Den friske luft gør godt for både plejecentrets beboere og de frivillige

Så tager vi cyklerne frem

Hjulspind. Verdishave er kommet med på både cykel- og frivillighedsbølgen. I sidste uge fik de en ¿rickshaw¿ med plads til to passagerer. Tanken er, at frivillige skal køre beboerne rundt i Sydhavnen på den nye cykel.

Af René Mølskov

rem@minby.dk

Frisk luft: Fredag eftermiddag. 73-årige Lise-Lotte Angelstoft og 96-årige Yvonne Meyer sidder begge på deres rollatorer på gangen på Verdishave. Sammen med sygehjælper Metha Nielsen venter de. Det er os, de venter på. Der skal frivillige ben i pedalerne.

»Valbyparken er så skønt et sted. Der vil jeg gerne med ud,« siger Yvonne Meyer.

Så det gør vi. Verdishave har netop modtaget den røde rickshaw. Den er så ny, at der stadig sidder et papskilt i en snor ved låsen.

»Skal vi lægge ud med at cykle til Valbyparken, eller skal vi hellere tage et kort interview først?,« spørger jeg.

»Okay,« siger Lise-Lotte Angelstoft, næsten inden jeg har gjort sætningen færdig, og stiller rollatoren fra sig for at tage plads i rickshawen.

Middagssolen er skarp og det bliver godt at få lidt vind i håret.

»Det er nemmest at køre til venstre her. Ja, den vej, fotografen cykler,« siger Yvonne Meyer, peger på Verdisvej og fortsætter:

»Jeg boede på Wagnersvej i 69 år inden jeg flyttede til Verdishave. Jeg kender Sydhavnen ret godt.«

Motion og historier

Verdishave er et af de mange plejecentre i Københavns Kommune der har anskaffet sig en rickshaw. Det er planen at frivillige kan melde sig til at køre ture med de ældre beboere.

For de ældre betyder det frisk luft, anderledes oplevelser og muligheden for at sidde skulder til skulder med en af deres naboer.

For de frivillige er der ud over motionen med garanti en række røverhistorier at hente også.

Vi triller ned ad den grusbelagte allé, der går på tværs af Valbyparken lige hvor Hammelstrupvej deler sig og delvist bliver til Tudsemindevej.

»Jeg kan huske, da det intet andet var end en losseplads herude. Det er utroligt, så anderledes området er blevet og så smukt her er i dag,« siger Yvonne Meyer.

Valbyparken er Københavns største park og blev anlagt da hun var omkring 20 år. Frem til 1937 var området ’Valby Fælled’, som det hed, blot en losseplads.

Turen giver nærvær

Lise-Lotte Angelstoft og Yvonne Meyer kender ikke hinanden særligt før cykelturen i dag. Men nu sidder tæt sammen bag den lille sorte sikkerhedssele, med skuldrene mod hinanden. Blikket rettet mod vandet, der langsomt kommer til syne for enden af stien.

»Da vi fik det første barn, så begyndte jeg at gå hjemme. Der var Sydhavnen et dejligt sted, at bo. Det har jeg egentlig altid synes,« fortæller Yvonne Meyer.

De to kvinder lader sig gribe af samtalen og for en stund glemmer de alt om chauffør og fotograf.

»Nej, hvor kan man lugte havet. Og sikke mange folk. Der er altså skønt herude,« siger Lise-Lotte Angelstoft, mens vi forsigtigt vender rickshawen og snuden mod Verdishave.

Cykler i Valby og Sydhavn

Projektet i København er cyklet ind på plejecentrene hen over det seneste år. Flere og flere cykler og frivillige er kommet til, og Verdishave er en del af den seneste udvidelse.

I dag, onsdag, bliver cyklerne rullet ud på Dronning Ingrids Hjem. På mandag 11. august er det Kirsebærhavens tur og torsdag i næste uge bliver cyklen på Verdishave indviet.

I denne omgang bliver cyklen parkeret igen parkeret bag Verdishave. Lige indtil, der er frivillige klar til at tage turen.

»Jeg skal lige have noget at holde ved, så jeg kan komme herover,« siger Yvonne Meyer og peger forbi sin rejsefælle og mod rollatoren.

»Ja, det er nok ikke mig, du skal satse på at holde ved,« siger Lise-Lotte Angelstoft.

SYNES DU OM ARTIKLEN?
KLIK PÅ LINKET OG TILMELD DIG VORES NYHEDSBREV

OBS: Denne artikel er mere end 6 mdr. gammel

Skriv et svar

René Mølskov

Om journalisten René Mølskov

Journalist med ansvar for Vesterbro Bladet. Jeg har en forkærlighed for lokale nyheder, politik og features. Jeg tror på, at Vesterbro Bladet kan gøre en stor forskel i bydelen. Kontakt mig altid gerne med tip om stort som småt.

|

Jæbilæumsmål

»Dagen hænger rigtig godt sammen«