||
Initiativtager Phie Ambo og skoleleder Nadia Raphael Rathje. Foto: DGF.|Udflugt til Amager Strandpark. Foto: DGF.|Morgenaktivitet: Stomp. Foto: DGF.

Ny skole med grønne visioner

FRISKOLE. Hos Den Grønne Friskole er det ikke folkeskolereformen, der har fyldt i ugens løb. Det har til gengæld alle de gøremål, der hører til, når man starter en helt ny skole – udendøre.

Af Jacob Schneider

jape@amagerbladet.dk

AMAGERBRO: Amagers nye skole hedder Den Grønne Friskole. I mandags lukkede den nemlig dørene op til en anderledes form for skolegang med fokus på grønne løsninger og kontakt med naturen i sine mange former. Døre er måske så meget sagt, for skolens lokaler er ikke klar til brug endnu, men portene til Prags Have var i hvert fald vidt åbne, for her står den nemlig på udeskole indtil oktober, hvor eleverne selv skal være med til at renovere bygningerne i gården på Strandlodsvej 40 efter klimavenlige forskrifter. Indtil da er der dog mulighed for at krybe i skjul hos naboen, Judoklubben Mitani.

Morgenaktivitet: Stomp. Foto: DGF.
Morgenaktivitet: Stomp. Foto: DGF.

Ugen igennem har den stået på udeliv omkring to telte, som en flok spejdere har hjulpet med. Skriveplader i træ har eleverne selv kreeret, ligesom der er blevet plantet flittigt i byhavens kasser, og et udekøkken er stablet på benene – her har eleverne selv været med til at beregne vandslange-længder, tilslutningsmuligheder og andet praktisk.

Og dén tilgang til undervisningen er netop noget, der adskiller Den Grønne Friskole fra så mange andre skoler, fortæller en af initiativtagerne til den nye skole, Phie Ambo:

»Her er fokus på, hvordan det er at bygge det her og bo inden i det – i stedet for at sidde i et klasselokale, for eksempel. Vi vil gerne have den håndværksmæssige tilgang mere ind i skolen.«

Bæredygtig generation

Hun og Karen MacLean fik idéen om at starte den nye skole for et par år siden. Phie er filminstruktør, Karen oversætter med litteratur som speciale, så de to havde ikke særlige forudsætninger for at lave en friskole, men retningen var de enige om:

»Vi havde lyst til at starte en skole, hvor der fra grunden af er fokus på bæredygtighed, at bygge sine egne ting og dyrke jorden, selv om man bor i byen. Med fokus på det, man har brug for, for at mestre sin omverden… At give børnene en opfindsomhed og gå-på-mod, så de ikke bliver overvældet af informationsstrømme og alle de færdige produkter, man bliver præsenteret for. Så de for eksempel tænker: ’Det ser da meget fedt ud, det der computerprogram, men jeg laver det lige lidt om, så det passer bedre til mig’. Det skal komme som en naturlighed, at de interagerer med deres omverden og laver den om.

Det er jo en generation, som kommer til at leve med nogle klimaforandringer, hvor man ikke bare sender sine ting til og fra Kina i et væk. Vi bliver nødt til selv at kunne ordne tingene og få et større kendskab til, hvad vi kan gøre lokalt.

De kommer også til at komme rundt til lokale virksomheder på Amager for at lære, hvordan de passer på skolen, plante vores egne træer og passe på dem, ligesom vi passer på hinanden. Idéen er at favne det lokale, så de som voksne mennesker bliver i stand til at favne det globale,« forklarer Phie.

’Open source’

Undervisningen foregår så vidt muligt fælles for hele gruppen på omkring 40 børn i 0. til 5. klasse. Selve det faglige indhold skal føre frem mod folkeskolens fællesmål, men metoden kan være meget anderledes end det, de fleste kender fra en klassisk folkeskole.

De to initiativtagere har været inspireret af forskellige tilgange, som bruges i andre friskoler, men har kombineret dem ud fra deres overordnede idé om bæredygtighed og ’det globale i det lokale’:

Udflugt til Amager Strandpark. Foto: DGF.
Udflugt til Amager Strandpark. Foto: DGF.

»Vi har så samlet en række pædagogikker: Det grundtvigkolske med morgensamling og det talte ord. Det kan udvides i noget, der kaldes ’storyline’-undervisning, det aldersintegrerede – at børn rent faktisk godt gider være sammen på tværs af alder – og så den håndværksmæssige tilgang fra Steiner-skolen. At man skal lære ting fra bunden af. Om det så er et computerprogram eller en madret, udgangspunktet er det samme…

Der er selvfølgelig mange ting, der skal til for at lave en skole. Men det, der har været den største udfordring, har faktisk været at finde et sted på Amager. For det skulle være her. Det er her, vi selv bor, men også et sted, hvor så mange familier flytter til.

Det er godt med et bredt skoleudbud, og vi syntes, at der manglede en skole, som kan lige præcis de her ting. Det er vigtigt for os, at det her ikke er en protest-skole – der skal være en dialog mellem de frivillige skoler og folkeskolen. Vi lægger meget vægt på, at vi er en ’open source’-skole. Alt, hvad vi laver, bliver lagt ud, så alle kan bruge det. Det sidste, vi ønsker, er at blive sådan et lille lukket ’community’…

Vi kan bidrage med det, vi gør særlig godt, og så trække på folkeskolens erfaringer, så vi kan udvikle en model for, hvordan børn bliver undervist bedst. Det er ikke fordi, vi er bedrestillede – jeg vil tro, at gennemsnitsindkomsten for vores forældre er lavere end i en gennemsnitlig folkeskole – men det er selvfølgelig nogle mennesker, der har valgt det til. Så nu har vi bygget teltet – nu skal der liv ind i det,« siger Phie.

Til det formål er skoleleder Nadia Raphael Rathje, to lærere og en pædagog kommet til.

»Jeg har arbejdet syv-otte år som lektor på læreruddannelsen, men syntes jo, det her lød enormt spændende. At lave en skole, hvor der ikke er et kæmpe skel til virkeligheden. Det her er jo en unik mulighed for at bygge noget op helt fra bunden, fra det teoretiske om god læring til det helt håndgribelige, ’råt for usødet’-liv, der er her,« siger Nadia.

Og børnene lader til at tage godt imod konceptet mellem plantekasser og udekøkken…

Den Grønne Friskole har også SFO og vil med årene gå helt op til 9. klasse i takt med, at de nuværende elever rykker op. Målet er maksimum 200 børn i tre aldersintegrerede grupper, og der er stadig plads til flere 7-11 årige.

På søndag klokken 13.00-15.00 holder skolen plante-workshoppen »Flerårige venskaber – vi planter spiselige stauder« i samarbejde med Prags Have. Alle nysgerrige er velkomne.

Se mere: www.dengroennefriskole.dk

SYNES DU OM ARTIKLEN?
KLIK PÅ LINKET OG TILMELD DIG VORES NYHEDSBREV

OBS: Denne artikel er mere end 6 mdr. gammel

Første dag med skole – og reform

Kort om sport, uge 34, 2014