Yazmin Fox stiftede Sexologiskolen i 2009. Foruden hende selv

»Vi har brug for flere sexologer«

SEXOLOGI. Hvor mange gange siden din seksuelle debut kunne du have brugt en person, der kunne besvare spørgsmål om sex og hvordan, hvorfor, hvor tit? Yazmin Fox har i fem år uddannet sexologer fordi: »Vi skal hjælpe danskerne til at udvikle sig og blive bedre til at kommunikere i parforholdet. Vi er en vigtig faggruppe, fordi sex er så basal en ting i livet.«

Af HANNE BJØRTON
hab@minby.dk

BRYGGEN: De tolv-armede lysekroner i stukloftet sætter en anden dagsorden, end et par striber lysstofrør ville have gjort.
Lige som en dampende varm ingefær-citron-te, der står klar på bordet til at give tungen et chok – åh-la-la, den er god, selv for en, der ellers ikke gider te.

Sexolog Yazmin Fox tager med sin milde men myndige udstråling imod i Sexologiskolen i Gunløgsgade på Bryggen med en dyb forståelse for at besjæle omgivelserne.

Her trådte et nyt hold sexologistuderende indenfor i slutningen af september for at begynde uddannelsen, der strækker sig over halvandet år fordelt på 13 moduler. Sideløbende undervises endnu et hold i Århus, og skolen uddanner desuden parterapeuter.

Yazmin Fox er selv uddannet i almen og klinisk sexologi i Danmark samt på Göteborgs Universitet, psykologisk fakultet.
Og så har hun gennem syv år uddannet sig i Østens sexologi, erotisk tantra, tantra yoga og ayurveda og har arbejdet og undervist i sexologi i godt 20 år.

Danmark har brug for flere sexologer, mener hun:
»Vi skal hjælpe danskerne, for det er der brug for. Vi skal udvikle os, forstå problematikker i parforholdet og sexlivet og blive bedre til at kommunikere i parforholdet.«
»Der er også et samfundsmæssigt aspekt – vi kan spare det danske samfund for en masse kroner – der er skilsmisser, som kan undgås, og nogen ville have giftet sig med hinanden, hvis de var blevet rådgivet. Sex er så basal en ting i livet, at sexologen er en meget vigtig faggruppe. Når virksomheders HR-afdelinger betaler for, at medarbejderne går til coach og psykolog, burde de lige så vel betale for, at man går til sexolog eller parterapeut. Det gør medarbejderne klare i hovedet, at få ryddet problemerne i sexlivet af vejen, så de kan koncentrere sig om at arbejde,« siger Yazmin Fox.

Undervurdér ikke et godt blowjob

Når sex skildres i medierne og i pornoindustrien, er det tit med fokus på kvantitet og beskrivelse af en masse forskellige stillinger.
Det kan gøre, at mange måske kun kan få øje på de tre første bogstaver i SEXologi.

»Men jeg vil gerne understrege, at sex ikke er sexologi. Sexologi er læren om det seksuelle, hvordan vi tænker og føler om sex, hvordan vi er opdraget, hvordan vores selvbillede er. Ved vi hvad der sker med sex, når vores psyke forandrer sig – når vi for eksempel bliver forældre, eller når vi er i krise.«
»Jeg er ikke bleg for at tale om sex, og man skal ikke undervurdere et godt blowjob, men det er vigtigt at forstå, at sexologi handler om meget mere, end hvad der sker imellem benene. Det er også følelser, intellekt, kultur og religion. Jeg vil kalde det en samfundsmæssig pubertet, at der er så meget fokus på kvantitet og forfra og bagfra i stedet for kvaliteten i sexlivet,« siger Yazmin Fox.

Nybagte forældre har som regel mindre sex

Kommer der klienter til dig med problemer, som tror de er ’unormale’, fordi de sammenligner sig med andre?

»Ja, og her er det vigtigt, at sexologen kan bidrage med en konkret viden. Hvis man bare ryster det ud af sin egen dobbeltseng, så er vi tilbage til gamle dages kloge mænd og koner.«
»Jeg havde et par med et barn på syv måneder, og de nybagte forældre var vant til at have sex tre-fire gange om ugen, og nu var det i stedet tre gange om måneden. Jeg kendte til en undersøgelse, som en kollega på Göteborgs Universitet havde lavet, hvor 600 par, der alle havde et barn på et halvt år, blev spurgt, hvor tit de havde sex.
Gennemsnittet for dem var 0,9 gang om måneden. Og det kan godt være, det er lidt koldere i Göteborg, men jeg tror ikke, det er ramt ved siden af i forhold til danskere.«
»Manden sagde: »Skat, er du klar over, vi er dobbelt så gode.« Parret har haft et forkert spejl foran sig, måske formet af populistiske tv-programmer. Og de kunne meget vel have gået fra hinanden, hvis de ikke havde søgt rådgivning.«

Hvem melder sig til uddannelsen?

Der melder sig flest kvinder til sexolog-uddannelsen, men der er ingen hold uden mænd – de udgør 15-20 procent af de studerende.
De fleste studerende har job ved siden af – moduler ligger altid fredag-søndag, så man ikke skal tage så meget fri.
Og mange studerende har en baggrund, der ligger op af sexologi-studiet, for eksempel medicin, jordemoder og psykologi.

»Der er bud efter dem til forskellige opgaver, som involverer et kendskab til sexologi. Før har sexlivet været lidt tys-tys, når man gik til læge eller psykolog, men det er blevet mere normalt at tale om. Og hvad angår jordemødre, så har de i deres uddannelse kun seks timers sexologi – det er ikke meget i forhold til, at det at få børn er noget af det, der slår de allerstørste skår i parforholdet, fordi vi bliver trætte.«

Man skal igennem en optagelsessamtale for at komme ind på uddannelsen.

»Vi optager ikke på karakterer fra andre uddannelser. Man kan godt have emotionelle akademikere, men der er også mennesker med høje karakterer, som har en lav grounding, og som ikke egner sig. Man skal vælge jobbet som sexolog af den rigtige grund: At man vil hjælpe mennesker til et godt seksualliv. Og man skal være god til at kommunikere,« siger Yazmin Fox.

Sexologiskolen, Gunløgsgade 1 uddanner sexologer og parterapeuter
Sexolog-uddannelsen varer halvandet år fordelt på 13 moduler, og man betaler selv for uddannelsen
Dette års nye hold er netop startet, men man kan nå at blive studerende til og med 5. december, hvor andet modul ligger
Læs mere på www.sexologiskolen.dk

Ved Kulturnatten holdt Sexologiskolen seks (!) foredrag, der trak fulde huse, og mange gik forgæves
Yazmin Fox inviterer derfor til et par ekstra gratis foredrag – det første i Gunløgsgade 1 onsdag 19. november klokken 18.00-20.00
Det andet under titlen ’Julegodter’ i Kulturhuset Islands Brygges store sal onsdag 3. december klokken 19.00-21.00
Tilmelding på www.sexologiskolen.dk

SYNES DU OM ARTIKLEN?
KLIK PÅ LINKET OG TILMELD DIG VORES NYHEDSBREV

OBS: Denne artikel er mere end 6 mdr. gammel

Ny rød retshjælp i Urbanplanen

Politisk opbakning til beboere på Krimsvej