||
Julie Nord med et nyt værk skabt særligt til udstillingen på Gl. Strand. »Der er så meget behov for i familien at vise

Julie Nord udstiller: Mislyd i familieportrættets idyl

UDSTILLING. Billedkunstner og tegner Julie Nord åbner 14. juni totaludstillingen ‘Just like home’ på Gl. Strand med umiddelbart idylliske familieportrætter og et lydspor af komponist Halfdan E. Vi har mødt hende i atelieret på Amager.

Af Hanne Bjørton
hab@minby.dk

SUNDBY: Ansigtsfarven smelter og drypper ned fra hagen på portrættet af en køn pige med store, grønne øjne. På andre portrætterede er øjnene kradset ud, ligger alt for dybt i øjenhulen eller er enorme og stirrer manisk og lysende på publikum. På et familieportræt smiler alle til ’fotografen’, men én mangler ansigtsfarven og ser ildevarslende dødsmærket ud.
Billedkunstner og tegner Julie Nord (f. 1970) har i udstillingen ’Just like home’, som fra 14. juni kan ses hos Kunstforeningen Gl. Strand, kastet sig over familieportrættet med tilfældige familiebilleder fundet på internet som konkret udgangspunkt.

Men der er pillet ved idyllen i de færdige værker, hvor Julie Nord tilføjer foruroligende elementer med sort filtpen og flydende tusch, som endte med at blive hendes foretrukne redskaber under studiet på Kunstakademiet i perioden 1994-2001.

Dogmetusch og -papir

»Det var en lang proces. Jeg malede i mange år og kom ind på Kunstakademiet på maleri. Der var en bølge derinde på det tidspunkt, hvor man var dybt interesseret i nye medier, og jeg begyndte også at arbejde med video og installation i en periode og lagde egentlig maleriet på hylden, for jeg syntes ikke, jeg kunne komme videre med det. Jeg havde nogle år, hvor jeg prøvede rigtig meget af og blev ret forvirret over de mange muligheder.«
»Det endte med, at jeg helt opgav og tænkte, at jeg skulle nok ikke være kunstner. Så lavede jeg en slags dogme for mig selv det sidste år, hvor jeg valgte en helt almindelig filtpen, som man kunne købe hos boghandleren og så et bestemt papirformat. Jeg sagde til mig selv: Det her år må du kun arbejde med de her medier. Det var et mere eller mindre bevidst forsøg på at nå ind til, hvad indholdet var af det, jeg gerne ville. Og så har jeg altid holdt af at tegne – jeg tegnede som barn, og jeg tror ikke, jeg syntes det var rigtig kunst. Så jeg skulle en masse veje rundt for at finde tilbage til det igen, og har også lært rigtig meget af de andre medier,« fortæller hun.

De detaljerede tegninger med tusch faldt i rigtig god jord hos omverden og anmelderkorps. Hendes afgangsprojekt fra Kunstakademiet blev til særudstillingen ’From Wonderland With Love’ på Aarhus Kunstmuseum i 2003. 50 sirlige tegninger, modelleret over temaer fra Lewis Carrolls ’Alice in Wonderland’. Og som i ’Just like home’ med faretruende og groteske detaljer i Julie Nords gendigtning med tuschen.

Siden har hun haft talrige separatudstillinger og deltaget i gruppeudstillinger i både ind- og udland og er også repræsenteret i offentlige samlinger på museer herhjemme, i Sverige, Norge, Tyskland, England, USA, Frankrig.

»Set i bagklogskabens lys fik det måske noget opmærksomhed, fordi det var lidt anderledes. Det tænkte jeg jo ikke på, det var egentlig noget jeg valgte på trods, fordi jeg syntes, jeg var løbet tør i stort set alle andre medier. Og så er tegningen meget umiddelbar – du skal sådan set bare have en tusch og noget papir, så kan du gå i gang. Der er ikke så langt fra ide og tanke til udførsel, som hvis du sidder og redigerer video eller står ved et maleri, som skal tørre og lærredet spændes op,« siger Julie Nord.

Foto: Michael Paldan
Foto: Michael Paldan

Vi møder kunstneren tæt ved den gamle Amagerbane i det atelier, hun siden 2007 har delt med et par andre kunstnere.

»Vi flyttede hertil fra Østerbro og samtidig var der så nogle venner og kolleger, der pludselig fik halvdelen af rummet her ledigt. Det var fuldstændig oplagt, det er 5-10 minutter på cykel fra hvor jeg bor.«

Det blev Amager ved et tilfælde. Lejemålet på Østerbro udløb og nummeret i boligforeningen dirigerede familien den vej. Siden er de flyttet endnu engang til en villalejlighed, men stadig på Amager.

»Det specielle ved Amager er, at diversiteten er så stor fra nogle af villavejene, hvor det næsten lige så godt kunne have været Hellerup eller et Østerbrokvarter ud mod Svanemøllen, og til sådan noget virkelig by-agtigt. Der er da gader, hvor jeg ikke synes, min datter skal gå, når hun bliver teenager, og så er der andre steder, hvor det næsten er blevet for pænt. De der ting ligger lige ved siden af hinanden, og det, synes jeg, er dybt fascinerende, det holder jeg rigtig meget af. Som det er lige nu, så tror jeg ikke, der er ret mange andre steder jeg hellere ville bo i København.«

Du ligner morfar Bent

Udstillingen tager udgangspunkt i familieportrætter – er familieportrættet, synes du, en illusion?

