Peter Schønsted har besøgt 196 lande som det første medlem af De Berejstes Klub. Hans favoritland er Ghana

72-årig er Danmarks mest berejste mand

Globetrotter. Pensionist Peter Schønsted har som den første i De Berejstes Klub besøgt alle verdens 196 lande. Snart tager han fat på en ny jordomrejse.

Af Niels Idskov

ni@minby.dk

Rejseri: Peter Schønsteds første udlandsrejse fandt sted, da han var 11 år og med sin mor og far på bilrejse til Schweiz og Italien. I dag er han 72 år år, og i næste uge tager han på en lille jordomrejse, der varer seks uger og som fører ham til blandt andet New York og Bangkok.

Det er ikke Frederiksberg-pensionistens første. Faktisk går han for at være Danmarks mest berejste mand. Alle verdens 196 lande har han besøgt – nogle via arbejde, andre på ferier. Hvad det har kostet økonomisk taler man ikke om. Men det har været det hele værd.

Og så er en del af hemmeligheden bag de mange rejser også, at Peter Schønsted var privilegeret i kraft af sin lange karriere i kemikoncernen BASF, der bød på masser af forretningsrejser.

Han tog gerne af sted lidt i forvejen for så at besøge et naboland. Det blev i den erhvervsaktive tid til kundebesøg i 67 lande.

Sidste station: Irak

»Når man har besøgt de første 30 lande, kan man blive optaget i De Berejstes Klub. Jeg blev først medlem i 2005, da jeg havde besøgt 105 lande. Så begyndte der at gå konkurrence i det. Jeg ville se hele verden,« fortæller Peter Schønsted, som de senere år har haft god tid til rejser. Han gik allerede på pension som 63-årig, altså for ni år siden.

Officielt har FN opgjort, at der findes 193 lande på denne klode, men De Berejstes Klub lægger tre uofficielle lande til: Kosovo, Taiwan og Vatikanet.

»Jeg har været i alle lande, og jeg nåede målet tidligere på året, da jeg var på en længere rejser, der inkluderede det sidste land, som jeg manglede, nemlig Irak. Man kan indvende, at jeg mangler et enkelt kontinent, nemlig Antarktis, men det kan ikke udelukkes, at jeg en dag også tager dertil, selv om jeg er mest til de varme lande,« siger Peter Schønsted – og frem af tasken tager han nogle flotte sorte træfigurer. De er fra Ghana, og de forestiller hoveder.

»Jeg har aldrig samlet souvenirs eller postkort. Men jeg har sendt postkort hjem fra de lande, jeg har besøgt. Bortset fra Somalia. Der findes frimærker ikke. Jeg har også altid været mere til byer end til natur, men selvfølgelig har jeg mange oplevelser fra udsatte lande. Jeg har for eksempel været i alle større byer i Indien, men mit yndlingsland er og bliver dog Ghana,« fortæller Schønsted.

Han er især betaget af ghanesernes charme og humør og har besøgt landet mange gange. Første gang som ganske ung ansat i den danske ambassade i hovedstaden Accra.

Et hold-up i New York

Peter Schønsted er ugift og rejser helst af alene. Uanset om det har været med bil, bus, tog eller fly. Nogle gange dog ledsaget af en livslang veninde.

»Men jeg har det bedst med at gå mine egne veje, og så slipper jeg for diskussionen om vi nu begge to kan lide at være i et koldt land eller et varmt. Jeg har stadig et godt helbred. Jeg elsker maden i Fjernøsten og i det hele taget at gå på restaurant og spise den lokale mad. Jeg har været udsat for lidt af hvert langt fra storbyerne, men det værste var, dengang jeg ved højlys dag blev udsat for et hold-up i New York. Det var engang i halvfjerdserne, og jeg måtte aflevere alt, hvad jeg havde. Men ellers har jeg været heldig.«

Grundighed er en dyd for den rejseglade pensionist fra Frederiksberg. Inden afrejse sætter han sig meget ind i de enkelte lande. Og når rejsen er afsluttet, skriver han en gedigen rapport. Til sig selv. Det har han gjort siden den første rejse med mor og far for godt 60 år siden.

Også Danmark rundt

Rejser fylder alt for Peter Schønsted. Men der er også lidt bridge og lidt andre interesser.

»Tidligere arbejdede jeg altid. Det var det, jeg ville. I dag er jeg er en travlt optaget pensionist. Udover rejserne er jeg medlem af nogle klubber, der relaterer sig dertil. Jeg sidder blandt andet i bestyrelsen for det dansk-afrikanske selskab. Jeg har jo mødt utroligt mange mennesker på mine rejser, og mange af de bekendtskaber har jeg holdt fast i,« fortæller Peter Schønsted.

Sprogligt har han altid klaret sig fint med engelsk og tysk samt en smule fransk.

»Jeg ville gerne have kunnet mere fransk, som jo tales af rigtig mange i de afrikanske lande.«

Kender han sit fædreland?

»Jeg tror, at jeg har været over det meste af Danmark. Jeg er en nysgerrig natur, og så allerede som barn en masse sammen med mine forældre. Herhjemme mangler jeg vist kun at se Christiansø og Anholt. Jeg glæder mig til enhver rejse.«

SYNES DU OM ARTIKLEN?
KLIK PÅ LINKET OG TILMELD DIG VORES NYHEDSBREV

OBS: Denne artikel er mere end 6 mdr. gammel

Skriv et svar

Christian Olsen

Om journalisten Christian Olsen

Jourhavende hos North Media Hovedstaden og journalist på City Avisen. Har beskæftiget sig med lokaljournalistik i København i en årrække. Skriver bl.a. om politik, trafik, byudvikling, kultur og byens liv.

Levende lys for Knæk Cancer

Discount-kæden Kiwi åbner i Smallegade