Sangerindepavilloner

Lokalhistorisk: Som en forløber for varietéteatret opstod der i Danmark et fænomen – Sangerindepavilloner. Vi kender det fra Dyrehavsbakken, hvor der eksisterer en sådan pavillon endnu i dag.

Omkring 1864 raporterede politiet, at der fandtes 21 af slagsen i København. Ved Østerbrogade/Østerfarimagsgade/Classensgade lå der to, skråt overfor hinanden på hver sin side af vejen. Den ene hed, Alléenlyst, og blev også kaldt, Gravens Rand, fordi den lå lige ved indgangen til Holmens Kirkegård.

Det andet forlystelsessted, som jeg ikke kan finde navnet på, lå på hjørnet af den nuværende Classensgade og Østerbrogade.

På begge steder var der bygget pavilloner omgivet med lukkede lysthuse. Alléenlysts pavillon var forsynet med en åben veranda. Værthusholderen hed i 1853 Niels A. Nielsen, og vi kan se at bevillingen til at »opføre musik«, som det hed sig i perioden1862-68, blev givet til Philip Theodor Otterdahl, pianist og musiklærer og et antal syngepiger.

Det andet syngested på daværende Østerbrogade 10 blev tilskødet vognmand Anders Thomsen i 1857.

Her havde Wilhelmine Mathilde Ritschel, født Meyer, bevillingen i samme periode. I 1865 kan man se at Otterdahl havde fem damer, og Rischel havde tre.

Pigerne, der var også enkelte herrer, optrådte med tidens slagere, undertiden med politiske stikpiller og ofte med vovede hentydninger. Politiet forsøgte hele tiden at regulere antallet af pavillonerne, blandt andet vedtog man, at de kun måtte ligge på Vesterbro og i Tivoli.

Dog overlevede Alléenlyst på Østerbro og Thalia i Østergade, som samtidig fik mere moderne navne som fx. Café Chantants.

En ung mand der led af kærestesorg til en af sangerinderne, forsøgte at skyde sig selv i en af pavillonerne.

Præsternes udtrykte stor modvilje mod den slags forlystelser, og det lykkedes at vende stemningen hos folk, så pavillonerne blev revet ned henholdsvis i slutningen af 1870-erne og begyndelsen af 1880-erne i forbindelse med reguleringen af Østerbrogade.

Poul Andersen

Østerbro Lokalhistoriske Forening og Arkiv,

Grenågade 6, 2100 Kbh. Ø

www.2100lokalhistorisk.dk

SYNES DU OM ARTIKLEN?
KLIK PÅ LINKET OG TILMELD DIG VORES NYHEDSBREV

OBS: Denne artikel er mere end 6 mdr. gammel

Lokal Netto månedens butik

Cyklende indbrudstyv anholdt