»Det er opstillet og vil jo altid være sådan, som vi gerne vil se os selv, enten som individer eller familiemennesker. Jeg synes, det er superinteressant hvis man finder et fotoalbum med familier, man ikke kender, på et loppemarked, så kan man sagtens leve sig ind i den familie. Der vil ofte være nogle små ting – en der vender hovedet væk eller måske er et ansigt klippet ud – som er historiefortællende og man tænker, der er altid et eller andet under gulvtæppet.«
»Familie og familiebilleder og det at vokse op i en familie handler meget om identitet. Vi får allerede fra starten som drenge eller piger en bestemt farve tøj på. Vi får at vide, at vi ligner morfar Bent, og der bliver forventet, at vi har nogle egenskaber, fordi vores forældre har dem, så det går ret hurtigt egentlig, og det er ikke nødvendigvis negativt, det er bare et faktum, at vi bliver framet. Der er nogle konstruktioner lige fra starten, og det er dem jeg undersøger holdt op imod, hvad identitet egentlig er. I mange af billederne på Gl. Strand er der sådan nogle blafrende identiteter, enten er ansigterne helt væk eller løber, eller der er et eller andet på færde i dem. Det der er tydeligst i den framing, det er mønstrene på tøjet, håret, der er meget sirligt lavet, og tapeterne bagved. Alt er gennemiscenesat og rummene er også, men ansigterne står egentlig lidt og leder efter sig selv.«

Der er i dine værker en troldsplint, noget man bliver forskrækket over i alt det smukke. Har du lavet værker, hvor troldsplinten ikke er der for at snyde os eller måske dig selv?

»Jeg har prøvet det lidt derovre i det nye værk (se foto, red.), der valgte jeg, at der ikke skulle vokse ting ud af ørerne på dem, og deres øjne skulle ikke kradses ud. Men der skulle alligevel være en eller anden form for undren eller forstyrrelse. Det er jo denne her lykkelige kernefamilie, og jeg har så lavet alle øjnene lidt større. Og moren er faktisk også 15 procent større end resten af familien i forhold til fotoet. Så der er alligevel forrykket lidt, og mønsteret er en lille smule sindssygt, men jeg har prøvet at holde mig på måtten denne gang, så man måske er lidt i tvivl om jeg mener det eller ej. For det er jo også et rædselsfuldt billede, det er sådan lidt overglansbilledagtigt, så det er et forsøg på ikke at udpensle det mærkelige alt for meget, men det er der alligevel. Jeg ville ikke vide, hvorfor jeg skulle lave det, hvis der ikke var en eller form for undren indlejret i billedet.«

Lyd, tæpper og kontroltab

Totalinstallationen ’Just like home’ har fra november og frem til forrige weekend været udstillet på Kunsten, Nordjyllands Kunstmuseum. På Gl. Strand er rummene indrettet næsten som et hjem med stuer en suite med mønstrede tapeter på væggene og gulvtæpper på gulvene. Og så har komponisten Halfdan E. i samarbejde med Palle Vedel skabt et lydspor til udstillingen.

Det må have været et kontroltab, for du kan jo ikke bestemme over, hvad han laver?

»Et kæmpe kontroltab. Jeg har både arbejdet med lyd, men jo også med selve installeringen, hvor man så pludselig skal have et gulvfirma ind. Nu har vi også haft et samarbejde med Ege Tæpper her på Gl. Strand og med en tapetfabrik, og du kan ikke fuldstændig styre processerne. Heldigvis opstår der pludselig ting, jeg ikke havde regnet med, og som er endnu bedre end det, jeg havde tænkt.«
»Jeg synes, det har været sindssygt berigende og også noget, jeg har haft brug for. Det er meget indelukket og ensomt at tegne, og det kan jeg godt lide – jeg kan jo sidde i månedsvis bare med min tusch. Til gengæld er det så også ekstra befriende pludselig at spørge Halfdan, hvordan synes du, det her billede lyder, eller at prøve på at forklare en stemning ved et middagsbord, få nogle lyde tilbage og så ping-ponge om det. Det gør jo også, at jeg selv får skærpet, hvad jeg vil med mit projekt.«

Men har du tænkt undervejs nogle gange, at nej, nej, sådan skal det da ikke lyde?

»Ja, og det har både været Halfdan E. og et firma, der hedder Manden med Cameraet, der laver sådan nogle store lyd-events og er superengageret, som også pludselig arbejder med på mine ideer og har foreslået, at vi skulle projicere noget op på væggen, og jeg kan blive helt forført. Men så kan jeg lige sove på det og sige: Nej, det har faktisk ikke noget med det her at gøre. Jeg får sat spørgsmålstegn ved noget, der er meget selvfølgeligt i mit eget univers, så det har været lærerigt og også superhårdt. Men egentlig også noget jeg savnede bagefter. Hvis man finder nogen, man svinger godt med, så er det jo fantastisk.«

Er du allerede i gang med at tænke nye ideer?

»Nej, jeg laver en ting ad gangen, nu skal jeg først have denne her udstilling af vejen. Jeg kan godt have en fornemmelse for, hvor jeg skal hen – måske noget mindre tematisk. Men jeg tror ikke, at det bliver familieportrætter, jeg kaster mig over lige bagefter.«

Julie Nord, ’Just like home’, udstilles 14. juni-31. august hos Kunstforeningen Gl. Strand, Gl. Strand 48

SYNES DU OM ARTIKLEN?
KLIK PÅ LINKET OG TILMELD DIG VORES NYHEDSBREV

OBS: Denne artikel er mere end 6 mdr. gammel

Skriv et svar

Hanne Bjørton

Om journalisten Hanne Bjørton

Journalist på Amager Bladet siden 2005. Jeg skriver om lokalpolitik, kultur og ikke mindst om mennesker på Amager.

Hofor-honorar blev hård politisk valuta i Dragør

Lang vej til en kørestolsgynge