Ked 😭 Elsker 😍 Like 👍

Med kræften helt inde på livet

STØTTE. Kræften kom helt tæt på familien Arildsen, da lillesøster Fie på 24 fik konstateret livmoderhalskræft. Nu sætter storebror Dennis, der er ejendomsmægler hos Realmæglerne, gang i kampagne til fordel for Kræftens Bekæmpelse.

Af Christian M. Olsen

Det var bare et rutinetjek, der skulle overståes, da 24-årige Fie Oppenhagen Arildsen for godt et år siden mødte op på hospitalet til den forebyggende undersøgelse for livmoderhalskræft, der tilbydes kvinder fra 23 år.

Men svaret var nedslående: Der var fundet celleforandring, og de efterfølgende undersøgelser afslørede livmoderhalskræft.

»Jeg havde ikke haft symptomer af nogen art, så jeg havde slet ikke forestillet mig, at det var den besked, jeg ville få,« siger Fie Oppenhagen Arildsen, der gik med diagnosen for sig selv i to-tre uger inden hun kunne fortælle sin familie, at hun var syg.

»Det var noget af en besked at skulle sluge, og jeg ved, at det ikke kun påvirker mig, men også min familie og omgangskreds.«

City Avisen møder Fie Oppenhagen Arildsen i Borgergade, hos Realmæglerne Peter Mac. Her er hendes storebror, Dennis Arildsen, partner, og lillesøsters sygdom er den direkte årsag til, at ejendomsmægleren lancerer en kampagne, der har til formål at samle støttekroner ind til Kræftens Bekæmpelse.

For hver bolig, Realmæglerne Peter Mac får til salg i februar, donerer ejendomsmægleren 5.000 kroner til Kræftens Bekæmpelse.

Overskud til at give igen
»Det er meget normalt for ejendomsmæglere at sponsorere et fodboldhold eller håndboldhold. Men da jeg på denne måde fik kræften så tæt ind på livet, fik vi øjnene op for noget andet. Vi har haft ret godt vind i sejlene, så vi tænkte, hvad kan man gøre, når man har overskud til at give noget igen,« fortæller Dennis Arildsen.

Han kontaktede Kræftens Bekæmpelse for at høre, hvad de syntes om ideen, og her var der opbakning.

»Donationerne er ikke afhængige af, om der bliver solgt, men om der bliver sat til salg. Det er lidt atypisk, men det syntes vi, var ret spændende. Har sælger lyst til, at donationen skal være i deres navn, gør vi det, og så kan man se på et banner på boligannoncen, at den pågældende har valgt at donere 5.000 kroner,« fortæller Dennis Arildsen.

Daglig strålebehandling
For Fie var det fra første færd en selvfølgelighed at være med i kampagnen, selv om det også krævede en ekstra tanke.

»Jeg har ikke fortalt min historie for fremmede, men hvis jeg på denne måde kan være med til at der kommer ekstra fokus på sygdommen, og at der kommer penge til Kræftens Bekæmpelse, vil jeg selvfølgelig gerne det.

Samtidig bliver jeg rørt over, når andre gerne vil hjælpe,« siger Fie Oppenhagen Arildsen.

Gennem et år har hun været i kemobehandling, og for tiden er hun i et intensivt forløb med daglig strålebehandling.

»Det kan godt tage pusten fra en, men jeg forsøger at have en så normal hverdag som muligt,« siger Fie Oppenhagen Arildsen.

Fleksibilitet fra hospitalets side gør, at behandlingerne er tilrettelagt, så Fie fortsat kan passe sine studier på pædagoguddannelsen. Men sygdommen har giver ændringer i hverdagen.

»I begyndelsen var jeg ved at få en depression. Jeg lukkede mig inde i min lejlighed, hvor jeg boede alene. Når jeg kom hjem, lagde jeg mig bare under dynen og kunne ikke overskue noget,« fortæller Fie Oppenhagen Arildsen.

