Komikerne Mette Frobenius og Thomas Wivel sætter spot på singlelivet

»Jeg har tænkt på at oprette en side, der hedder hating.dk«

SINGLELIV. Der er singler på scenen og mærkelige datingnavne på menuen på Lygten Station, når komikerne Mette Frobenius og Thomas Wivel fra Frederiksberg dykker dybt i alenetilværelsen med standupshowet ‘Single eller doubleshot’.

Af Benedicte Lorenzen

mfvikar@minby.dk

COMEDY: Der er vældig mange stand-up shows, som tager udgangspunkt i parforhold, børn, skilsmisser og en lille smule mere parforhold. Men hvad med Danmarks en million singler? Kan man mon ikke finde noget morsomt og selvironisk i netop dem?

Det mener komikerduoen Mette Frobenius og Thomas Wivel godt, at man kan. Noget, de har tænkt sig at bevise med showet ’Single eller Doubleshot’, som kan opleves på Lygten Station 30. august i forbindelse med Zulu Comedy Festival:

»Det er faktisk en hyldest til singler. Vi kan også godt tale om drømmen om den eneste ene, men grundstammen i showet er singler,« forklarer Mette Frobenius.

Den desperate jagt

Og for komikermakkeren Thomas Wivel er singletilværelsen ved at være godt inde under huden efter to forliste ægteskaber, det seneste for kun 10 måneder siden. En erfaring, han mener, man bør hive med ind på scenen, for når en komiker tør dykke ned i den personlige, selvironiske materie, får et stand-up show en ægte dybde:

»Jeg synes, det er interessant, at kigge på den udvikling, man gennemgår som single. I begyndelsen, syntes jeg, det var problematisk, for jeg er ikke så god til at sidde alene derhjemme. Jeg bryder mig nok ikke så meget om mit eget selskab, og så begynder man at forstå de kvinder, der har forladt en, hvis ikke engang jeg selv kan holde det ud. I begyndelsen var jeg derfor nok ret desperat på at finde en ny, og det er der en masse komik i, når man ser tilbage på det,« fortæller Thomas Wivel, der til daglig bor på Frederiksberg.

Og netop jagten på den rette partner er en stor del af showet, hvor Mette Frobenius også dykker dybt ned i netdatingens forunderlige og komiske verden.

Det rette datingnavn

Da hun skulle udvikle sit set, tyede hun nemlig til datingsider, som hun dog aldrig selv har fundet modet til at bruge:

»Jeg har lavet sådan et fesent, ‘Jeg-skal-bare-kigge-medlemsskab’, hvor man kan læse de første fire linjer. Her har jeg så lavet en søgning, hvorfra jeg har udvalgt dem, jeg synes, virker skidegode, og selvfølgelig også dem, der er vildt kicksede. Eksempelvis er der en, der kalder sig ‘Gerningsmanden’, men hør lige, jeg er fra Amager, det duer bare ikke. En anden kalder sig Fatamogana, men er det ikke sådan nogen, som er væk, når man kommer derhen? En kalder sig ‘Ben & Jerrys’ det er tarveligt, for så kan man lide ham på forhånd,« funderer Mette Frobenius, der selv er single og ville kalde sig ’Jeg-er-lige-så-fucked-up-som-alle-de-andre-men-jeg-er-ret-sød’, hvis hun skulle oprette en datingprofil.

Thomas Wivel har heller ikke nogen intentioner om at springe ud i netdating. Faktisk har han en anden idé:

»Jeg har tænkt på at oprette en side, der hedder hating.dk, som er til alle de mennesker, der er rasende på hinanden,« siger han og bliver afbrudt af kollegaen Mette Frobenius:

»Den findes allerede, den hedder Facebook.«

Og med den dialog er der lagt op til en skarp satirisk aften, når Zulu Comedy Festival blænder op for singleshowet.

Single eller doubleshot. Lygten Station, Lygten 2, 2400 København NV. Lørdag 30. august, kl 19.00. Billetter købes på www.billetto.dk

SYNES DU OM ARTIKLEN?
KLIK PÅ LINKET OG TILMELD DIG VORES NYHEDSBREV

OBS: Denne artikel er mere end 6 mdr. gammel

Skriv et svar

Christian Olsen

Om journalisten Christian Olsen

Jourhavende hos North Media Hovedstaden og journalist på City Avisen. Har beskæftiget sig med lokaljournalistik i København i en årrække. Skriver bl.a. om politik, trafik, byudvikling, kultur og byens liv.

Mylius og seks bands spiller op til dans på Runddelen

Debut med den lidt store og dybere violin