||
Sosu’er Karina Hersnæs arbejder på Sundbygård og har sammen med kollegerne Lene Udsen og Mie Skourup Sørensen givet inspiration til en del af den nye novellesamling.|Anne-Cathrine Riebnitzsky var med på job på Sundbygård og bidrager til novellesamlingen. Foto: Les Kaner.|Forfatter Juliane Preisler var med på job på Sundbygård og bidrager til novellesamlingen. Foto: Jytte Rex.
in ,

Oversete sosu’er i fokus i ny bog

NOVELLESAMLING. 10 forfattere har været med sosu-hjælpere og sosu-assistenter på job og fortolker deres verden i den nye novellesamling ’Så længe jeg skal ind ad din dør’, som præsenteres på Sundbygård på torsdag.

Af Hanne Bjørton
hab@minby.dk

SUNDBY: Forleden kårede damebladet Femina »100 danske kvinder, der inspirerer og tør!« som der stod på forsiden. Designere var den faggruppe, der var flest af blandt de 100, men også forfattere, sangere og forskere rangerede højt.

Tror du, at der blev kåret nogen social- og sundhedshjælper eller social- og sundhedsassistent? Se svaret til sidst i denne artikel.

Sosu’er er i almindelighed ikke en faggruppe, der hyldes eller udpeges som noget særligt, selv om de i deres job hjælper svage borgere – handicappede og ældre, vores familiemedlemmer, naboer, medmennesker – med at få hverdagen til at fungere.
Ansvaret for de mennesker, sosu’erne arbejder med, er stort. Fysisk kan jobbet være hårdt. Og med jævne mellemrum er der historier i medierne om sosu’er, der oplever vold, overfald og endog bliver dræbt på jobbet.

Alligevel er sosu’erne udråbt til at høre til ’de bløde jobs’, vel nok af nogen, der selv sidder sikkert bag et skrivebord. Til gengæld er sosu-lønnen i den lave ende.

Forfattere med på job

Men nu har 10 forfattere givet en skønlitterær stemme til faggruppen, der ellers ikke er mange fortællinger om. Forfatterne fortolker sosu’ernes verden i den nye novellesamling ’Så længe jeg skal ind ad din dør’.

Forfatter Juliane Preisler var med på job på Sundbygård og bidrager til novellesamlingen. Foto: Jytte Rex.
Forfatter Juliane Preisler var med på job på Sundbygård og bidrager til novellesamlingen. Foto: Jytte Rex.

Alle forfattere har været med en sosu’er på arbejde en dag i den københavnske plejesektor. For eksempel var forfatterne Juliane Preisler, Anne-Cathrine Riebnitzsky og Lea Løppenthin med sosu’erne Karina Hersnæs, Lene Udsen og Mie Skourup Sørensen på arbejde på det socialpsykiatriske bocenter Sundbygård for at samle inspiration til deres noveller.

Anne-Cathrine Riebnitzsky var med på job på Sundbygård og bidrager til novellesamlingen. Foto: Les Kaner.
Anne-Cathrine Riebnitzsky var med på job på Sundbygård og bidrager til novellesamlingen. Foto: Les Kaner.

De ti noveller indeholder alt fra kærlighed, spænding og overnaturlige elementer til barsk realisme og sansende refleksioner. Fælles for fortællingerne er forholdet mellem borgeren og sosu’en – det levede liv, som borgeren gemmer på, som sosu’en frivilligt eller ufrivilligt bliver involveret i.

Bogreception på torsdag

Novellesamlingen præsenteres ved flere receptioner denne uge. Blandt andet på Sundbygård på torsdag klokken 14.00-15.00, hvor udgivelsen fejres med reception og oplæsning af Juliane Preisler og Anne-Cathrine Riebnitzsky.
Novellesamlingen er et resultat af Københavns læseprojekt ’Stemmer til et stumt fag’ under kulturministerens kampagne Danmark Læser.

De ti forfattere i projektet er foruden de tre nævnte: Anna Grue, Charlotte Weitze, Jacob Skyggebjerg, Jesper Wung-Sung, Peder Frederik Jensen, Søren og Lotte Hammer og Thorstein Thomsen.

Projektet har fagforeningen FOA SOSU og forlaget Saxo som samarbejdspartnere, og er desuden et samarbejde mellem sundheds- og omsorgsforvaltningen, socialforvaltningen og kultur- og fritidsforvaltningen i København.

Novellerne kan i øvrigt lånes på biblioteket og kan fra i dag læses gratis på www.ereolen.dk og www.saxo.com. Novellerne findes også som lydbog på www.stemmertiletstumtfag.dk.

Nå ja, så var der lige svaret på spørgsmålet først i artiklen. Nej, der var ingen sosu’er med i Feminas hyldest til 100 danske kvinder. Tættest på kom den kvinde, folketingspolitiker Martin Geertsen (V) havde fået lov at indstille: Dansk Folkepartis Pia Kjærsgaard, den tidligere hjemmehjælper, men Geertsen udråbte hende til rollemodel, fordi hun nåede helt op i toppen af dansk politik på trods af, at hun ikke har en akademisk uddannelse.


OBS: Denne artikel er mere end 6 mdr. gammel

Hanne Bjørton

Om journalisten Hanne Bjørton

Skriver som journalist på Amager Bladet siden 2005 om lokalpolitik, kultur og ikke mindst om mennesker på Amager.

||||

Byens første STUMteaterstykke

Nyt netværk skal styrke kvinder der oplever psykisk vold