»Men så blev jeg lidt sur på mig selv og tænkte, at det ikke nytter noget at give op. Nu får jeg hjælp hos en psykolog. Jeg har valgt at tænke positivt og fokusere på det, jeg godt kan lide. Jeg forsøger at sortere de ting ud af mit liv, der ikke giver energi og er godt for mig. Det er ikke altid, det kan lade sig gøre, men så vidt muligt, gør jeg det. Men det er en kamp hver dag, mest om natten – så flyver tankerne. Jeg ville jo lyve, hvis jeg sagde, at jeg ikke var bange,« siger Fie Oppenhagen Arildsen.

Opbakning fra familien
Opbakningen fra familie og venner har betydet meget for Fie og har givet hende styrke.

»Det har fyldt rigtig meget i vores familie, men det har også bragt os meget tættere sammen som familie,« siger Dennis Arildsen.

Hjælpen er nær, når praktiske gøremål kommer til at fylde for meget i hverdagen, men behandlingsforløbet har Fie valgt at holde for sig selv.

»Jeg har valgt at tage behandlingerne alene. Når jeg har brug for hjælp, er det ikke hospitalet, det handler om,« siger Fie Oppenhagen Arildsen, der ikke altid har fået de beskeder fra lægerne, som hun gerne ville høre.

»Min krop reagerer på behandlingerne, og det er rigtig godt, men det tager længere tid, end lægerne først havde regnet med,« siger Fie, der fokuserer på de positive nyheder.

’Hende den syge’
Hun er nu flyttet sammen med en veninde i en lejlighed, og det har gjort hverdagen noget nemmere.

»Jeg har brug for, at der er nogen omkring mig, og der er andre, der også har rengøringstjans for eksempel. Så det var en flytning, der skulle til, for at jeg kunne komme videre,« siger Fie.

Men det har været svært at indrømme over for andre og for hende selv, at hun ikke kan være med til alt det, hun kunne tidligere.

»Jeg har lært at sige nej. Jeg kan ikke være i byen til klokken fire om natten. Jeg er ikke den, der lige tager en drink ekstra,« siger Fie Oppenhagen Arildsen.

»Når vi skal til fødselsdage eller fester, er jeg nervøs for, at gæsterne kigger på mig med de der hvor-er-det-synd-for-hende-agtige øjne. ’Nå, nu er det hende den syge, der kommer’. Det tænker jeg meget over, men det er jo

slet ikke sikkert, de tænker sådan,« smiler Fie.

Har ført noget godt med
Hvis kampagnen bliver en succes overvejer Dennis Arildsen at gentage den næste år, så Fie og de mange andre i hendes situation kan få glæde af de mange tilbud fra Kræftens Bekæmpelse.

»Man må hjælpe til, hvor m an kan,« siger Dennis Arildsen.

Selv om kræften har vendt op og ned på Fies liv, så har sygdommen også ført noget godt med sig.

»Det lyder forkert at sige, for der er så meget skidt ved det, men på en eller anden måde har det også været en gave. Man finder virkelig ud af, hvor stærk ens familie er og hvor taknemmelig, man bliver for familien og for hjælp,« siger Fie Oppenhagen Arildsen.

»Jeg havde ikke troet, at jeg var så stærk, som jeg er. Det har på en eller anden måde chokeret mig, at jeg har den viljestyrke, jeg har. Jeg vil ikke ønske for nogen, at de bliver ramt af kræft, men jeg vil ønske for alle, at de prøver at få den tanke om livet, jeg har fået. Jeg sætter pris på familien, mine venner og mig selv på en helt anden måde, end jeg har gjort før,« siger Fie Oppenhagen Arildsen.

SYNES DU OM ARTIKLEN?
KLIK PÅ LINKET OG TILMELD DIG VORES NYHEDSBREV

OBS: Denne artikel er mere end 6 mdr. gammel

Skriv et svar

Christian Olsen

Om journalisten Christian Olsen

Jourhavende hos North Media Hovedstaden og journalist på City Avisen. Har beskæftiget sig med lokaljournalistik i København i en årrække. Skriver bl.a. om politik, trafik, byudvikling, kultur og byens liv.

Til middag i Blomsterkonens hus

Aften- og nattearbejde er stoppet – indtil videre