Tre af de fire guldvindere. Fra venstre Bjørn Hasløv
in ,

Schweizeruret fra Svanemøllen

Roning. Roforeningen Kvik fejrede forleden 50-året for deres eneste OL-guldmedalje. Der er sket meget med eliteroningen siden 1964, fortæller guldroerne, der stadig holder sammen. Ligesom et schweizerur.

Af Line Weldingh

liwe@minby.dk

Strandvænget: De lyse festlokaler med udsigt over Svanemøllehavnen er usædvanligt godt besøgt. Og gennemsnitsalderen er noget højere end normalt i Roforeningen Kvik denne onsdag eftermiddag.

Menuen er højtbelagt smørrebrød og æblekage, ønsket af dagens hovedpersoner, fire herrer der for præcis 50 år siden vandt guld i en firer under OL i Tokyo.

»Det er den største begivenhed i roforeningens historie, og det er fantastisk at alle fire er tilstede og at de kan trække over 100 mennesker herned i dag,« siger John Mac Larsen, formand for Kviks støtteforening, som baggrund for at de fire OL-vindere bliver hyldet her 50 år efter deres sejr.

Men selvom det er et halvt århundrede, siden de var på deres rokarrieres højeste, er to af de fire guldvindere, Bjørn Hasløv, 73, og Erik Petersen,75, stadig aktive i roklubben.

»Vi er ikke så unge og friske som dengang, men vi har lært at det er en god idé at holde sig i gang,« siger Bjørn Hasløv.

Var amatører

Rokollegerne Kurt Helmudt og John Ørsted Hansen har måttet gå på »pension« på grund af problemer med benene. Nok som et resultat af overbelastning, fordi man ikke tidligere gik så meget op i styrketræning.

Og det er ikke det eneste, der har ændret sig på de 50 år, der er gået siden de fire herrer vandt guld i Tokyo.

»Dengang fik man ikke fri til at dyrke elitesport. Man skulle passe arbejde og studier, og kunne tage til træning når man havde passet det. Jeg har tænkt over, hvor hårdt, det har været,« konstaterer Bjørn Hasløv.

Han var dengang arkitektstuderende og måtte love at komme retur med oplysninger om japansk byplanlægning for at få orlov. To andre arbejdede som tømrere, mens en tredje var skibsbygger.

Så man måtte træne i fritiden, modsat i dag, hvor OL-aspiranter får støtte af Team Danmark, så de kan træne to-tre gange om dagen.

»Træningsmængden er meget større, og det er nogle helt andre betingelser. Man kan ikke være på toppen, hvis man er amatør i dag,« konstaterer Erik Petersen, der dengang syntes, det var sjovt at slå østeuropæerne, der i modsætning til de danske roere trænede professionelt.

Som et schweizerur

Den største oplevelse var dog at komme til den olympiske by.

»Der var 16.000 atleter, og alt foregik fredeligt. Som min gode ven Bill Barry sagde: Det er de bedste forenede nationer, man kan tænke sig,« konstaterer Bjørn Hasløv.

Bill Barry mødte de fire roere dengang for 50 år siden. Han roede for England, som måtte nøjes med en sølvmedalje.

Siden har de holdt kontakten. Og sammenholdet er grunden til, at de to olympiske mestre stadig ror.

»Der er et livsvarigt venskab mellem roere. Man er nødt til at arbejde sammen. Vi har hver især forskellige sider, men i en båd er vi nødt til at arbejde sammen. Nøjagtigt som et schweizerur,« fortæller Bjørn Hasløv.

»Hvis man ikke er social, kan man ikke ro. Så skal man ro singlesculler,« supplerer Erik Petersen.

Talenter på vej

De to havde i foråret besøg af selvsamme Bill Barry, der i dag er cheftræner. Og han bakkede dem op i at der er en chance for, at Roforeningen Kvik engang vil vinde guld til OL.

Og klubben er jo allerede godt på vej, efter Fie Udby Erichsen vandt sølv i singlesculler ved OL i London.

»Bill Barry kiggede på mens ungdomsroerne trænede og sagde: Dem skal I passe på. De kan blive gode,« fortæller Bjørn, der bliver bakket op af Erik:

»Der er altså nogle talenter, der kommer.«

SYNES DU OM ARTIKLEN?
KLIK PÅ LINKET OG TILMELD DIG VORES NYHEDSBREV

OBS: Denne artikel er mere end 6 mdr. gammel

Skriv et svar

Hendes hænder gør brugte ting nye

Papirjunglen