|
Det nye bykvarter omkranser Bella Center
in

300 almene boliger i nyt Bella-kvarter

BYKVARTER. Boligselskabet fsb bygger 126 nye familieboliger samt 171 ungdomsboliger i det nye byudviklingsområde ved Bella Center. Boligerne skal stå klar til indflytning i henholdsvis 2017 og 2018.

Af Hanne Bjørton
hab@minby.dk

ØRESTAD: 300 almene boliger skyder i de næste år op i det nye byudviklingsområde ved Bella Center.
Boligselskabet fsb er klar til at bygge 126 familieboliger i første halvdel af 2015, og i 2016 bliver spaden stukket i jorden til 171 ungdomsboliger. Boligerne skal stå klar til indflytning i henholdsvis 2017 og 2018.

fsb har indgået et strategisk samarbejde med BC Hospitality Group A/S, der ejer Bella Center, om de 297 boliger. Grundlaget for dette er BC Hospitality Groups nye masterplan for Bella Kvarter, hvor der skal bygges på parkeringsarealerne, som erstattes af parkeringshuse.

Ny by – gammel opskrift

Det helt nye bykvarter med boliger, erhverv og butikker vil lægge sig op af den måde, Københavns gamle kvarterer er bygget på, hvor der er bygget tæt i maksimalt fem-seks etagers højde, og hvor de grønne friarealer er trukket ind mellem bygningerne.

Illustration: Cobe
Illustration: Cobe

For at sikre udviklingen af blandede byområder med både almene og private lejeboliger samt private boliger side om side, placeres byggeriet på flere forskellige områder i Bella Kvarter. Et af byggerierne med familieboliger placeres øst for Bella Center, mens det andet skal ligge ud til byggeriet Horisonten og C.F. Møllers Allé. De to byggerier omfatter tilsammen cirka 12.000 kvadratmeter.

Ungdomsboligerne, der omfatter cirka 6.000 kvadratmeter, placeres ved Bella Center Station og i kort afstand til Københavns Universitet Amager (KUA) og IT Universitetet. Alle ungdomsboliger vil få eget bad, toilet og et lille køkken. Dertil kommer en række fællesfaciliteter.

Varierende højde

De 55-115 m2 store familieboliger skal opføres som etagebyggeri i varierende højde – både tre, fire og fem etager. De cirka 35 kvadratmeter store ungdomsboliger bliver opført i et fem-seks etagers byggeri.
Familieboligerne kommer til at koste cirka mellem 6.000 og 10.000 kr. om måneden alt efter størrelse, mens ungdomsboligerne kommer til at koste cirka 3.500 kr. om måneden.

Boligerne er skitseret af Vilhelm Lauritzen og Arkitema, og totalprisekontrakten for opførsel af boligerne sendes nu i udbud.
Anskaffelsessummen for boligerne vil være cirka 466 millioner kr. Københavns Kommune har bevilget 46 millioner kr. i offentlige lån i form af den såkaldte grundkapital.

SYNES DU OM ARTIKLEN?
KLIK PÅ LINKET OG TILMELD DIG VORES NYHEDSBREV

OBS: Denne artikel er mere end 6 mdr. gammel

Skriv et svar

Hanne Bjørton

Om journalisten Hanne Bjørton

Journalist på Amager Bladet siden 2005. Jeg skriver om lokalpolitik, kultur og ikke mindst om mennesker på Amager.

||

Førerløse tog er metroens akilleshæl

|

Halprojekt kom endelig i mål