Julie Tranekjer er en af mange
in ,

Et helt ligahold forsvinder

Kaos. Hele truppen bag FA Københavns 3 F-ligahold har meldt sig ud i protest mod ledelsen. Skjold har ikke længere nogen dameafdeling og B.93 er på vej ud af samarbejdet

Af Finn Edvard

sporten@yousee.dk

Fodbold: Der hersker noget nær kaotiske forhold omkring 3 F-Ligaholdet B.93/HIK/Skjold her kort før ligaen starter op efter sommerferien.

Holdet skal spille den første kamp mod Fortuna Hjørring på Østerbro Stadion lørdag 9. august, men lige nu ser det ud til, at det opgør ender med tenniscifre i jysk favør efter hele truppen i B.93/HIK/Skjold har benyttet sommerferien til at foretage en kollektiv udmeldelse.

Forvirringen er total

Ikke en af spillerne fra sidste sæson er tilbage. B.93/HIK/Skjold stiller derfor op med et hold, der er udtaget blandt de tre klubbers unge talenter. De kommer på en svær opgave mod nordjyderne, der traditionelt er Danmarks næstbedste damehold.

Men forvirringen er total omkring Østerbros ligahold. For det første har hele førsteholdstruppen altså meldt sig ud. For det andet har Skjold ikke længere nogen dameafdeling, men har splittet klubben op i en afdeling for herrer, der fortsat hedder Skjold, og en afdeling for damer, der nu skal spille i en helt ny klub ved navn BK Ryparken.

Skjold har ikke selv informeret om dette, og der er ikke oplysninger om denne vigtige nyhed på klubbens hjemmeside.

Men kommerciel ansvarlig og daglig leder af B.93/HIK/Ryparken, Peter Vest, oplyser, at Skjold nu er delt op i to selvstændige klubber, Skjold (for mænd) og BK Ryparken (for kvinder).

For at gøre forvirringen komplet, hedder holdet officielt i øvrigt ikke FA København, som ellers fremgår af klubbens hjemmeside. Ungdomsholdene i klubsamarbejdet har fået tilladelse til at bruge dette navn, en forkortelse af Fodbold Alliancen København, men det har seniorholdet ikke. Så det skal fortsat optræde under navnet B.93/HIK/Ryparken.

B.93 vil ud

Spørgsmålet er så bare, hvor længe det navn holder. Ifølge Peter Vest ønsker B.93 nemlig at forlade samarbejdet.

Ifølge hele spillertruppen er den kollektive udmeldelse sket i protest mod klubbens ledelse, da denne præsenterede spillerne for et set up, som »på ingen måde lever op til truppens sportslige forventninger og ambitioner,« som spillerne skriver i en fælles pressemeddelelse.

»Vi har de seneste to år arbejdet vanvittigt hårdt på at blive bedre fodboldspillere. Undervejs er et fuldkommen unikt sammenhold opstået trup og trænerteam imellem. Men vi føler, at klubben i lang tid har syltet vores interesser og handlet dybt uprofessionelt,« siger anfører Rosanna Stormly, der udtaler sig på truppens vegne.

Kritik af ledelsen

Spillerne kritiserer blandt andet forløbet omkring otte trøjesponsorater, som truppen skaffede i januar/februar og som skulle betale store dele af en træningslejr til Portugal. Kontrakterne blev ifølge spillerne afleveret i underskrevet stand til ledelsen, men ved turneringsstarten 30. marts var der kun kommet tryk på to ud af otte trøjer.

Det gælder også forløbet om licensansøgningen til 3F Ligaen, som førte til, at B93-HIK-Skjold fik afslag på licens og blev tvangsnedrykket til 1. division, fordi allianceklubben afleverede et regnskab for sent. Denne beslutning er nu sat i bero, fordi DBU har besluttet at suspendere licenssystemet i den kommende sæson. Men set fra spillernes side kunne hele forløbet om tvangsnedrykning have været undgået, hvis klubben havde ageret mere professionelt.

Spillerne var mildest talt også utilfredse med, at samarbejdet ikke blev forlænget med den amerikanske træner Denise Reddy og det øvrige trænerteam.

Julie til Brøndby

En af holdets spillere, Julie Tranekjer, har meldt sig i Brøndby:

»Jeg ved faktisk ikke, hvor alle de andre er blevet af, men der er flere, der er gået til Brøndby og til Ballerup-Skovlunde.«

Julie var ellers glad for at spille fodbold på Østerbro:

»Jeg har spillet med i de sidste tre-fire år men til sidst gik samarbejdet mellem spillere og ledelse slet ikke. Og da klubben ikke forlængede med Denise tog vi os alle til hovedet. Hun har i den grad tilført hele holdet en helt anden form for professionalisme, og det er meget, meget ærgerligt, at det gode samarbejde spillere og træner i mellem, nu er blevet smadret,« siger Julie Tranekjer.

Andre markante spillere, der har forladt holdet er bl. a. den tidligere landsholdsspiller Gitte Pedersen, Arnela Muminovic, Maria Meulengarth, Liv Saxild, Amalie Thestrup, Fatima El Foul, Camilla Jin Egelund Christensen, Emma Unkuri og landsholdskeeperen Cecilie Breil Sørensen.

Nye trænere

Den nye sportslige ledelse består af den hidtidige U18 DM-træner Michael ”Pixi” Andersen, der er konstitueret som 3F-cheftræner, og talentudviklingsansvarlig Keld Juhl. Begge har A-licens som træner og har 13 år og 28 års erfaring med elitefodbold.

»Michael og Keld har været nogle af nøglepersonerne bag især spillestilen og klubbens spillerudviklingsprogram. Den øvrige stab omkring holdet er ved at være på plads. Dette vil blive meldt ud på klubbens hjemmeside, når aftalerne er på plads. For det kommende 3F hold er ambitionen, som på de øvrige hold i klubben, at udvikle spillere og give mulighed for at nå deres fulde potentiale og derigennem opnå succes for holdet,« skriver B93/HIK/Ryparken, der nu har under 14 dage til at få tingene på plads – i hvert fald hvis det skal ske ingen turneringstart.

Klubben tilføjer, at den gerne hører fra spillere, der vil være en del af et nyt spændende og ungt setup, hvor der bliver arbejdet meget med hver enkelt. Interesserede kan kontakte Michael ”Pixi” Andersen 22 54 82 23.


OBS: Denne artikel er mere end 6 mdr. gammel

Islænding vil redde Kino

Hvide hula-hopringe bliver kunst i byrummet