Viggo Julsgaard Jensen har ingen grund til at være sur - derfor er han det ikke. Og han ville ønske
in

»Tro er noget, vi er fælles om«

NY PRÆST. Viggo Julsgaard Jensen bliver indsat som præst i Enghave Kirken på søndag. Vi mødte ham til en samtale om musik, tro, om barndommens forhandlinger med Gud og om frygten for, at vi har mistet tilliden til hinanden.

Af Anja Berth

abe@vesterbrobladet.dk

Portræt: Da Viggo Julsgaard Jensen var seks år, var han bange. Fra sit vindue på det lille værelse i hjemmet i Vestjylland kunne han se over på kirken, der rejste sig i det bakkede landskab, og han tænkte, at det måtte være et rart sted. Han havde ofte mareridt og turde ikke sove om aftenen. Derfor begyndte han at lave forhandlinger med Gud.

»Jeg kiggede over på kirken og sagde til Gud, at hvis han sørgede for, at jeg ikke fik mareridt, så behøvede jeg ikke få fredagsslik, og nogle gange var det lidt mere morbidt, og jeg sagde til Gud, at jeg ikke behøvede leve så længe, hvis jeg bare ikke fik mareridt,« fortæller Viggo Julsgaard Jensen.

Det var ellers ikke fordi den 32-årige teolog voksede op i et religiøst hjem. De kom ikke i kirken, heller ikke juleaften. Men Viggo Julsgaard Jensen har aldrig været i tvivl om, at han tror.

»Det giver mig en form for fundament – et ståsted. Min tro er noget, jeg har med mig og noget, vi er fælles om. Men der er da også dage, hvor jeg tvivler, og jeg kan vågne og synes, at det er noget mærkeligt noget med den tro. Som præst bliver jeg hele tiden konfronteret med troen, andres tro, deres tvivl og deres ikke-tro, og jeg har tit tænkt, at min tro vokser i mødet med andre.«

Tegn fra gadepræst

Viggo Julsgaard Jensen blev uddannet teolog i 2009 og har siden 2012 været vikar i Sct. Stefans Kirke på Nørrebro. Da han så stillingsopslaget til jobbet som præst i Enghave Kirke, var han ikke i tvivl.

»Da jeg sad og skulle strikke ansøgningen sammen, skulle jeg ned på gaden efter cigaretter, og der mødte jeg Liane (Dambo, gadepræst på Vesterbro, red.), og hun gik der med en påskehare syet på kjolen i mange farver, og jeg tænkte, at det her er et tegn – selvfølgelig skal jeg søge den stilling og være præst på Vesterbro.«

Løbeture er ventilen

De blå øjne og de talende hænder vidner om en energi, en styrke og en fanden-i-voldskhed, der giver selv de sejeste hipstere baghjul. Hans ventil er løbeture på løbebånd i fitnesscenteret lige om hjørnet fra hjemmet. Selvom det er »virkelig monotont« klarer det hovedet og giver ny energi til både privatlivet og arbejdet som præst. Med musik i ørerne knokler han derudaf et par gange om ugen. På playlisten er Portishead, som han har hørt siden han blev konfirmeret.

»Jeg har en fetish for Portishead (britisk punk-rock band, red.). Jeg købte deres første album Dummy, da jeg blev konfirmeret og var på blå mandag Jeg var helt solgt og har hørt det lige siden, og hvis jeg er vred på verden – eller indigneret over noget, så hører jeg sangen Machinegun – den er fantastisk til at få vreden ud,« siger Viggo Julsgaard Jensen. På listen over yndlingsmusik er også et britisk band Moloko. Men det er ikke mindst den kvindelige forsangers fortjeneste.

»Jeg har aldrig været i tvivl om jeg var bøsse, men jeg synes deres forsanger Róisín Murphy er ret lækker. Hun har noget afslappethed over sig, som jeg godt kan lide. Og så er jeg blevet vild med house-musik, efter jeg blev kæreste med Lars Erik, for det hører han meget. Jeg synes house har en fin fortælling med rødder i gospel, og det synes jeg er fedt. Vi var til en nytårsfest i Berlin, hvor vi stod og dansede længe sammen med en hel masse mennesker, og jeg var hverken på stoffer eller særligt fuld, men det var bare en helt vild fed fornemmelse,« siger Viggo Julsgaard Jensen.

Anderledes gudstjenester

Hans opgave i Enghave Kirke er at udvikle gudstjenesterne, og det er ikke utænkeligt, at han vil stjæle lidt fra House-miljøet. Kirken skal renoveres fuldstændigt, og det vil ifølge den nye præst også give muligheder for at lave anderledes gudstjenester med musik.

Han har ikke selv nogen grænser for, hvem han vil modtage i kirken. Men han vil ikke selv være dommer overfor om præster vil vie eller ikke vie homoseksuelle eller fraskilte, der vil giftes igen.

»Jeg så da allerhelst, at det ikke var sådan, men rummeligheden består jo også i, at præster må tænke og gøre, som de vil. Jeg har ikke selv nogen grænser og kunne også vie indsatte i fængsler. Jeg er jo ikke nogen retsinstans,« siger Viggo Juelsgaard Jensen.

Nyt vielsesritual

Han mødte sin kæreste for otte år siden, men der er ikke noget ægteskab i udsigt.

»Det giver ikke mening for mig at blive gift. Jeg har også et langt anderledes syn på kirkelige vielser. Jeg synes, at alle skulle giftes på rådhuset, og så hvis de ville kunne de blive velsignet i kirken. Jeg synes, at kirkelige vielser blander jura og kirke, og det bryder jeg mig egentlig ikke om. Kirken skal udtrykke mere, at der er andre måder at leve på end tosomhed. Det mener kirken også, men den måde vi har bygget traditionerne og vielsesritualerne op på, udtrykker vi noget andet. Og så er det enormt tåbeligt, at der er to vielsesritualer for homoseksuelle og heteroseksuelle.«

Har vi mistet tilliden?

Viggo Julsgaard Jensen har ja-hatten på og er god til at være glad. For han har ikke noget at være sur over.

»Jeg synes generelt, vi skal være mere taknemmelige. Mange har virkelig et lorteliv, og de har lov at være sure og bitre, men jeg har ikke noget at være ked af, og så skal jeg ikke være det,« siger præsten, der til gengæld synes han, at vi skal være mere indignerede.Og han kan sandelig godt blive vred. Og bange.

»Se nu den historie med den unge mand, der blev terrormistænkt, fordi han var nervøs og væltede en kuffert. Så kan jeg godt blive lidt bange for, at den der spontane og helt grundliggende tillid er ved at smuldre mellem fingrene på os.«

Hvad synes du om artiklen?

0 points
Upvote Downvote

Total votes: 0

Upvotes: 0

Upvotes percentage: 0.000000%

Downvotes: 0

Downvotes percentage: 0.000000%

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

Loading…

Parkeringskaos på Halmtorvet

Bedst til fiskefrikadeller