Morten Kabell på besøg i Remiseparken. Arkivfoto: Michael Paldan.
in

Kabell: 75 mio. til Urbanplanen

BUDGETFORHANDLINGER. Teknik- og miljøborgmester Morten Kabell (Ø) går efter 75 millioner kroner til Urbanplanen i de igangværende budgetforhandlinger på Københavns Rådhus. Kvarteret skal integreres bedre i bydelen og gøres mere attraktivt for nye beboere.

Af Jacob Schneider
jape@amagerbladet.dk

URBANPLANEN: Mens nye attraktive kvarterer skyder op få meter fra Urbanplanen, har området svært ved at komme af med sit stempel som et udsat byområde trods massive investeringer i renovering af lejligheder og bygninger. Hovedsageligt opført i 1970’erne var helhedstanken bag Urbanplanen en anden end den, københavnerne ønsker i dag, og derfor er teknik- og miljøborgmester Morten Kabell klar til at gå ind og ændre på den fysik, bygningerne og området byder på.

Derfor vil han i budgetforhandlingerne prøve at skaffe over 75 millioner kroner til at gøre området mere attraktivt og en mere integreret del af byen.

»Hvis vi skal gøre Urbanplanen mere tryg at være i og mere indbydende, så må vi sørge for, at der bliver skabt mere liv. Det kan vi gøre ved at åbne området mere op.

Remiseparken er en af Københavns største parker, men alligevel er den ukendt og bliver ikke besøgt af andre end beboere. Derfor skal vi gøre parken til en attraktion i bydelen og gøre den mere tilgængelig, også for andre end Urbanplanens beboere,« siger Morten Kabell.

Føles utrygt

Netop utrygheden i dele af Remiseparken er noget af det, de lokale beboere i dialogen med kommunen har peget på at få ændret. For mens de føler sig trygge i hjemmet, så er det modsatte gældende, når de går en tur i nogle områder af parken – også selv om der ikke foregår mere kriminalitet end gennemsnitligt.

Et af midlerne til at komme utryghed til livs i udsatte boligområder er ved at skabe mere liv, viser en ny rapport fra Københavns Kommune og Akademisk Arkitektforening. Dette greb kan også bruges i Remiseparken og gøres blandt andet ved at skabe flere stiforbindelser for cyklister og gående i området – og så skal parken have en kærlig hånd.

Men det er ikke kun den fysiske oplevelse, der forandrer sig ved at åbne området mere op. Rapporten slår fast, at man ved at følge dens anbefalinger også kan forvente en forhøjet livskvalitet for beboerne. De fysiske forandringer i bebyggelser hæver nemlig de oprindelige beboeres indtægtsniveau, tryghed, tillid, stolthed og livskvalitet og medfører samtidig en imageforbedring for området. Noget Morten Kabell gerne vil være med til at gøre til virkelighed:

»Hvis vi ved at rive nogle bygninger ned og dermed ændre i det fysiske udtryk kan forbedre oplevelsen af at bo og opholde sig i området, så er det den helt rigtige vej at gå, og det er der nu bevis for.

Der er skudt rigtig mange millioner i at forny boligerne fra boligselskabets side, så jeg synes, det er på tide, at vi som kommune gør noget for at gøre området omkring dem mere attraktivt,« siger Kabell.

Blandede boligformer

I forbindelse med moderniseringen kommer det gamle Solvang Centret og Amagers første højhus på Peder Lykkes Vej til at lade livet.

Tanken er at gøre plads til nye boligformer på og omkring grundene, som skal tiltrække unge og familier. Ved at få flere familier og unge til at flytte ind, får de nye dele af Urbanplanen en sammensætning, som skaber liv i området på forskellige tidspunkter af døgnet og dermed mere tryghed.

De nye boliger, der bliver spredt over hele Urbanplanen, skal være en kombination af almene og ejerboliger, som skal sørge for en mere mangfoldig beboersammensætning.

På den måde skal udviklingen af Urbanplanen også være med til at understrege kommunens ønske om boliger til alle, mener Kabell.

Udover boliger skal der også gøres plads til detailhandel, som både skal skabe arbejdspladser og tiltrække naboerne til at benytte området omkring Urbanplanen.

Fakta: Urbanplanen

Urbanplanen udgør et samlet areal på 47 hektar – eller 100 fodboldbaner.
Almene boliger: Cirka 2..300.
Antal beboere: Cirka 6.000.
Boligselskaber: Boligforeningen 3B, Domea.

SYNES DU OM ARTIKLEN?
KLIK PÅ LINKET OG TILMELD DIG VORES NYHEDSBREV

OBS: Denne artikel er mere end 6 mdr. gammel

Skriv et svar

Jacob Schneider

Om journalisten Jacob Schneider

Journalist på Kgs. Enghave & Valby Bladet og Amager Bladet. Lokalområdet særligt omkring Amagerbro og Sundbyerne har været en del af mit liv gennem godt 20 år, de seneste fire på godt og ondt. Jeg er nysgerrig på menneskelivets mangfoldige historier inden for kultur, sport, trafik og politik. Mail: jape@minby.dk. Tlf.: 26169647.

Vind film: Pompeji – Et kapløb mod tiden

Markedsdag på Amagerbrogade