Selv om stedet er indbegrebet af hygge, kan det være grænseoverskridende for nogen at komme her første gang, fortæller Margit Heen, der er ansat i Drys Ind.

»Nogle gange skal folk forbi flere gange, før de går indenfor, men når du er her, er den onde cirkel brudt. Mange tænker, at det nærmest er en stempling – går man ind her, er man ensom, og det er et stort tabu. Vi har brugere, der ikke fortæller deres omverden, at de kommer her, fordi det udstiller deres ensomhed, at de kommer på et værested. Det positive er, at der kan gøres noget ved det. Jo mere man taler om ensomhed, desto mindre tabu er det,« siger Margit Heen.

Vi er vidt forskellige

Mange mennesker har på et eller andet tidspunkt følt sig ensomme i en bestemt situation.

»Og så tager vi vores liv op til revision og kommer videre. Det er mere når det bliver en kronisk tilstand, at det bliver rigtig svært. Og stadig er ensomhed ikke en fast størrelse. Min mand ville først føle sig ensom syv år senere, end følelsen ville være der hos mig, for vi er forskellige personligheder, og du kan ikke lige som når man griber ind overfor alkoholmisbrug sige, at hvis bare du taler med syv mennesker om dagen, skal det nok gå,« siger Margit Heen.

Der er også forskel på, hvordan man formulerer sin hjælp.

»Man skal ikke sige: »Du er vel nok ensom, skal vi ikke lave noget sammen?« men hellere: »Synes du lige som jeg også, at søndage er dødssyge. Skal vi så ikke…« Måske skal man strække hånden ud mange gange, for nogen tage den, men mange har brug for et skub.«

Nårrrh, hvor er det synd

Lone Schlie er frivillig hos Drys Ind og har tidligere været ansat her. Hun er god til at tale med folk, hun ikke kender.

»Den nemmeste måde, at få folk i tale på, er for eksempel på en bænk i Amager Centret, hvor man sætter sig ned og sludrer – det er mest ældre mennesker. Jeg er meget talende, og hvis nogen siger noget til mig, snakker jeg altid videre, og så nævner jeg måske Drys Ind,« fortæller hun og fortsætter:

»Men man skal passe på ikke at sige ’Nårrrh’ og synes, at det er synd for dem. Det er voksne mennesker, som har ansvaret for deres eget liv. Men man kan sørge for, at nogen får et lille puf ind imellem.«

Drys Ind har cirka 150 brugere, nogle kommer hver uge, andre sjældnere. Værestedet har to ansatte, 25 frivillige, en bestyrelse, en gruppe ambassadører, der udbreder kendskabet til stedet, og flere fundraisere.

SYNES DU OM ARTIKLEN?
KLIK PÅ LINKET OG TILMELD DIG VORES NYHEDSBREV

OBS: Denne artikel er mere end 6 mdr. gammel

Skriv et svar

Hanne Bjørton

Om journalisten Hanne Bjørton

Journalist på Amager Bladet siden 2005. Jeg skriver om lokalpolitik, kultur og ikke mindst om mennesker på Amager.

Fire-årig faldt ud af vindue og døde

En kæp i hjulet for Københavns CO2-neutralitet