Sanne Søndergaard (tv) vil »ikke finde sig i at være sammen med en veninde
in

»En rigtig veninde får dig til at føle dig rigtig«

Tæt. Findes der en opskrift på at være en god veninde? Venindesnak med forfatteren til Rigtige veninder, Iben Maria Zeuthen og en af de medvirkende i bogen, komiker Sanne Søndergaard.

Af Anja Berth

abe@vesterbrobladet.dk

Veninder: »Udgangspunktet i et venskab må være, at man har lyst til at være sammen. Men hvis man har en dag, hvor man har mere lyst til at ligge derhjemme og lave en Maude og spise Sour Cream Onion-chips og se Netflix, så er det også i orden at aflyse en aftale«.

Sådan siger komiker og forfatter Sanne Søndergaard, 34 år, der er en af tolv interviewede kvinder i journalist Iben Maria Zeuthens bog, »Rigtige Veninder«, der netop er udkommet.

For hvad er egentlig en rigtig veninde. Og findes der forkerte veninder? Og skal man være i et venindeforhold, bare fordi man har gået i skole sammen og derfor føler, man hører sammen. Og er der forkerte veninder?

Det ville journalist og radiovært, den 29-årige nørrebroer Iben Maria Zeuthen gerne finde ud af og derfor besluttede hun sig for at skrive en bog, hvor tolv meget forskellige kvinder fortæller om deres bedste veninder, og hvad der er godt i venskabet.

Outsidernes klub

En af de interviewede i bogen er vesterbroeren, komiker og forfatter Sanne Søndergaard. Hun fortæller i bogen, hvordan hun var udenfor i forhold til de styrende piger i klassen. Men i stedet for at forsøge at komme med i klubben, stiftede hun med et par få andre piger, der også var udenfor, »Outsidernes klub«. De holdt fester og fik et fællesskab. Hendes råd til teenagepiger, som bogen primært henvender sig til, er:

»Forsøg ikke at ændre noget eller komme med i gruppen. Hvis du er udenfor eller noget føles forkert, så fjern dig fra det og skab dit eget«.

I skolen var det Sanne Søndergaards veninde, der var »den sjove«. Men i dag er det Sanne Søndergaard, der lever af at være sjov. Hun er succesfuld stand-upper og forfatter – oprindeligt uddannet journalist, men har aldrig arbejdet som journalist. Det gør til gengæld Iben Maria Zeuthen, der lige nu har radioprogrammet Ibens på Radio 24syv og tidligere har været vært på P3-programmet Ibens Harem.

Sanne Søndergaard bor alene og har ingen kæreste, og Iben Maria Zeuthen bor med sin kæreste og er gravid med parrets første barn.

Fastholdes i gamle roller

Iben Maria Zeuthen har gamle barndomsveninder og ser også mennesker, hun har gået i skole med eller uddannet sig med. Det gør Sanne Søndergaard kun i begrænset omfang.

»Jeg er ikke nostalgisk over gamle venskaber eller tidligere forhold og kommer ikke til sådan noget mødes-igen-fester med folk, man har uddannet sig med. For man er jo i de roller, man var i dengang, og det fungerer ikke for mig,« siger Sanne Søndergaard, der i dag har flere gode tætte veninder, som hun godt kan snakke i telefon med i flere timer.

Hun har en regel om venskaber. 50-50. Den handler om at der skal være balance i regnskabet. Nogle gange er den ene oppe og har mere overskud, og omvendt, men til sidst skal det helst gå OP-op, som man sagde i 80erne, hvor begge kvinder er født.

Det syntes Iben Maria Zeuthen var lige Excell-ark-agtigt nok.

»Men nu synes jeg, det giver mening, for det skal jo ikke være sådan, at den ene altid er i overskud og den anden altid i underskud,« siger hun og Sanne Søndergaard bryder ind:

»Hvis en veninde får dig til at føle dig forkert, er hun forkert, og så kan du ikke være venner med hende. En rigtig veninde skal jo få dig til at føle dig rigtig og rumme dig som du er,« siger Sanne Søndergaard, der flere gange i løbet af sit liv har slået op med veninder.

For grundvilkåret er, at et venindeskab skal føles rigtigt.

Hvad synes du om artiklen?

0 points
Upvote Downvote

Total votes: 0

Upvotes: 0

Upvotes percentage: 0.000000%

Downvotes: 0

Downvotes percentage: 0.000000%

Anja Berth

Written by Anja Berth

46 år, bor i København. Journalist siden 2000 - københavnerjournalist siden 2007. Skriver om mennesker, byudvikling, vejarbejde, skoler og børn. Og alt det andet. Ansvar for Vanløse Bladet og skriver fælleshistorier for de øvrige københavnske lokalaviser.

Politiker sendte borgere i fængsel

Containerbyen rykker videre til Grønttorvet