Sanne Fejfer Olsen ærgrede sig over den lukkede port til Kildegrotten. Så hun foreslog Københavns Kommune

Frivillige genåbner Kildegrotten

Det ældste af Søndermarkens bevarede bygningsværker fra romantikken er – sammen med fortællingen om ‘Kildekonen’ Marie Villads – igen tilgængelig for publikum.

Af René Mølskov

Kom indenfor: De fleste er stødt på Kildegrotten på søndagsgåturen eller løbeturengennem Søndermarken. Og er stødt på en lukket gitterport.

Bag gitterporten gemmer sig både den gamle Kildegrotte, der blev opført i 1787 og et kunstværk af Benthe Norheim, der fortæller historien om ’Kildekonen’ og digteren Marie Villads.

Genåbnet for publikum

Onsdag i næste uge, er det igen muligt at komme ind i grotten og se sig omkring.

»Der kommer rigtig mange forbi, som, når jeg fortæller, at kilden er åben, meget gerne vil ind og se den,« siger Sanne Fejfer Olsen, der tog initiativ til at holde grotten åben for publikum.

»Jeg fortæller dem gerne om Marie Villads og om Benthe Norheims værk i grotten, hvis de er interesserede. Og de fleste har spørgsmål. Rigtig mange kender grotten udefra, når de kan se den lukkede låge og folk er blevet både overraskede og glade over, at de kan komme ind og se den,« siger hun.

Vandbærer og digter

Billedkunstneren Marit Benthe Norheim har udsmykket grotten med historien om Marie Villads. Sammen med lydkomponisten Tonje Terese har hun taget afsæt i kildevandet som symbol, og i historien om den fattige kildekone Marie Villads.

»Marie Villads blev kendt for at sidde hernede og sælge kildevand. Det levede hun af. Og det viste sig, at hun var en dygtig digter, og folk købte hendes sange. I dag er hendes digte blevet anerkendt og hun ligger på niveau med de mandlige digtere i hendes samtid. Fordi hun var kvinde og ekstremt fattig, var det slet ikke på tale at betragte hende som digter på samme måde,« siger Sanne Fejfer Olsen.

Initiativ fra lokale kræfter

Hun fandt ud af værkets tilblivelse gennem sine naboer, der kender Benthe Norheim. Og fulgte med i processen, så snart det var muligt.

»Jeg var meget begejstret for hele historien og for værket. Da jeg opdagede, hvordan man skal ind i hjørnerne for at opleve de ting, hun har lavet, ærgrede det mig, at den hele tiden stod lukket,« fortæller hun.

Derfor kontaktede hun Køenhavns Kommune og spurgte, om hun som frivillig kunne få lov til at sikre, at der er åbent for publikum.

Flere muligheder

Det betyder, at man nu kan få et kig inden for i Kildegrotten og høre mere om historien om Marie Villads den første søndag i hver måned, såvel som den tredje onsdag i måneden.

»Hvis det bliver en succes, tror jeg på, at kommunen også er indstillet på at fortsætte og måske endda udvide åbningstiderne til næste år,« siger Sanne Fejfer Olsen.

Fakta
Kildegrotten
  • Det ældst bevarede bygningsværk i Søndermarken fra romantikken er ’Kildegrotten’ fra 1787.
  • Oehlenschläger beskrev Kildegrotten som en ’fortryllet fehule’. 
  • Marie Villads (1832-1908) levede af at sælge vand fra kilden sammen med et lille hæfte med ’Kildekonens sange’. 
  • Marie Villads liv og hendes digte er blevet inspiration til et værk i grotten, der nu kan opleves flere gange om måneden.
  • Gennem mosaik, skulptur, lys og lyd, har Marit Benthe Norheim og Tonje Terese fortolket Marie Villads liv og tekster.
  • Der er åbent i Kildegrotten den første søndag i måneden fra 13.00 til 15.00 og den tredje onsdag i måneden fra 18.00-20.00.

Kilde: Københavns Museum, Københavns Kommune og Sanne Fejfer Olsen

Se gamle billeder her

SYNES DU OM ARTIKLEN?
KLIK PÅ LINKET OG TILMELD DIG VORES NYHEDSBREV

OBS: Denne artikel er mere end 6 mdr. gammel

Skriv et svar

René Mølskov

Om journalisten René Mølskov

Journalist med ansvar for Vesterbro Bladet. Jeg har en forkærlighed for lokale nyheder, politik og features. Jeg tror på, at Vesterbro Bladet kan gøre en stor forskel i bydelen. Kontakt mig altid gerne med tip om stort som småt.

Stationsforplads skal have et ordentlig navn

St. Bededagsaften i Kastellet